Jeg er mor til tre børn, hvoraf to af dem i øjeblikket er i special regi skolemæssigt, en af dem velplaceret samt en af dem ukorrekt placeret…Det som jeg har oplevet når det gælder det barn som er fejlplaceret, er at allerede fra han var helt lille i skolen,så var han af lærerne allerede “dømt” som special barn pga hans søskende havde problemer i det psykiatriske spectre.
Både hans storesøster samt hans lillebror gennemgik en diagnosticerings process nogenlunde samtidig,hvilke var en hård periode for vores lille familie. Jeg stod hårdt fast på at den mellemste intet fejlede, men var påvirket af at have en søster med skitzofreni samt en lillebror med autisme samt ADHD, men ingen gad at lytte på mig som forælder. Han blev flyttet fra alm folkeskole til en specialskole for børn som mere eller mindre var under diagnosticering, og det gjorde bare hele skoleprocessen mere svær for ham.
De ting som han normalt havde “frikvarter” fra når han var i skole, blev også presset ned over hovedet på ham i skoletiden og ud ad det har vi fået en dreng med kronisk stress den dag i dag..Periodisk kom han hjem fra skole og følte sig unormal fordi han ikke fik medicin som de andre børn på skolen og ikke havde de udadreagerende reaktioner som de andre havde, Samtidig følte han sig afvist af de såkaldte normale børn,som holdt afstand til ham da han jo gik på specialskole, samt at han havde en underlig lillebror hjemme.. Hans sociale relationer til andre børn dalede kraftigt,og i en periode gik han nærmest ind i en depressions lignede tilstand.
Børnspsyk kom da ind over da en PPR psykolog mente at han absolut havde ADHD og talte Ritalin,hvad jeg så mente at han IKKE havde og ikke skulle have…BINGO mor her havde ret i min analysering af mit eget barn, han fejlede intet men havde brug for nogle samtaler/søskendekurser da han var bror til søskende med handicap. Det har jo så bare ikke lige kunne lade sig gøre, for den slags kunne vores kommune ikke tilbyde ham,og de “skader” der var sket pga fejlplacering i skolesystemet gjorde at han absolut ikke kunne komme i en alm folkeskoleklasse.
Idag går han i 9.klasse i en specialskole, men efter kamp i åresvis ser det ud til at han endelig kan se lys for ende af tunnelen da han nu er indmeldt på en efterskole til sommer med normale børn,men med en guide til at komme ind i det almindelige liv igen…Dvs en støttekontaktperson i det første stk tid for at komme så blidt som muligt ind i den process han higer efter…Kan faktisk ikke forstå at det er mere svært at få et barn ud af forkert placering,end at få det i en fejlplacering…Mine andre børn som er specialbørn,har jeg ikke haft problemer med vedr placering. Tværtimod…Dog har hjælpen til at tackle deres handicaps i hjemmet været skruen uden ende…Det kan i så høre om en anden gang.
Men mine børn har gjort mig til den jeg er, en kæmpende løvinde,og det er jeg stolt af
