I dette indlæg er mit fokus på skilsmissebørn i udsatte familier fra etniske minoriteter, idet jeg i mit arbejde gang på gang oplever, at skilsmissebørns rettigheder bliver overset af forældrene. Jeg vil med dette indlæg gøre fagfolk og andre omkring skilsmissebørn opmærksomme på, at de skal forholde sig til, hvad der sker med børnene, dvs. om en eller begge forældre bevidst eller ubevidst overtræder børnenes rettigheder.

Skilsmisse er et tab

Skilsmisse er et tab både for børn og forældre. Forældre finder rum til at dele deres tab og smerte over deres skilsmisse, hvilket letter noget hos dem, men der kan sagtens på et eller andet plan være følelser i klemme.

Forældre, som oplever sig svigtet af deres partner, kan være hårde mod hinanden. Oven i følelsen af at være forladt, er alt kaos hos den, der føler sig svigtet. Derfor kan der opstå tanker om at ramme ekspartneren og bl.a. bruge børn som gidsler.

Skilsmissebørn kan være gidsler

Børn holder naturligt af begge forældre, uanset hvordan forældrene opfører sig, men forældrenes kaos kan få dem til at glemme børnenes sorg, smerte, tab og følelser i forbindelse med forældrenes skilsmisse.

En del forældre kæmper om mange ting, bl.a. børnene, og jeg har set forældre, som over for mig og andre fagfolk lader som om, de viser respekt for deres børns behov for at se den anden forælder.

Desværre viser det sig ofte, at virkeligheden er en anden, så bopælsforælderen på alle måder forsøger at forhindre børnenes kontakt til den anden part.

Skilsmissebørn har brug for sin ”advokat”

Når fagfolk opdager, at der sker noget med et barns trivsel, skal de handle. Bl.a. kan følgende tegn være med til at vække fagfolks undren og bekymring:

• Barnet møder uoplagt i skole, har samme tøj på flere dage i træk, har ikke været i bad og virker træt, måske ligefrem udmattet.
• Barnet har ikke madpakke med, eller madpakken er usund.
• Barnet mistrives socialt og fagligt.
• Barnet er aggressivt over for andre børn og voksne og skaber konflikter.
• Barnet har svært ved at koncentrere sig.
• Barnets nonverbale sprog udstråler tydelig uro, ensomhed, savn osv.

Vi fagfolk skal ikke afhøre børnene, men omsorgsfuldt spørge, hvad der sker i deres liv. Børn er af natur loyale over deres forældre, men alligevel giver de udtryk for, hvad de føler og siger måske: ”Jeg kan slet ikke sove, jeg spiser slet ikke, jeg ved ikke hvorfor…”

Sådan noget får mig til at tænke, at barnet holder noget tilbage fra de voksne. Her kan omsorgsfuld interesse få barnet til at beskrive detaljeret, hvordan de har det med, hvad der sker derhjemme, fx en skilsmisse.

Når jeg bliver opmærksom på mistrivsel ved skilsmisse, fortæller jeg det til forældrene og gør tydeligt, hvad konsekvensen kan være for barnet.

Typisk benægter forældrene, at der skulle være problemer i hjemmet, eller de svarer: ”Ja, vi har nogle problemer, men jeg passer på mine børn og forhindrer dem ikke i at kontakte min eks, selv om jeg er vred og sur på min eks, som forlod os.”

Følge helt til dørs

Især fagfolk med relation til børn og forældre skal følge op ved at spørge barnet om kontakten, og hvornår de har talt med den anden forælder. Mange af børnenes tilbagemeldinger viser, at forældrenes udsagn ikke helt holder vand.

Jeg vil opfordre fagfolk til at træde i karakter og gå i dialog for at få forældrene til at vise respekt for barnets ret til kontakt med den anden part og skabe en vis grad af ro hos barnet.

Vi skal være opmærksom på, at især nogle udsatte familier har ringe viden om børns og unges behov. De ofrer deres børn i kampen mod hinanden og ser ikke, at når de forbyder barnet at være sammen med den anden forælder, tilfredsstiller de kun deres eget egoistiske behov, som ikke er barnets tarv.

Jeg vil opfordre fagfolk til aldrig at lade forældre bruge børnene i deres interne skilsmissekamp.

Børn og unge har ret til at se begge deres forældre, og forældrene skal rådes og vejledes i, hvordan de kan beskytte deres børn mod forældrenes interne krig og had. Hvis forældrene ikke får den rette vejledning, vil det både her og nu og på længere sigt skade barnet alvorligt, både personligt, fagligt og socialt, og ikke mindst skade barnets inklusion i samfundet.