Verden var lørdag 10.10.2015 vidner til, at fredselskende børn, kvinder og mænd i Ankara deltog i en demonstration for et fredeligt Tyrkiet på tværs af kultur, etnicitet og religion, men demonstrationen blev ramt af et bombeattentat, der foreløbig har kostet 128 mennesker livet og givet flere livstruende skader.

Fredselskende børn, kvinder og mænd
Fredselskende børn, kvinder og mænd

Terrorhandling

Det var ikke en enkelt mands værk. Pladsen, hvor demonstrationen fandt sted, burde være topsikret, fordi den er adresse for den nationale efterretningstjeneste MIT og Tyrkiets indenrigsministerium, og det får mig og mange andre til at spekulere over, hvordan selvmordsbomberne kunne sive ind i menneskemængden og detonere to bomber.

Ved valget den 7. juli led Tyrkiets politiske magthavere et stort nederlag, som de har svært ved at acceptere. De er i panik og bruger alle midler for at skabe kaos, så befolkningen stemmer på dem til valget den 1. november 2015. Kan de have ladet terroristerne få frit spil?

Folks vilje

Ved valget den 7. juli 2015 viste Tyrkiets befolkning tydeligt, at de vil af med den eksisterende regering, som handler udemokratisk og ikke kan rumme, at HDP, folkets demokratiske parti, kom over spærregrænsen. Siden valget har magthaverne forsøgt at skabe splittelse og puster til konflikten mellem kurdere og tyrkere for at sikre deres egen politiske magt. Hver eneste dag går uskyldige menneskers liv tabt under denne magtdemonstration.

På trods af bombeangrebet vil alle fredselskende fortsætte kampen for et demokratisk og menneskeværdigt politisk system med plads til alle demokratiske kræfter.

Regimet i Tyrkiet

Det politiske regime i Tyrkiet viser gang på gang, at det hverken anerkender demokratiet eller menneskers ret til at ytre sig omkring politiske standpunkter og fx deltage i fredsdemonstrationer mod magthavernes mere og mere diktatoriske styre.

Det er på tide, at verdenssamfundet stiller spørgsmål ved diktaturregimet i Tyrkiet. Jeg mener, at verdenssamfundet ud fra menneskerettigheder og demokratiske værdier må indføre politiske eller økonomiske sanktioner, så diktaturets magt svækkes. Verdenssamfundet bør støtte de demokratiske kræfters kamp for et demokratisk samfund.

Selv om magthaverne skaber frygt, vil det ikke knække de fredselskendes viljestyrke. Vi vil ikke acceptere, at mennesker mister livet på grund af politik, religion og etnisk baggrund. Vi vil hånd i hånd vende os mod diktaturet og gå til valg for et menneskeværdigt samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X