Denne artikel tager afsæt i mit familiebehandlingsarbejde med familier fra etniske minoriteter og især med skilsmisser i muslimske familier.

Skilsmisser i muslimske familier er ”blodige”, hvor blodige forstås sådan, at parterne bruger børnene som gidsler. Parterne er optaget af egne interesser og følelser og er uden empati for børnene, som naturligt er følelsesmæssigt tilknyttet begge forældre. Jeg skal ikke generalisere, men jeg har mødt og møder stadig børn i alle aldre, som bliver brugt som gidsler af forældrene eller sagt på en anden måde: Er et hævnmiddel mellem forældrene.

Jeg håber, at fagfolk omkring disse familier og børn er opmærksomme på børnene og deres tarv. De må have fokus på det usagte og de skjulte kulturelle koder mellem forældrene, da situationen kan have alvorlige konsekvenser for børns personlige, følelsesmæssige og sociale udvikling. Groft sagt kan forældrenes handlinger føre til dysfunktionelle børn, som livet igennem vil have svært ved at fungere. Jeg mener, at forældrene bærer den primære skyld for dette.

Grunde til skilsmisser

Jeg vil ikke generalisere, men en stor del af de fraskilte par begrunder deres skilsmisse med forskellige niveauer i social og kulturel kontekst. I deres kulturkreds begrunder den yngre generation deres skilsmisse med følgende forhold for at undgå den ældre generations og deres netværks sociale kontrol. Primært får partneren skylden for at være årsagen til, at de ikke kan leve sammen som familie.

Disse grunde angives over for den ældre generation:

Ældre generations og deres netværks sociale kontrol
Ældre generations og deres netværks sociale kontrol
Foto: Pexels
  • Partneren er voldelig, ansvarsløs og sørger ikke for deres families velfærd.
  • Partneren er ikke en kærlig mor/far for børnene.
  • Partneren har ikke respekt for sin partner.
  • Partneren spiller hasard, drikker og tilbringer natten uden for hjemmet.
  • Partneren sørger ikke for, at familien har god økonomi og de materielle ting, som nogle familier går meget op i, fx store biler og hus osv.

Når de samme taler i en professionel kontekst, er begrundelserne nogle helt andre. De siger nogenlunde følgende:

  • Jeg har ikke følelser for min partner.
  • Jeg ønsker ikke at se og leve sammen med min partner.
  • Jeg har i mange år haft et smertefuldt liv, men kunne ikke tillade mig at blive skilt.
  • Jeg kan ikke enes med min partner. Selv om vi udadtil er en familie med børn, hus, bil og alt det, familier fra vores kultur skal have, er jeg ked af det, vred og sur på både mig selv og min partner.
  • Jeg har aldrig været lykkelig.
  • Jeg bliver kontrolleret af min partner.
  • Vores børn bliver skadet af vores konflikter og konfrontationer, og jeg føler mig skyldig over, at mine børn har det dårligt og ikke fungerer socialt, fx har udfordringer i skolen og i arbejdslivet.

Nogen vil undre sig over, at den yngre generation har to forklaringer på deres beslutning om skilsmisse, men det skyldes, at den yngre generation med den første begrundelse primært tænker på deres forældre/familiens ære. De vil ikke stå frem med grund nummer to over for deres forældre og netværk, da de ofte vil blive stemplet som dårlige mennesker og familiemedlemmer.

Børn bliver brugt som hævnmidler

Forældrene har ret til at vælge, om de vil leve sammen med deres børns far/mor. Hvis det ikke fungerer, er det deres eksistentielle ret at fravælge ægteskabet og blive skilt. Men ingen forældre har ret til at bruge børnene som hævnmidler og træde på børnenes eksistentielle ret.

En del forældre siger dette om bevidste eller ubevidste handlinger i samværet med deres børn: ”… puha… jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det her… når jeg taler med mit barn, er der både fysiske handlinger, mimik, sprog, ja mange ting der gør, at jeg ikke kan lade være med at tænke på barnets far/mor… det gør mig vred, sur… jeg vil ikke have noget med mit barn at gøre, fordi mit barns far/mor udsatte mig for mange ting … når jeg ser mit barn, bliver disse oplevelser aktiveret.”

Det kan være voldsomme ting, forældre ved skilsmisse mærker via deres børn, men jeg arbejder med disse forældre og gør opmærksom på, at børnene er uskyldige. I virkeligheden er det forældrene, der har et problem, og de skal arbejde med det og gøre noget, så de ikke udsætter barnet for følelsesmæssig vold. Det er på ingen måde acceptabelt, og efter min mening overtræder det barnets rettigheder.

Børn har en eksistentiel ret til at holde af både far og mor, men begge forældre kan bevidst eller ubevidst overtræde denne ret. Jeg har talt med børn, unge og voksne, der refererer til deres egen barndom og fortæller om manglende respekt for og anerkendelse af at elske begge forældre: ”… når jeg er sammen med en af mine forældre, er jeg bange for at sige, at jeg savner den anden… jeg elsker dem begge, men jeg ved, at min far og mor ikke kan lide hinanden… de er sure på hinanden… hvis jeg siger, at jeg savner, elsker eller glæder mig til at se og være sammen med den anden, kigger de mærkeligt på mig … eller jeg tænker på, om far/mor tror, at jeg ikke kan lide dem… jeg går med mine egne tanker… jeg har været ked af det længe og tør ikke tale med mine forældre eller andre om, hvor meget jeg savner min mor og far… hvis nogen spørger, hvordan jeg har det, siger jeg altid, at jeg har det godt… men jeg er ked af den måde, mine forældre omtaler hinanden, når jeg er sammen med dem… ”

Igen uden at generalisere er nogle forældre egenrådige og afviser professionel hjælp til sig selv og børnene i forbindelse med en skilsmisse, selv om det er en stor forandring, især for børnene. Forandringen kan medføre chok, krise, sorg, savn og dilemmaer. Nogle søger i stedet hjælp i deres egen familie og netværk, som primært har fokus på den voksne, mens børnene bliver overset.

Der kan være mange grunde til, at familie og netværk har fokus på de voksne. Måske har de beskrevet, at deres partner har udsat dem for grove og umenneskelige handlinger, men personligt mener jeg ikke, at det fører til noget godt blot at påkalde sig medlidenhed.

Jeg vil bede om, at både forældre og fagfolk omkring børnene midt i familiens store forandring primært fokuserer på børnene for at sikre deres trivsel og giver dem rum til at føle sig anerkendt. Børnene skal hos begge forældre have lov til at tale om deres følelser, og forældrene skal sætte sig ud over egne behov og følelser for i stedet at fokusere på barnet.

Fagfolk skal være ekstra opmærksomme på børn, der lever i et dilemma. Det kan være ekstra hårdt for muslimske børn, da en del børn bliver brugt som hævnmiddel. De har brug for fagfolk til at bearbejde følelser, tanker, savn og smerten over ikke at se far/mor. Fagfolkene skal søge samarbejde med forældrene for at minimere børnenes smerte og gøre skilsmissen mindre vanskelig.

Hvis forældrene ikke vil samarbejde, må fagfolkene undersøge andre muligheder for at kæmpe for børnenes tarv. De har ret til at holde af og se både mor og far.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X