Jeg kom i bekendtskab med Ahmet Demir igennem min interesse for socialpædagogikken og de mellemfolkelige forhold i samfundet, da jeg bl.a. er ved at uddanne mig til international folkeskolelærer.
Ahmet har valgt at beskæftige sig med et område, hvor indvandrer ofte ikke gider, eller anerkender den relevance, som pædagogikken og psykologien har i dag, og derfor synes jeg, at hans arbejde er tiltrængt og banebrydende i forhold til de udfordringer Danmark står overfor.
Jeg har selv undersøgt samtidens ghettobegreb og de socialt svage i forhold til folkeskolen, og som privatperson interesserer det mig at observere de sociokulturelle forhold, som danner sådan et parallelsamfund til det Danmark vi allerede kender. Jeg skriver således dette indlæg veloverbevist om, at det har et urokkeligt samspil og samarbejde med landets socialkonsulenter, pædagoger, psykologer, folkeskolelærere og socialpædagoger mv.
Hos børn og unge i minoritetsmiljøer ser man først og fremmest et opdragelsesmønster, som hører hjemme i et landbrugssamfund, og ikke i et industri-og service samfund med stormende karrieremennesker. Drengene er ofte opdraget som ”små konger”, der får hvad de peger på, og som automatisk føler sig hævet over/og ansvarlig for pigerne i familien, hvilket skaber en familiehierarki, som ikke stemmer i overens med det vi kender med lighedsforhold imellem kønnene i vestlig forstand. Pigerne er modsat meget samarbejdsvillige, men også i konflikt hvad angår deres værdier. Tilfælles har begge køn dog, at de er opdraget til afhængighed (af kollektivet omkring dem), og ikke opdraget til selvstændighed (til demokratiet omkring dem), hvilket er de to største modsætningsmarkører, hvis vi bevæger os på et samfundsmæssigt plan.
Relationen mellem drengene og pigerne kan beskrives som fraværende eller distanceret i 8-14 års alderen, hvor begrebet ”pigelus/drengelus” er forstørret. Der er en skam eller flovheden forbundet med gruppearbejde i skoleregi eller anden henvendelse til det modsatte køn, hvilket er foruroligende, når disse skal videre på arbejdsmarkedet, hvor der i høj grad kræves samarbejde og lighed på tværs af køn.
Dernæst kan der i forlængelse ses på disse børn og unges danske medborgerskab. Et medborgerskab handler om viden og kunne om det omkringliggende samfund, hvilket er et område som absolut ikke optager dem, da deres samfund og daglige input er skrumpet ned til folkeskoleregi; Det de ved om Danmark får de indsprøjtet i folkeskolen. Disse børn og unge interessere sig hellere for kapitalens værdi og tøjmærker, samt de nyeste gadgets på markedet, hvilket er ærgerligt, da ”storebror/rollemodellen” har defineret materielle tøjmærker, som det bedste man kan opnå og eje.
Disse børn og unge har desuden et stort forhold til deres religion, og de bruger sværgelsen ”Quraan” uden at holde pause, men de er dog ikke bekendte med hverken Koranen eller Islam som religion. De har derfor skabt en gruppeidentitet, som holder dem sammen og stærk, og hvor deres “små holdninger” ikke kan diskuteres, selvom de heller ikke har nogle religiøse argumenter tilrådighed.
Fagpersoner har derfor i den grad brug for interkulturel pædagogik og psykologi, samt andre inkluderende og oplysende metoder til at give den koncentrerede ghettoskole et spark hen imod det danske samfund, hvor børn og unge ikke kun kender prisen på deres mærkesko, men også navnet på deres Kronprins!
Politikere skal samtidig også gøre en indsats for at være gæstfrie og solidariske, når minoritetens børn og unge prøver at tilegne sig det danske medborgerskab, og vigtigst af alt, ejerskabet af Danmark, hvilket ikke ligefrem er noget regeringen deler ud af nu.
