Dette indlæg bygger på mit terapeutiske råd og vejlednings-arbejde med flygtninge og traumatiserede familier. Interviewet med 18-årige Yahya Hassan i Politiken i lørdags gav mig anledning til at skrive indlægget.

Jeg vil indledningsvis sige, at jeg ikke vil generalisere, og at flygtningeforældre kan tage lige så meget ansvar som andre forældre, men jeg tager udgangspunkt i den gruppe, som jeg har arbejdet med, og hvor jeg kan genkende noget af det, Yahya Hassan påpeger i sit interview.

”… jeg er blevet tæsket som barn… så de stadig følte en form for forældrefølelse… Mændene spillede kort, dovnede den, gik i moske og så nyheder fra Mellemøsten… Mange af forældrene har jo tudet deres børns ører fulde med, at de skal være taknemmelige, fordi forældrene overhovedet tog flugten til Danmark.”

Jeg kan genkende de ting, Yahya påpeger i sit interview. Jeg mener, at en del flygtninge kommer til Danmark, og de kan af gode grunde ikke kende til deres ansvar eller børns rettigheder her i landet. De bruger opdragelsesmetoderne fra deres hjemland, men denne opdragelse oven i traumerne fra hjemlandet kan medvirke til, at de efter min mening svigter deres børn.

Er der en løsning?

Jeg mener, at følgende løsninger er mulige. Når vi modtager flygtninge, og de får flygtningestatus i landet, mener jeg, at følgende kan hjælpe forældrene med at tage ansvar for deres børn.

Når myndighederne første gang møder flygtningene, skal deres sundhedstilstand undersøges.

– Hvis flygtningene er traumatiserede, skal de have et systematisk behandlingstilbud.

– Det kræver

  • At myndighederne og den enkelte sagsbehandler har specifik viden om og indsigt i de kulturelle kompetencer hos flygtningefamilien, de har med at gøre.
  • Sprogtilegnelse.
  • Undervisning i samfundsforhold.
  • Indsigt i samfundets sociale, kulturelle og politiske forhold.
  • At familien lærer samfundets sociale spilleregler at kende.
  • At forældrene får viden om forældres ret og pligt.
  • At forældrene bliver bevidste om børns rettigheder.
  • Viden om børns og unges udvikling.
  • Støtte til familier, som har brug for særlig støtte, og hvor man tager udgangspunkt i den enkelte families behov og har fokus på forældrenes ansvar.
  • Forældrene skal have fokus på og være bevidste om børns og unges behov samt fremtidens krav og forventninger til deres kompetencer.
  • Støtte til forældrene i forhold til
    • Uddannelse
    • Arbejdsmarked

Du er i gang med selv at sætte din søn i fængsel

I vores dialog med flygtningeforældre, især de traumatiserede uden højere uddannelse, mener jeg, at vi skal bruge et sprog, som får forældrene til at vågne op. Uden at jeg skal generalisere, siger min erfaring, at sprogbrug har stor betydning. Jeg vil i det følgende med en case beskrive, hvad der har virket.

Case:

Det er en flygtningefamilie, en af forældrene er traumatiseret. I deres kultur har drenge særlig status i forhold pigerne.

Jeg hørte en af forældrene sige, at deres datter ikke hørte efter, hvad forældrene eller hendes bror sagde, og forældrene gav grønt lys for, at sønnen kunne slå datteren. Jeg forsøgte at forklare, at i Danmark må man ikke slå børn, heller ikke søskende.

Ud fra den konkrete situation kunne jeg se på den forælder, jeg var i dialog med, at mine ord ikke virkede. Ud fra min fortolkning signalerede den forælder, at de ville gøre, hvad der passede i deres kultur, så familien ville tillade sønnerne at bruge vold mod deres søstre.

Jeg valgte at bruge et metaforisk billede, som gik på, at jeg sagde til den forælder, som syntes, at vold var okay, at hvis jeg hørte mere om vold eller så tegn på vold, ville jeg ringe til politiet, som ville lægge deres søn i håndjern og straffe ham for de voldelige handlinger.

Ved at fremkalde et billede af håndjern, straf og fængsel kunne jeg trænge igennem. Ikke mindst sagde den anden forælder efterfølgende: “Hvad har du gjort ved min partner? Min partner var lige ved at få hjertestop, på grund af det du sagde.” Dvs. at budskabet med metaforen nåede frem til den forælder.

Jeg mener, at det metaforiske sprog er den eneste forklaring.

Jeg har også anden positiv erfaring med, at traumatiserede forældre tilegner sig nødvendig viden og kompetencer, som er betydningsfulde for deres børn.

Jeg mener, at de forældre, som Yahya peger på, kræver, at myndighederne skal være meget tydelige i deres forventninger og fx tydeliggøre svigt af deres børn og de voldelige handlingers konsekvenser for dem og børnene.

Jeg vil sige, at medarbejderne i front selvfølgelig skal have fokus på hele familien, men vi må ikke overse, at vi skal være børnenes advokat og deres talerør. Vi skal helt klart tage fat og handle for børns og unges tarv.

Selv om mine underretninger til myndighederne omkring forældres vold har ført til anbringelser af børn og unge, eller at forældrene blev fængslet pga. deres grove handlinger, arbejder jeg stadig med disse familier. Det er fordi, forældrene ved, at min og andres hensigt er at passe på deres børn.

Jeg mener, at der skal arbejdes på flere fronter, både med forældre, børn og unge for at minimere risikoen for, at børn og unge i flygtningefamilier får dårlige vilkår på grund af deres forældre.

Tilbage til “Blog”

Læs interviewet med mig i Politiken om flygtningeforældres ansvar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X