Jeg er et produkt af ghettoen!

På det sidste har både statsminister Lars Løkke Rasmussen og andre politikere i Folketinget debatteret ghettoer. Jeg er glad for, at ghettoproblemerne kommer til debat, men jeg hører, at der kommer forslag om blandt andet nedrivning af boliger, mere politi på gaden og udgangsforbud for børn under 13 år efter kl. 22 som løsninger på ghettoernes problemer.

Mennesker bliver peget fingre ad

Jeg synes, at man i denne debat kun ser de mennesker, der bor i disse områder, som problemer og objekter. Dvs. at mennesker bliver tingsliggjort. I debatten peger nogle politikere og debattører fingre ad disse mennesker. Når fx emnet bliver diskuteret i tv, peger debattørerne nonverbalt på en stor del af beboerne og gør dem til hovedansvarlige for sociale, kulturelle og andre problemer i området.
Efter min mening signaliserer det et menneskesyn, hvor man fokuserer på mangler. Man siger: ”Der er noget i vejen med jer, jeres kultur og værdier”. I ghettodebatten bliver menneskene i disse områder, deres kultur, livserfaringer, værdigrundlag, væremåde og forhold til livet set som problemer for samfundet, og debattørerne signalerer, at løsningen på problemerne er nedrivning af bygninger, tvungen flytning til andre boligområder og mere politi på gaden.

Mine løsningsforslag

Både politikere og andre debattører skal reflektere over deres kommunikation og de signaler, de sender til mennesker i disse områder, og konsekvensen af kun at se dem som problemer. Nedrivning af bygninger, mere politi osv. ser jeg som nemme løsninger. Jeg savner mere refleksion over handlinger og menneskesyn hos deltagerne i debatten.
Efter min mening er løsningen på ghettoernes problemer funderet på vores menneskesyn. Se på menneskene, der bor i disse boligområder. Ud over problemerne har de også ressourcer. Anlæg et anerkendende menneskesyn og se dem som mennesker med betydning for samfundet. Af en eller anden grund bliver deres ressourcer ikke brugt og nævnes ikke i den offentlige debat.
En af disse menneskelige ressourcer er fx arbejdskraft. En del fra den yngre generation og deres forældre vil støtte uddannelse og arbejde, men møder barrierer, fx når der skal søges praktikplads eller arbejde. Det kan også kaldes en form for diskrimination, blandt andet på grund af den måde vi debatterer etniske grupper og ghettoer.
Jeg har selv boet mere end 20 år i ghettoer, blandt andet Avedøre Stationsby, og ser nødvendigheden i at debattere disse boligområders problemer, men det er snæversynet at overse det positive ved områderne.

Poler i boligområderne

Den positive pol er den ældre generations budskab til den yngre generation om at være en del af samfundet. De opfordrer de unge til at komme i gang med uddannelse og tager stærk afstand fra kriminelle og voldelige handlinger. Hvis vi kigger på velfungerende mennesker fra etniske grupper, har en stor del af dem, jeg kender fra mit netværk, deres rødder i forskellige ghettoer.
Den negative pol er, at nogle grupper er marginaliserede. Fx har forældrene mistet grebet om deres unge, der ikke har nogen forbilleder, fx hvad angår uddannelse, arbejde og brobygning til det øvrige samfund.

Mulige løsninger til disse boligområder

Jeg oplever gennem mit arbejde, at en stor del af de etniske grupper vil være en del af fællesskabet, men for nogens vedkommende er det svært.
Vi skal i vores grundholdning se mennesker som værende i besiddelse af ressourcer og betydningsfulde for dem selv og det øvrige samfund.
Vi skal se på vores skoler, uddannelse og strukturen på arbejdsmarkedet. Jeg mener, at tiden kan være inde til at kigge kritisk på, om skoler og udannelsesinstitutioner er inkluderende eller eksploderende.
Vi skal arbejde aktivt for at nedbryde barrierer og skjult diskrimination på arbejdsmarkedet.
Vi skal sætte tidligt ind mod radikalisering af den yngre generation og forebygge marginalisering af børn og unge.

Share Button
Posted in:

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

2 Comments

  1. Man skal ikke tro på alt man hører, så jeg vil foreslå dig at læse hele forslaget, og prøve at forstå helheden i det udspil. Der er i høj grad tale om at se mennesket og bavedliggende årsager. Kriminaliteten i de områder er ikke noget beboerne i de områder ønsker, tværtimod, hvilket jo også ses af sidste weekendes beboerdemonstration i Vollsmose mod kriminaliteten og uroen i området.
    Desuden er jeg meget imod, når det gøres til et indvandrerspørgsmål. Det er det ikke. Der bor også danskere i de omnråder med tilsvarende sociale problemstillinger.
    I øvrigt undrer det mig meget, at så mange tilsyneladende synes det er ok at børn under 13 år rende ude alene efter kl. 22.

  2. @ Bitten
    Jeg er en af dem, bor i en såkaldt ghetto.
    Jeg er også en af dem, der har læst forslaget i sin helhed.
    Og jeg kan ikke ret godt lide, at du tager mig til indtægt for,at dette udspil gavner vores situation. Jeg er heller ikke sikker på, at de beboere, der deltog i demonstrationen i Vollsmose kan lide det. Jeg synes, de skal have lov til at svare for sig selv.

    Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at du skriver, at du er meget imod, at det gøres til et indvandrerspørgsmål – dette er selve begrundelsen for SSF´s udspil: Andelen af beboere med ikke-vestlig baggrund.
    Således skal der også kigges på familiesammenføring. Indvandring og etnisk baggrund gøres altså til et problem.

    At angribe etnicitet, at fremstille mit boligområde Gellerup som et sted, hvor lovløshed råder, at ville tvinge mennesker ud af området ved at jævne deres hjem med jorden, at videoovervåge os, at sætte mere politi ind, at ophæve magtens tredeling ved at give politiet bemyndigelse til at straffe, at indføre forbud mod at (Gud ved af hvem udpegede) “ballademagere” kan bevæge sig ind i området (zoneforbud), at gøre det til en politimæssig opgave at sørge for, at børn kommer i seng i ordentlig tid om aftenen, at tvinge børn til lange udmattende busture til skolen udenfor deres netværk alene pga. deres adresse, at diskriminere vi beboere som værende ressourcesvage og give nedsat husleje til udefrakommende, som er udpeget som værende bedre end os

    – det er tilsammen at gøre sig til en meget, meget stor del af problemet: Modidentitet og modkultur som en reaktion på fordømmelse og eksklusion.

    Ingen virkning uden årsag! De skulle skamme sig skulle de – selvom de dog også længere inde i forslaget tænker sociale forhold ind. Og det er meget, meget sjældent, at jeg bruger ordet skam!

    De skulle tage og få lettet bagdelen og komme ud og tale med os!
    Det er myte, at den sociale indsats ikke virker, men nu bliver det alle steder fremhævet som en sandhed, man kan bruge til at håne os yderligere med.

    Nej. Vi skal se på det, der virker, og så skal vi kvalificere det og gøre mere af det i stedet for at lukke de projekter, der virkelig gør en forskel og hyle i kor med Pia Kjærsgaard.
    Og hele udgangspunktet er, som Ahmet skriver, at tage udgangspunkt i et anerkendende, inkluderende og ressourceorienteret menneskesyn.
    Først, når vi løfter sammen og tager udgangspunkt i det, vi hver især kan, sker der for alvor noget… Også det, har vi erfaret.

Skriv et svar