I forbindelse med mit foredrag i weekenden holdt jeg oplæg om identitet og generationskonflikter. Blandt andet mødte nogle etniske unge under 18 år op til mit foredrag.

Jeg vil påstå, at både jeg selv og andre voksne, det være sig forældre, fagpersoner eller myndigheder, kan have fordomme over for etniske unge. Fordommene kan være, at de unge ikke forholder sig til verden udenfor, ikke tænker på deres uddannelse og arbejde, nogen er ”voldelige eller kriminelle” osv.

Jeg oplevede ved mit foredrag, at især de etniske unge var meget aktivt i dialog med mig med velkvalificerede spørgsmål. Her er nogle af de spørgsmål, jeg kan huske:

Hvor langt skal man tolerere kriminelle unges handlinger?
Hvor meget hjælper de pædagogiske initiativer, der bliver taget i forhold til unge, som har svært ved at trives?
Hvad sker der med den unge, når pædagogikken eller behandlingen stopper?

Jeg skriver denne replik for at gøre læserne opmærksomme på, at vi skal huske, at vi har nogen unge, som ikke tager ansvar. Men vi har også nogen unge som dem, jeg oplevede ved weekendens foredrag.

Jeg var stolt af de unges deltagelse, deres præcise, meningsfulde spørgsmål, deres refleksioner over deres egen situation i sociale sammenhænge og viljen til samarbejde på kryds og tværs.