”Life is what happens to you, while you’re busy making other plans” skrev John Lennon I én af sine tekster. Og måske har han ret…

Vi kan alle nikke genkendende til at planlægge forud. Man planlægger på livet løs og forsøger at have mange bolde i luften, hvilket egentlig kun stresser os yderligere. Vi holder os til vores dagsordener og planer, og bliver lettere handlingslammede, når tingene ikke går som planlagt.

Det samme skete for mig i starten af februar, hvor jeg få timer inden semesterstart blev hasteindlagt med en betændt blindtarm. Efter nogle timer med meget stærke smerter, besluttede jeg mig for at ringe til lægevagten´, der kom på besøg. Meldingen fra lægevagten var ”Indlæggelse på Køge Sygehus’ akutafdeling med mistanke om blindtarmsbetændelse..”…… Øhh hvad?! Det eneste jeg sagde til lægevagten var ”Jamen jeg skal op og i skole om nogle timer, jeg starter på min bachelor i morgen?!” og han svar blev ”Frk. Sanli, det tror jeg ikke helt du når…”.  – Og det havde han helt ret i.

Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg skulle indlægges og opereres. Det var ikke en del af mine planer! Jeg skulle jo i skole, jeg skulle jo mødes med min bedste veninde, så vi kunne laver planer for bacheloren.. Men der lå jeg så kl. 4 om morgenen, med mange smerter iført sygehustøj og med min mor ved min side.

Tiden på sygehuset var smertefuld og stressende. Man bliver frustreret over mange forskellige ting, og jeg blev personligt meget stresset over, jeg ikke kunne kontrollere eller strukturere situationen. Det var bestemt ikke rart at være begrænset og afhænge så meget af andre.

Hvad er vigtigt i sådanne situationer?

I mit tilfælde var det meget vigtigt for mig, at være orienteret omkring min situation. Hvornår er det min tur? Hvor længe skal jeg vente? Hvordan vil det være efter operationen? Selvom man ikke har kontrol over situationen eller helt kan forudse, hvad der skal ske, er det en stor hjælp at have kendskab til, hvad der er planen for ens vedkommende.

Endnu en vigtig faktor er de professionelles evne til at berolige og forstå deres patienter. Deres medmenneskelighed rækker længere end hvad man egentlig tror. Da jeg var indlagt, var der visse sygeplejersker og sosu-assistenter, der bragte højt humør og glæde med sig. En sådan tilgang smitter alle i stuen, både selve patienten og de pårørende.

En sidste vigtig faktor for mit vedkommende var tilstedeværelsen og inddragelsen af mine pårørende. I dette tilfælde var det min mor, der ankom til sygehuset med mig og først tog hjem igen, da jeg blev udskrevet. Og endelig min kære forlovede, der overnattede på sygehuset sammen med min mor og jeg, og som blev ved med at give mig dynen på, selvom jeg sparkede den af mig flere gange! Det var meget rart, at vågne om natten og se to trætte, men alligevel motiverende ansigter ved siden af sengen. Egentlig måtte min mor og forlovede ikke blive der, men personalet var så venlige at lade dem blive sammen med mig. Det er måske en lille undtagelse fra deres side, men netop denne undtagelse betød rigtig meget for mig, da jeg var indlagt.

En blindtarm fattigere og en udskrivelse senere:

Det var rart endelig at komme hjem, hvor hele min familie kom til aftensmad. Mine forældre, søstre, svogre, niece og nevø samt min forlovede sad rundt om bordet. Min mor, min forlovede og jeg var helt vildt trætte. Jeg tror dog trætheden forsvandt i takt med flere familiemedlemmer kom til bordet. Vi var alle lettet over det nu var lagt bag os og at skaden ikke var større end som så.

10 dage efter min operation blev mine sting fjernet. Jeg havde stadig ondt og var stadig meget bekymret for hvordan det helede, om der kom betændelse i sårene osv. Men da jeg kiggede ned på min mave og mine tre små ar med i alt syv sting, var der alligevel noget der fik mig til at smile. Og hvad fik mig egentlig til at smile?

Professionelt arbejde:                         

Da jeg tænkte tilbage på min indlæggelse og operation, var det faktisk ikke så slemt, som jeg først havde antaget. Jeg begyndte at tænke over de professionelle, deres faglighed og deres medmenneskelighed, der var til stede under hele forløbet, som bidrog til, at jeg efterfølgende sad derhjemme og alligevel kunne smile af hele oplevelsen.

Jeg mener svaret er fokus på relationen mellem den professionelle aktør og den borger, der skal have hjælp. Man kan komme med mange professionelle svar på en problemstilling, hvilke sagtens kan være helt rigtige. Det er dog i høj grad min erfaring i gennem mit arbejde og personlige oplevelser, at relationen mellem den professionelle og modtageren er den mest afgørende faktor for, hvorvidt den professionelle indsats kan modtages og udføres med succes.

Mange lærere, kontaktpersoner, sygeplejersker, læger og socialrådgivere huskes på deres personlighed og evne til at gøre indtryk. I denne situation er det ikke vores professionalitet men derimod vores personlighed der gør en forskel. Dette fik mig til at tænke over, hvor vigtigt det er, at professionelle er bevidste omkring hvorledes de kan bruge deres personlighed. Venlighed, åbenhed og almindelig respekt for den enkelte!

Som professionelle kan vi desværre ikke undgå, at modtage individer, familier eller grupper, hvor der er krise og det brænder på. Situationen er ikke rar, hvorfor der er brug for professionel hjælp. Personligt vil jeg elske, hvis mine klienter i fremtiden kan se tilbage på deres svære tider, mindes den hårde og udmattende kamp, de måtte i gennem, men stadig smile af deres ar, uanset om disse sidder på kroppen eller i sindet!

Nevin Sanli