På det sidste har jeg i medierne hørt en del om børn og unge, der er blevet anbragt i fx plejefamilier eller på socialpædagogiske opholdssteder, hvor de er blevet udsat for grov behandling. Onsdag den 11.4.2012 fortalte Radioavisen også noget omkring manglende tilsyn af disse anbringelsessteder.

Da jeg hørte om de udsatte børns og unges situation disse steder, fik det mig til at tænke på det tyrkiske/kurdiske udtryk ”at løbe fra regnvejr og blive fanget af haglvejr”.

Dette udtryk illustrerer for mig de udsatte børns og unges situation. Jeg har i mere end 25 år arbejdet med disse børn og unge og har gang på gang oplevet børn og unge, der ikke trivedes i hjemmet. Forældrene gjorde deres bedste, men det lykkedes ikke for alle. Nogle forældre kunne ikke beskytte deres børn mod ”regnvejr”, og til sidst valgte de kommunale myndigheder at anbringe børnene uden for hjemmet. Uden at generalisere viser nogle af disse steder sig at være ”haglvejr”. Når hagl rammer, gør det ondt, og jeg har hørt, at nogle anbragte børn udsættes for grov behandling i form af omsorgsvigt og mange andre ting.

Nogle anbringelsessteder er ikke interesseret i børn og unge!

Jeg kan undre mig over nogle menneskers motiver til at starte et opholdssted eller blive plejefamilie. Umiddelbart skulle man tro, disse mennesker har hjerte for udsatte børn og unge, men desværre er jeg blevet skuffet på disse børns og unges vegne. Jeg tænker, at nogle af de steder, som behandler børn og unge dårligt, kun er interesseret i økonomi. De har på en eller anden måde set, at der er økonomi i at have disse børn og unge.

En ting er at være skuffet over den grove behandling af børnene. Noget andet er, at nogle myndigheder har givet disse steder en tilladelse. Har disse myndigheder sovet i timen? Jeg kan virkelig komme i tvivl om bevillingsmyndighedernes faglige kompetencer, når vi gang på gang ser sager af grov karakter. Bevillingerne må bygge på et utroværdigt grundlag.

De kommunale myndigheder, som har anbragt børnene, har også svigtet deres ansvar. Jeg tænker, at myndighederne kan være under pres for at finde det rette tilbud ved akutte anbringelser, men jeg har stor undren over, at myndighederne ikke lever op til deres ansvar om tilsyn efter anbringelsen.

Børn og unge har behov for anbringelsessteder, der

•   ikke ser dem som pengemaskiner.
• ser dem som nogen, der er i ”nød” og har brug for betingelsesløs omsorg og kærlighed.
• har voksne med brændende interesse og hjerte for børn og unge.
• har personligt kompetente voksne med overskud og rummelighed.
• har fagligt kompetente voksne og målrettet pædagogisk arbejde med børn og unge.
• har nysgerrige voksne, der interesserer sig for, hvad der sker for børn og unge, og opsøger ny viden og erfaring i forhold til udsatte børn og unge.

Børn og unge har desuden brug for, at både kommunale og andre tilsynsmyndigheder tager deres opgave alvorligt og forbyder grov behandling af børn og unge.

Tilsynsmyndighederne skal lytte til børn, unge og forældre, selv om de har haft hårde forhold. Mine erfaringer fortæller, at anbragte børn og unge kan have svært ved at fortælle om deres oplevelser i løbet af en times besøg af en tilsynsførende. Når de er på besøg hos deres forældre, kan en del af dem imidlertid fortælle, hvordan de har det. Indimellem tager tilsynsmyndighederne ikke forældrenes syn på anbringelsesstedet alvorligt. De tror, forældrene har en skjult dagsorden for at få deres børn hjem igen.

Udsatte børn og unge har behov for menneskelige vilkår på anbringelsessteder, hvor der er fokus på disse børns og unges behov, og hvor de får støtte fra ildsjæle, som brænder for deres arbejde.