Anerkendelsens uhørte stemmer: minoritetsforældre og folkeskolen

Hans Elbeshausen, Lektor, Det Informationsvidenskabelige Akademi/ tidl. Danmarks Biblioteksskole

Ahmet Demir, Cand.Pæd; Familieterapeut, Selvstændig socialkonsulent

Uhørte stemmer er en bog, der handler om den kulturelt mangfoldige skole i Danmark – eller rettere om dens fravær. Bogens forfattere beskriver på en engageret, kompetent og indfølende måde sproglige minoritetsforældres kamp for respekt, selvværd og anerkendelse; de ser nærmere på en skolehverdag, der er præget af en stram og utidig uddannelses- og sprogpolitik, ringeagt af det fremmede og manglende interkulturelle visioner. Selvom bogen først og fremmest henvender sig til professionelle og skolepolitikere, mener vi, at engagerede forældre, bibliotekarer, socialrådgivere, medborgercentre eller civilsamfundets interkulturelle organisationer også kan drage nytte af bogens tematik: anerkendelsen af det transnationale i det nationale.  

Lene Timm & Bergthóra S. Kristjánsdóttir: Uhørte stemmer. Sproglige minoritetsforældre og samarbejde med skolen.  ViaSystime 2011. 189 sider. ISBN 978-87-90833-27-5

Publiceret: 12/2-2012 Kategori: Anmeldelser

Anerkendelsens uhørte stemmer

Bogen Uhørte stemmer har sit analytiske ståsted i Axel Honneths (en nulevende tysk socialfilosof fra Frankfurter Skolen) anerkendelsesteori, hvilket også præger forfatternes selvforståelse og deres ærinde med bogen. Timm og Kristjánsdóttir ønsker via analyser og kritiske kommentarer til den aktuelle sprogpolitik at fremme en anerkende kultur i den danske folkeskole – det vil sige en kultur, hvor alles, forældres og børns, læreres og pædagogers, stemmer bliver hørt og hvor ingen føler sig forbigået eller lige frem ekskluderet på grund af deres kulturelle oprindelse eller sociale baggrund. Ingen stemme skal forblive uhørt, selv ikke de uhørte, afvigende, ubekvemme eller modstridende.

Præger det anerkendende perspektiv folkeskolens pædagogiske hverdag, især når det drejer sig om etniske minoriteters sprogtilegnelse, forældresamarbejde eller skolens syn på det flerkulturelle? Spørgsmålet udgør bogens fokus og besvares først og fremmest ved at gengive, analysere eller kommentere eksempler på den ikke-anerkendende praksis. Tro mod overbevisningen, at den konstruktive og fremadrettede kritik er en uomgåelig forudsætning for udvikling og nytænkning, lader forfatterne især de uhørte, de ubekvemme stemmer komme til orde.

Anerkendelsens veje

Anerkendelse som begreb tematiserer et tilbagevendende problem, især i kulturelt mangfoldige samfund. Debatten handler ikke kun om, hvordan den demokratiske retsstat sikrer retfærdighed, men i lige så høj grad om de forskellige svar, der gives på dette spørgsmål. Hvis målet er at sikre ens livsvilkår for alle, så er strategien en omfordeling af ressourcer; er målet imidlertid en robust social og individuel identitet, så gælder det om at anerkende den kulturelle anderledeshed som en ligeværdig livsform. Uhørte stemmers pointe i anerkendelsesdebatten er dog, at omfordeling og anerkendelse ikke kan adskilles. En aktiv identitets- og en fremadrettet interkulturel sprogpolitik er et vigtigt bidrag til en solidarisk samfundsudvikling (s.43).

Anerkendelsens vej består af tre forskellige, men sammenhængende tematiske forgreninger. Det første tema forekommer at være ret enkelt. Anerkendelsen drejer sig øjensynligt ikke om andet end at identificere og at acceptere – for eksempel, at Danmark er et kulturelt mangfoldigt samfund i en global verden. Selv denne vej kan være stenet og vanskelig at gå. Hvor vanskelig – dette illustrerer forfatterne, idet de ser nærmere på den kommunale forskelsbehandling vedrørende undervisning i minoritetssprog (s.78/79). Ikke at tilbyde modersmålsundervisning er en sag; ikke at ville informere om private initiativer burde egentlig være utænkeligt i et servicesamfund som det danske.

Anerkendelsens anden vej påkalder sig forfatternes største opmærksomhed og står meget centralt i Uhørte stemmer. Anerkendelse er den praksis, der skaber forudsætningerne for, at den enkelte formår at udvikle selvværd og selvrespekt. Den agtelse, som de nære omgivelser lægger for dagen under barnets opvækst og udvikling, udspringer af respekten for den vordende borger. Mangler den fornødne agtelse eller bliver der udvist ringagtelse, bliver det svært senere hen at udvikle robust identitet, agere selvbestemt og i det hele taget føre et godt liv.

