Det er smertefuldt, at en mormor skal være mor for sit barnebarn
Indledningsvis vil jeg gøre læserne opmærksom på, at jeg i det følgende skriver om relationers betydning og poler i forbindelse med Jeanettes død. Jeg arbejdede for nogle år siden med Jeanette, og da hun for nogle dage siden mistede livet, besøgte jeg Jeanettes spædbarn og hendes mor og stedfar på hospitalet. Da jeg nævnte, at jeg ville skrive om mine oplevelser omkring Jeanette, sagde mor og stedfar, at de gerne ville have, at jeg skrev noget. De bad mig også om ikke at anonymisere Jeanette, idet de ville sætte stor pris på, at jeg brugte hendes navn i mit indlæg. Derfor bruger jeg Jeanettes eget navn.
At arbejde med mennesker er ikke så nemt og enkelt. Jeg blev for nogle år siden brugt som familierådgiver af en familie, hvor datteren Jeanette især i puberteten havde sine kampe med forældrene. I den forbindelse blev jeg kontaktet af familien, som bad om professionel hjælp.
Jeg kom til at arbejde med den kraftfulde unge pige, og selv om der nu er gået nogle år, blev jeg mundlam, da hendes mor fortalte, at Jeanette var død. Selv om jeg ikke har haft kontakt til Jeanette og hendes familie de sidste mange år, fik hendes død mig til at tænke på følgende:
– Hvad betyder det at have en relation til Jeanette?
– Skal mormor være mor for det moderløse spædbarn?
Hvad betyder det at have en relation til Jeanette
Relationer er for mig et middel til at arbejde med mennesker. Relationen har to poler. Den ene pol er med til, at jeg i mit arbejde med Jeanette og hendes familie kunne samarbejde med dem for at få dem til at arbejde med deres interne konflikter. Den anden pol er i forbindelse med Jeanettes død, hvor jeg kan mærke hendes smerte.
Selv om der er gået en del år, hvor jeg ikke har set den unge mor, havde jeg en dyb relation til hende. Da jeg fik at vide, at hun var død, drev den mig til at ringe til hendes familie for at høre, om jeg måtte besøge dem på hospitalet. Det viste sig endnu engang, at relationen ikke kun bestod mellem mig og Jeanette, men også inkluderede forældrene. Relationens smertepol har via besøget på hospitalet en ”helbredende” betydning for smerten. Da jeg besøgte Jeannettes mor og stedfar på hospitalet og så den lille pige, Jeanette efterlod, delte vi vores oplevelser omkring den unge mor, og det var betydningsfuldt for mor at høre mine oplevelser og minder om hendes unge datter.
Skal mormor være mor for det moderløse spædbarn?
Umiddelbart ser det ikke naturligt ud, at mormor ligger i sengen med barnebarnet ved sit bryst, så spædbarnet kan mærke kropsvarmen og sig selv. I forbindelse med mit besøg fortalte mormor om sin øjesten, dvs. den kære Jeannette. Inden hun forlod fødestuen, hvor hun skulle i respirator, fordi hun var blevet meget dårlig, og hendes tilstand var kritisk, skulle hun have sagt noget i denne retning til sin mor: ”Mor, tør dine tårer og fyld dig med glæden…” Og mor huskede Jeanettes sidste, ensomme og smertefulde farvel til sit spædbarn og toårige søn. Jeanette overlevede ikke fødsel nummer to, og hendes forældre skulle tage stilling til at slukke respiratoren. Jeanettes mor ville ikke give hende fred. Hun lagde begge børnene op til Jeanette, og den lille dreng på to år sagde: ”Mor sover.”
Mormor svarede: ”Nej, mor sover IKKE, hun er DØD. For mig er det vigtigt, at børn får sandheden at vide.”
Mens Jeannettes mor fortalte dette, havde hun spædbarnet ved sit bryst på hospitalet. Mens hun rørte ved spædbarnet sagde hun: ”Jeg har mistet min kære Jeannette, men hun efterlod to børn som den største gave til mig. Jeg har adopteret denne lille pige. Det er mig, der skal passe på hende. Der er et kæmpehul i mit hjerte, fordi jeg har mistet min datter, men hullet bliver fyldt af de to dejlige børn.” Mens mor fortalte, trillede tårerne og ramte det lille spædbarn.
For mig var det en oplevelse at se mormor ligge med sit barnebarn på hospitalet. Det får mig til at tænke på, at livet er komplekst og smertefuldt, men at menneskets eksistens giver mening og overlever livets smerte via nære familierelationer og professionelle relationer.
At en mor skal give Jeanette tilbage til jorden og leve resten af sit liv med de to børn, for hvilke mormor skal være ”mor”, er svært at forstå for mig. Men min oplevelse på hospitalet med Jeanettes mor og stedfar var, at den lille og den toårige dreng gav dem mening, selv om deres smerte er ubeskrivelig.
