Ved familieterapeutisk arbejde er familien i krise. Der er smerte, uenighed og konstante konflikter mellem mand og kone.

Parret fortæller, at de er trætte af hinanden og beskylder hinanden for familiens ulykkelige situation. De siger samtidig, at de elsker deres børn og vil gøre alt for dem. I denne artikel vil jeg behandle parforholdet og det indbyrdes forholds konsekvenser for børnenes udvikling.

Hvad får forældre til at sige, at de er trætte af hinanden?

Når par er nået til det punkt, hvor de ofte giver udtryk for at være trætte af partneren, behøver de ikke altid at sætte ord på. Stemningen i hjemmet og mellem parterne er ikke til at tage fejl af. Parret trives ikke sammen, og både parret selv og deres børn lider under alvorlig ”psykisk vold”, hvilket har alvorlige konsekvenser for både relationen mellem børn og forældre og børnenes psykiske udvikling.

Ud fra min familiebehandling kan jeg se følgende forhold, der bl.a. gør par trætte af hinanden.

• Parret oplever pres og stress i deres hjemlige forhold, fx at en af parterne skal have ansvaret eller tænke på børnene, huslige funktioner og daglige gøremål, mens arbejdet også stiller krav. For at familien økonomisk kan hænge sammen, gør parret deres bedste for at passe deres arbejde. Den, der tager sig af alting, oplever ofte, at den anden ikke bidrager med det, der er brug for, og bliver derfor sur og vred. Hvis parret ikke i god tid sætter ord på deres surhed og vrede, går de med den følelse i lang tid, og på et tidspunkt eksploderer de, hvilket kan føre til en krise i familien.
• Parret oplever, at de ikke giver hinanden den nødvendige omsorg i dagligdagen. De tror, denne omsorg er en selvfølge. For at de kan fungere både hjemme, på arbejdet og socialt, kræves kontinuerlig omsorg for hinanden. Den enkelte skal føle sig set og værdsat af partneren.
• Parret oplever, at partneren ikke interesserer sig for dem. Det kan sætte fantasien i gang, nogle bliver enten skjult eller åbenlyst jaloux og prøver at finde frem til, om partneren er tiltrukket af en anden.
• Parret oplever psykisk vold, men når den, der oplever psykisk vold, sætter ord på, er udøveren ofte uforstående. Psykisk vold kan bl.a. være at ignorere partneren, ikke tage partneren alvorligt, ikke interesse sig for partneren og ikke være seksuelt tiltrukket af partneren.
• Børnene kræver også forældrenes opmærksomhed, eller børnenes institutioner gør forældrene opmærksomme på, at børnene ikke trives. Det kan også føre til konflikter mellem forældrene, der bebrejder hinanden, at de ikke tager sig nok af børnene, at kun en af dem tager ansvar osv.
• Trængte økonomiske forhold kan skabe mistrivsel og dårlig stemning, især hvis parret giver hinanden skylden for alt.

Jeg kan nævne flere forhold, der får par til at udtrykke, at de er trætte af hinanden, men ovenstående er noget af det, jeg oftest møder i mit familiebehandlingsarbejde. Desværre tænker forældre, der bekriger hinanden, ikke altid over, at deres interne krig har konsekvenser for deres elskede børn. Når de siger, at de elsker deres børn, hænger det ikke sammen med den måde, hvorpå de behandler hinanden som par, og det kan have følgende konsekvenser for børnene.

Hvilken betydning har forældres indbyrdes strid for deres børns psykiske udvikling?

Børn vil helt naturligt elske deres forældre og være loyale over for dem. Ved massive kriser mellem partnerne er der nogen, der bevidst eller ubevidst misbruger deres børns loyalitet, dvs. overser børnenes behov og i stedet tænker på deres eget. Det kan komme til udtryk således: ”Jeg har det ad helvede til i mit forhold… mine børn er søde… de tænker på mig… de ved, at jeg ikke har det godt…”. Jeg mener, at disse par misbruger børnenes loyalitet og ikke er deres rolle voksen. Forældrene skal tænke på børnenes behov før deres eget.

Krigen mellem forældrene fører bl.a. til følgende psykiske lidelser hos børnene.

• Børnene sover uroligt og vil ikke i seng. Børn har en livlig fantasi, og hvis de oplever stridigheder mellem forældrene, kan fantasien få dem til at tænke, at forældrene vil være voldelige mod hinanden og efterlade børnene. Derfor vil de være vågne for at kunne stoppe forældrenes konflikter og forhindre, at de bliver forladt.
• I dialog med forældrene, andre voksne eller jævnaldrende har børnene svært ved at blive i relationen i lang tid. Typisk bliver de kun i meget kort tid, og de er meget urolige og ukoncentrerede. De fylder meget i gruppen på en negativ måde, og det fører til, at de bliver uønskede af de andre børn og skubbes ud af fællesskabet til isolation eller ensomhed. Nogle af børnene dækker deres kontaktbehov ved at sidde med deres PlayStation eller pc og spille i timevis, uden at forældrene opdager, at det skyldes, at børnene bliver udelukket af deres jævnaldrende, fordi de mistrives i gruppen pga. hjemlige forhold.
• I skolen og andre sociale sammenhænge har børnene svært ved at koncentrere sig om at lære. Skolen stempler ofte børnene som uromagere. De har svært ved at tilegne sig faglig viden og fungerer heller ikke socialt sammen med de andre børn.
• Børnene udvikler lavt selvtillid og lavt selvværd, som fører til en usikker personlighed, der er roden til fiasko på mange områder i livet.
• Børn, der er vidner til forældrenes interne krig, oplever nederlag i skolen, i familien og blandt vennerne. Nogle udvikler som unge depression eller bliver hårde i deres møde med verden. De opsøger hårde ungdomsmiljøer, bliver voldelige eller kriminelle, eksperimenterer med stoffer eller får ekstreme politiske eller religiøse holdninger.
• Børn, der i barndommen har oplevet krig mellem forældrene, kan senere i livet vende forældrene ryggen. De føler, at forældrene ikke har passet på dem, men svigtet dem på alle måder, og de vil i kortere eller længere perioder ikke have noget med forældrene at gøre.

Jeg håber, at jeg med min artikel får forældre til at reflektere over deres indbyrdes krig. Jeg er ikke i tvivl om, at alle vil det bedste for deres børn, og jeg har fuld forståelse for, at der er en årsag til deres interne krig, men uanset hvor meget ret man har til at føre krig og skabe dårlig stemning i hjemmet, fortjener børnene på ingen måde at blive udsat for den psykiske vold.

Forældrene skal tage den interne krig alvorligt, se på den og gøre noget ved den uden at trække det i langdrag. Hvis forældrene grundlæggende føler respekt og kærlighed for hinanden og mener, de selv har gjort alt, så søg for børnenes skyld professionel hjælp til at stoppe krigen.