Jeg savner min søn

Følelser mellem mennesker er en ubeskrevet størrelse for menneskers trivsel på alle plan i vores liv.

I det terapeutiske eller familiemæssige arbejde med familier er det væsentligt at tjekke den enkelte eller gruppen, man arbejder med, for ubearbejdede følelser, selv om de kan være fortrængt, fx hos forældrene.

Jeg mener, det er vigtigt at forsøge at få den enkelte eller gruppen til at arbejde med nogle af deres egne følelsesmæssigt fortrængte temaer.
Jeg ved, at arbejdet foregår under nogle formelle rammer, dvs. samtalerum.

I mit familiearbejde og terapeutiske arbejde forsøger jeg indimellem at have en utraditionel tilgang til fortrængte følelsesmæssige temaer. Efter min mening har den tilgang stor betydning for bearbejdningen af følelsesmæssige emner, idet den kan få den enkelte, fx mor, til at være endnu mere reflekterende over sig selv og undersøge sit eget liv, fx via de temaer vi arbejder med.

Her vil jeg nævne, at jeg i mit terapeutiske arbejde ofte oplever, at især mødre er gode til at udtrykke deres følelser. Det har gjort et stort indtryk på mig, så jeg vil dele det med jer, som er interesseret i at læse denne refleksion.
I det følgende vil jeg kort beskrive en
utraditionel tilgang med en case.

I en familie er der her og nu fokus på aktuelle problemer, men i løbet af samtalen gav moderen udtryk for, at julen er specielt hård for hende. Hun satte ord på, at hun for en del år siden mistede et barn pga. en mands voldshandling. Denne mor besøgte kirken, men delte ikke dette besøg med nogen.

Da jeg hørte den historie, kunne jeg mærke, at tabet af barnet havde en væsentlig betydning for hende, selv om det skete for en del år siden.

I denne situation kunne jeg vise min ægthed ved at udtrykke, hvordan jeg havde det med, at en mands vold kostede et barns liv.

Moderens indre smerte over tabet gjorde et stort indtryk på mig, og ved dette indtryk var det ikke nok at sætte ord på, fx jeg er ked af det, der skete for dig og barnet.

Det, jeg kalder en utraditionel tilgang, er, at jeg blev spurgt af familien og især denne mor, om jeg ville besøge barnets grav sammen med hende.

Jeg tog imod dette tilbud, og da vi sammen gik ind på kirkegården, kunne jeg se, at moderen græd for sig selv. Da vi nåede til gravstedet, gik mor ned på knæ, gravede den hvide sne ren og satte en bamse fra barnets søskende. Moderen græd fortsat for sig selv.

På vej ud fra kirkegården sagde moderen: ”Jeg troede aldrig, at jeg skulle dele den smerte med andre, slet ikke professionelle, men jeg har det godt med at havde delt den med dig, og jeg har fået ro i min sjæl.”

Denne tilgang demonstrerer efter min mening, at selv om jeg er den professionelle, viser jeg, at jeg også er et menneske, som bliver påvirket af deres historie og viser dette i den konkrete handling at besøge gravstedet med mor.

Herved udtrykker jeg min ægthed og engagement, og jeg er overbevist om, at denne handling kan have den dobbelte betydning, at mor får ro i sjælen og bruger sin energi på nogle af de aktuelle temaer i deres familie, og i relation mellem mig og familien bygger på en anerkendende tilgang.