Som professionel gennem mange år ville jeg ikke ønske at se den unge mor død, men vise min sorg og dele den med Jeanettes mor og stedfar. Det gav mig et nyt perspektiv, idet relationen og besøget hos familien endnu en gang bekræftede, at relationer er et væsentligt terapeutisk middel for mig.
Det er meget sørgeligt at læse, og meget dybt!
Det sværeste i livet er at miste dem man elsker. Alle skal den samme vej en dag, men man ønsker aldrig at ens børn eller andre man elsker går den vej først.
Jeg synes det er modigt og stærkt, at Jeanettes forældre kan se lyset i mørket, og tager børnebørnene til sig.
Jeg tror også at børnebørnene får brug for kærligheden og omsorgen fra sine bedsteforældre.
jeg tænkte på sætningen – når et lys slukkes – tændes et nyt, men nogle gange giver det ikke umiddelbart mening, hvorfor et lys skal slukkes så tidligt.
Det er godt at bedsteforældrene kan holde mindet i live, at venner omkring hende kan holde mindet i live, og at du kan holde mindet i live, ved at skrive sådan en smuk afsked og fortælling om Jeanette.
jeg tror også at det er godt, at du har været en del af familiens og Jeanettes liv, idet relationer, som du selv siger, er så vigtige i livet.
relationer er livets kerne , mener jeg. Uden relationer udvilker vi os ikke.
Desuden er det godt, at der findes professionelle, som viser et (s)ærligt engegement, ikke giver op, og sstadig er der for en familie der har brug for det.
Jeg håber at familien og børnene kommer igennem denne tid med en masse omsorg og kærlighed og venner, som passer på dem.
jeg håber det samme for dig.
MVH Nelli
Jeg har læst din kommentar med stor glæde og synes, du med dine ord tydeligt viser din medfølelse for Jeanettes familie og de to efterladte små børn. Med sætningen ”når et lys slukkes – tændes et nyt, men nogle gange giver det ikke umiddelbart mening, hvorfor et lys skal slukkes så tidligt” får du mig til at tænke på, at det er meget præcist sagt. Det er svært at forstå, hvorfor et ungt menneske skal dø så tidligt og efterlade to små børn. Men sådan er livsvilkårene, og her er det væsentligt for os, som jeg var inde på, at familie og professionelle relationer giver os mening og hold i livet.
Kære Ahmet.
Jeg vil gerne starte med at takke mange gange for dine fine ord omkring Jeanette og vores fam. Du skal vide at det betød meget at du kom ind og besøgte os på hospitalet.
Jeg har ikke magtet at skrive tilbage før nu da Jeanette´s lille pigge som hedder Sallie desværre har været meget syg.
Nu er der gået 1½ år og savnet og smerten efet Jeanette er der stadigvæk men vores liv går videre og heldigvis med mange smil og latter men også med tårer.
Begge børn ligner Jeanette meget så vi bliver mindet om hende hver dag gennem børnene.
Jeg tænker tit på alle de samtaler vi alle havde sammen hvor svært det var og hvor god du var til at vi alle havde det godt når hver samtalen sluttede. Det skal du have stor ros for.
Jeg vil på det varmeste anbefale dig til alle som fam. terapeut
De kærligste hilsner Pia samt fam.
Kære Pia
Jeg vil starte med at sige, at jeg var glad for, at du og familien gav mig lov til at skrive om mine tanker omkring tabet af Jeanette. Jeg var selv glad for vores samarbejde samt din og familiens vilje til at støtte Jeanette. Jeg husker tydeligt dit/jeres kæmpe hjerte for hende.
Du og familien viste hele vejen igennem vilje til samarbejde for at gøre det bedste for Jeanette. Da jeg hørte, at I for 1 ½ år siden mistede hende i en meget ung alder, kunne jeg ikke få mig til at nøjes med at ringe for at kondolere. Jeg holdt meget af Jeanette og blev meget berørt af tabet af hende.
Det gjorde endnu mere ondt, da jeg på hospitalet mødte mormor, som sad med Jeanettes baby ved brystet for at give menneskelig omsorg. Det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg er glad for at høre, at begge børn ligner deres mor. Jeg ønsker hendes børn det bedste.
Selv om begge børn skal vokse op uden deres mor, ved jeg, at andre familiemedlemmer og især du som mormor til gengæld vil gøre jeres bedste for dem.
Tabet af et menneske efterlader os i en stor sorg som ikke kan beskrives. Ens livsglæde går i “stå” og man begynder at tænke på hvorfor man eksisterer.
Jeg har læst den ulykkelige historie og er dybt rørt over den.
Det er hårdt at miste sin datter og alt omkring sig giver lige pludselig intet mening.
Jeg har selv mistet en søster, og min mor fik forældremyndigheden over hendes datter på 16 mdr. Det er hårdt at se min niece i dag efter 12 år, for det kan tydeligt mærkes, at hun ikke har sin rigtige mor eller far. Selvom min mor har gjort og gør sit bedste, giver hende kærlighed og omsorg.