Uhørte stemmer er fuld af beskrivelser af ikke-anerkendende, dvs. af identitetsfornægtende adfærd. Lad os tage forfatternes drøftelse af sprogholdninger som illustrativt eksempel (s.107). Holdninger til sproget afspejler tit et bestemt menneskesyn. Tales arabisk af etniske danskere, der har tilegnet sig sproget gennem et universitetsstudium, så bliver denne kompetence mødt med højagtelse. Tyrkisk, urdu eller arabisk som minoritetssprog anses derimod for at være problemsprog. Sprogets negative sociale status påvirker imidlertid de sproglige minoriteters selvagtelse. Børn skammer sig over forældrenes sprog; forældre forventer, at deres børn fornægter deres modersmål, udelukkende fordi de oplever den sproglige og kulturelle anderledeshed som laverestående, ikke som difference eller ressource. Den sociale ringeagt af minoritetssprog har uheldige konsekvenser. For det første færdigudvikles individuelle sproglige færdigheder ikke. For det andet kan den føre til et beskadiget liv. Når eller hvis vedkommende ikke længere genkender sig selv i de mangfoldige færdigheder, så anerkendes de ikke som del af identiteten. Kampen om anerkendelse er en kamp mod tingsliggørelsen og en kamp for et selvbestemt liv som individ og medborger.

Den tredje tematisering handler om gensidig anerkendelse. Gensidig anerkendelse defineres som en ligeværdig relation; ligeværd er forudsætningen for, at den enkelte kan opnå vished om sin identitet ved at se mangfoldigheden af sine evner og færdigheder anerkendt af andre. At ligeværdighed ikke præger sprogpolitikken i folkeskolen illustreres i Uhørte stemmer i rigt mål. Lad os tage eksemplet på s. 140. Amal er opvokset i en dansk-pakistansk familie i en forstad til København. Men det er Amals pakistanske kulturbaggrund, der bruges som forklaring, når drengen ikke opfører sig som forventet. Forfatterne beskriver den manglende gensidige anerkendelse som kulturalisering, fordi det altid er den andens kultur, der kommer i fokus, når der ledes efter årsager. Skolens kulturelle selvforståelse og praksis italesættes sjældent, som de vilkår, der påvirker elevens indlæring. Denne praksis gør minoritetselever til dukker og kulturen til dukkeføreren. Ud fra de valgte eksempler kan man kun tilslutte sig forfatternes ræsonnement: gensidig anerkendelse og et selvbestemt liv ser anderledes ud.

Kritik og visioner

Der er nødvendigt med en kommentar til den valgte metode. Uhørte stemmers hensigt er at få de ubekvemme stemmer frem i diskursen om sproglige minoriteter i den danske folkeskole. Forfatterne er ret kritiske og samtidigt meget konstruktive. Deres konstruktiv-kritiske tilgang bliver understøttet af en narrativ fremstillingsform. I velvalgte cases skildres og drøftes forældrenes og børnenes erfaringer med en for dem utilfredsstillende skolepraksis. Som læser får man tit en knugende fornemmelse for og af den vrede og afmagt, som en ikke-anerkendende sprogpolitik har efterladt hos sproglige minoritetsforældre. Casene er velvalgte, blandt andet fordi det ikke kun er forældre fra ikke-vestlige lande, der kommer til ord i Uhørte stemmer. De afsluttes med ønsker, visioner og ideer om en anderledes og bedre sprogpraksis.

Case-metoden har dog den ulempe, at det er svært få en fornemmelse for helheden. Som ikke-professionel læser kan man nemt få det indtryk, at der slet ikke findes en anerkende praksis i folkeskolen. Dette indtryk forstærkes blandt andet ved, at forfatterne ofte henviser til de mange forældre eller børn, de har talt med. Generaliseringer af denne art er dog ikke videre dokumenteret og står egentlig i modsætning til bogens intention: nemlig at være til inspiration for forældre, lærere og politikere, der ønsker at den danske folkeskole bliver til et mødested for den mangfoldighed af sprog og kulturer, der kendetegner det danske samfund. Konkret betyder anerkendelsen, at det fremmede ikke mødes med frygt, men ses som en kulturel ressource.

Ved vejs ende i kampen om anerkendelse

Vi håber at Uhørte stemmer læses af rigtig mange – såvel professionelle som kommunalpolitikere og engagerede forældre. Bogen er rigtig god og inspirerende, hvis den ikke læses som state-of-the-art over sprogpolitikken i den danske folkeskole. Lyttes til de ubekvemme stemmer med åbent sind og ses bogen som en illustration af, hvad der endnu ikke fungerer, kan den vise vej til en bedre praksis for gensidig anerkendelse. Hvad det sidste angår, så er vi slet ikke nået ved vejs ende. Men vi er dog begyndt.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar