Medier og politikere kæmper om at udtale sig om et møde for kvinder på Holbergskolen i København. Det interessante er, at mødet ikke er for en bestemt nationalitet eller fx for muslimske kvinder.
Det er for alle kvinder. Derfor har jeg svært ved at forstå, at nogle politikere i medierne fremstiller det som om, mødet kun er for muslimske kvinder.
Jeg arbejder som socialkonsulent, underviser og foredragsholder og vil sige, at ingen danske skoler skal bøje sig for religiøse gruppers interesse i, at kvinder ikke skal deltage i skolemøder, undervisning eller foredrag.
Jeg oplever hver dag, at mange muslimske kvinder deltager aktivt i skolers forældremøder samt i undervisning og foredrag, hvor mænd er til stede, og jeg er ikke bekendt med skoler, der vælger at holde møder kun for kvinder.
Med hensyn til Holbergskolen vælger jeg at tro, at skolens ledelse og forældrene i fællesskab er blevet enige om at holde møde om mobning for kvindelige forældre. Det var også det, jeg så, da TV2 interviewede en etnisk kvinde, som deltog i mødet. Hun udtalte sig smilende og virkede ikke som om, hun lod sig undertrykke af nogen mand eller religion.
Jeg har tillid til skolerne og andre pædagogiske institutioners ledelse og personale. De arbejder på forskellige måder for at skabe samarbejde med forældrene. Men nogle politikere skaber polemik om det enkelte møde. Jeg vil hellere invitere dem til at tage sig af andre og mere væsentlige problemstillinger omkring familier og deres sociale integration.
Jeg mener, at nogle politikere kan spille dobbeltspil i deres udmelding om fx etniske grupper. På den ene side udtrykker de, at der skal være respekt for etniske gruppers kultur, på den anden side skaber de panik over et enkelt møde på Holbergskolen, hvor mandlige og kvindelige forældre er adskilt, og gør det til et muslimsk problem, idet religiøse forhold lægges til grund for at holde et møde for kvinder.
I stedet for at bruge energi på og skabe panik over, om dansk skolesamarbejde styres af religiøse interesser, vil jeg hellere invitere politikerne og andre meningsdannende aktører og medier til at fokusere på disse familier og i særdeleshed børn, der bliver udsat for mobning og udstødt i skolen og andre pædagogiske institutioner.
Jeg mener, at vi hellere må fokusere på familiers og børns vilkår i samfundet, blandt andet økonomi, arbejde, sociale forhold, uddannelse og at være en del af fællesskabet.