Det vil aldrig kunne erstate hendes mor eller far, men hun forsøger..
Jeg synes det er stort at Jeanettes mor tager sig af hendes børnebørn. Det vil ikke alle og en hver gøre i dag.
Jeg tror på skæbnet, og at du en dag vil blive belønnet for det du gør. Alt har en mening, hvorfor vi skal igennem denne sorg og du skal efterlades med dine børnebørn.
Jeg tænker på den relation Ahmet fik til familien den gang i havde brug for hjælp. I dag kan du måske lette familiens sorg ved at dele dine erfaringer… Det er det livet går ud på, vi skal hjælpe hinanden (relationer). Vær åbne og ærlige. Jeanettes mor fortæller sit barnebarn at moren er død! Det viser hvor ærlig hun vil være omkring deres mors død. Jeg tror det er vigtigt at man for indraget Jeanette i børnenes hverdag uden at det blir for meget, men at hun altid bliver husket. Jeg kommer selv fra en kultur, hvor vi har svært ved at tale åbent om vores følelser. Følelser er ikke noget man snakker om. Jeg sidder nu med tåre i øjnene og minderne af min søster gør ondt i mit hjerte. Det er hårdt at jeg i så mange år ikke har kunne tale med nogen om mine følelser…
Jeg håber det bedste for familien…
Tak for din kommentar til sorg og tab. Det er ikke nemt at være i den tilstand. Du har mistet din kære søster og jeg min elskede svigerdatter og barnebarn.
Jeg er meget enig i, at deres evige rejse efterlader et kæmpe tomrum, som er smertefuldt. Tomrummet og smerten bliver ved med at være der, men efter min egen overbevisning kan vi leve med vores smerte, når vi forholder os til vores tab og sorg. Vi må finde det rette rum til at udtrykke følelser som savn, tristhed, vrede, afmagt osv.
Jeg arbejder hver dag med mig selv for at finde dette rum til mig selv, og på forskellige måder arbejder jeg med min egen sorg. Lige da jeg mistede mine kære fik jeg fx professionel hjælp, og efterfølgende bruger jeg tid på fx at skrive en bog med den foreløbige titel ”døden en gave”.
I min skriveproces bruger jeg billeder af min svigerdatter og mit barnebarn. Det gør vildt ondt, men jeg forsøger, i det omfang jeg kan, at skrive, se på billederne og forsøge at komme i kontakt med mange følelser.
Jeg er utrolig glad for din personlige kommentar. Det, du skriver, siger noget om dig, din omsorg for dine niecer og savnet af din afdøde søster, som du har et kæmpe hjerte for.
Ja, som du skriver, bliver mennesker, der været udsat for voldsomt tab og sorg, på et eller andet tidspunkt ”belønnet”. Det er op til den enkelte at arbejde med sig selv og leve livet. Sorgen og tabet vil være med til at gøre dem stærke, det er dem, der har et netværk, der kan støtte dem.
Uden at generalisere kan det være meget hårdt at komme igennem sorgbearbejdelsen, hvis man ikke kan arbejde med sine følelser og ikke har den nødvendige opbakning.
Jeg bruger min egen sorgbearbejdelse i mit daglige terapeutiske arbejde, når det passer til situationen.
Jeg føler at efter ha mistet så mange mennesker omkring mig, er det svært for mig at forstå menneskets betydning i denne verden.
Min tro til gud, jeg har været meget vred. Men det letter kun min sorg, at jeg ved vi alle skal den samme vej.
Jeg synes det er vigtigt vi behandler alle respektfuldt. Alle mennesker sørger på sin måde.
Det kræver et stort sind, at du kan klare og beskrive dine tider med din svigerdatter eller “datter” og barnebarn.
Det gør stadig ondt i mit hjerte at se på billeder fra den gang. Bare det at tale om dem, gør ondt i mig.
Hvornår udkommer din bog?
Ja, det er ikke nemt at miste mennesker, man holder af, og tro på et liv bagefter. Især lige efter at have mistet vil det være helt naturligt at have de følelser, måske i et stykke tid. Jeg er af den overbevisning, at smerten over at miste og den måde, vi hver især forholder os til vores sorg og tab, på et eller andet tidspunkt vil give livet mening for en selv.
Med hensyn til min bog har jeg ikke en deadline. Jeg skriver i perioder og vil lade det tage den tid, det tager. Når jeg er færdig, håber jeg, den har været god for min egen sorgbearbejdelse, og ikke mindst vil være det for andre, selvom jeg ikke ønsker, at andre lige som jeg skal opleve at miste flere nære familiemedlemmer.
Jeg sætter stor pris på dine meningsfulde tilbage meldinger.
Håber din bog vil lette dig og din familie`s smerte….