Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor jeg som seksårig skulle rejse med familien. Vi fløj med SAS til Tyrkiet, og mine forældre havde arrangeret en familierejse, som vi skulle nyde sammen. På flyveturen var jeg heldig at få den mulighed (eller rettere skubbede mig frem til muligheden, selv om stewardesserne sagde, at jeg ikke måtte) at komme op foran i cockpittet på en Boeing 747 og se miraklet live for første gang i mit liv. Det var fascinerende at se alle de knapper og ikke mindst de piloter, som sad og arbejdede intenst.

Lige siden har jeg vidst, det var det, jeg ville: arbejde i et miljø, hvor skrivebordet hele tiden flytter sig fra land til land og ikke mindst have den moral og disciplin, man har som pilot. Under flyveturen spurgte jeg ind til mange ting, jeg var dybt fascineret. Efter lidt tid satte jeg mig på min plads ved siden af mine forældre, og det første, jeg sagde, var: ”Mor, jeg vil være pilot”. De grinede af mig og sagde: “Er det ikke for tidligt at tænke på sådan noget, og hvorfor lige det job? Kunne du ikke finde noget, der er sikrere?” Og nej, det var ikke for tidligt at tænke på for mit vedkommende, for jeg var fascineret og inspireret af at styre en tingest, der var 1.000 gange større end mig selv.

Lige siden den dag har jeg vidst, at jeg ville være pilot og have den uniform samt det arbejdsmiljø, som en pilot nu har, men meget modsagde min drøm eller rettere sagt: Intet bakkede mig op.

Da jeg begyndte i folkeskolen som seksårig, ville jeg stadig flyve og var dybt fascineret. Jeg havde modelfly samt billeder og plakater af fly på mit værelse. Jeg begyndte at interessere mig for 2. Verdenskrig og de fly, som indgik under krigen. Det fik mig sendt en tur til skolepsykologen, da mine lærere mente, at jeg havde problemer.

Da jeg begyndte i 7. klasse, var jeg lidt af et dampbarn. En dreng, som ikke egnede sig til det virkelige liv uden for skolen, hvis jeg havde denne indstilling. Jeg var blot en glad dreng, som udtrykte mig selv med glæde, men mine vejledere og folkeskolelærere anså dette som noget negativt. Man kan sige, at hele min karriere begyndte her, og alting gik bare galt.

I 7. klasse begyndte det at være alvor. Lige meget hvor meget jeg tog mig sammen, var det ikke godt nok for klasselærerne og min folkeskolevejleder. De mente alle sammen, at hvis jeg skulle være pilot eller bare blive til noget, så kunne jeg ikke med denne indstilling. Alt var ligegyldigt i forhold til lærerne. Lige meget hvad jeg gjorde, var det bare aldrig godt nok, så jeg begyndte at tage kampen op og sagde til mig selv: ”Jeg vil og skal være pilot.” Men ingen troede på mig, alle odds var imod mig.

Da jeg drøftede sagen med mine nærmeste inklusive familien, fik jeg altid svaret: “Ha ha, du kan da umuligt blive pilot, du er jo lige så dum som en dør og alt for hyperaktiv. Hold du dig til et basalt job, hvad med automekaniker eller noget i den stil?”. Disse ord var hårde for mig, for hvorfor kunne jeg ikke blive til noget, jeg altid havde drømt om? Min folkeskole sendte mig i specialklasse i et år, hvor de havde lovet mine forældre, at jeg kun skulle gå der efter skoletid som noget ekstraundervisning, selvom jeg havde gode faglige kundskaber. Problemet var bare, at jeg var hyperaktiv. Jeg begyndte i en specialklasse, hvor eleverne var fagligt dårlige, og det var jo ikke det, jeg havde brug for. Jeg kunne jo mine ting og lavede mine lektier.

Da jeg kom op i 8.-9. klasse, begyndte det hele at kollapse. Mine lærere havde for længst opgivet mig, og min vejleder ville ikke give mig ordentlig vejledning. Han blev ved med at nævne, at det var bedst, at jeg tog teknisk skole og forblev på jorden, selv om jeg i flere år altid havde sagt, at jeg ville være pilot. Jeg fik aldrig relevant information, og de sagde altid, at jeg selv kunne søge på det, og at de ikke selv vidste det.

Da jeg skulle til afsluttende eksamen i 9. klasse, blev jeg erklæret ikke egnet til gymnasiet. Mine lærere og vejledere mente, jeg skulle vælge noget andet. Gymnasiet var ikke noget for mig, og jeg ville aldrig klare det.

Jeg tog så 10. klasse i håb om, at alting ville forbedre sig. Jeg havde stadig alle odds imod mig, ingen støtte fra mine venner, alle så ned på mig. Jeg var bare definitionen på en nutidig “bums”, indtil jeg en dag begyndte på min nye skole. Min klasselærer i 10. klasse, som i øvrigt hedder Alan, og som jeg stadig har kontakt til, troede på mig. Han vejledte mig og nævnte de forskellige ting, jeg kunne gøre for at blive til det, jeg altid har drømt om. Han var den eneste, der ville hjælpe mig med at opnå min drøm, men samtidig sagde han, at jeg ikke var egnet til gymnasiet. En dag fik jeg nok og sagde: “Vil alle bare have, at jeg skal ende som en kriminel på gaden? Arbejde på fabrik eller leve på kontanthjælp resten af livet? Hvorfor er der ingen, som bakker mig op?” Det vakte mine læreres opmærksomhed, og jeg fik endelig mulighed for at komme på gymnasiet. Endelig var der nogen, som troede på mig og kunne se, at jeg virkelig ville denne vej.

Selvom jeg nu var egnet til gymnasiet og halvvejs igennem til at blive pilot, havde jeg stadig ingen opbakning fra familien eller skolen. Jeg blev altid dømt som den dumme dreng i familien, ham som ikke kunne en skid, familiens sorte får. Dette påvirkede både mine forældre og mig som individ psykisk, men jeg gav ikke op. Jeg tænkte altid på de gyldne ord: “Først vil de ignorere dig, derefter vil de grine af dig, og til sidst vil de bekæmpe dig, og du har vundet”. Jeg ville være mønsterbryderen i familien, jeg ville være forbilledet for de mange unge mennesker, der har en drøm, som bliver ødelagt af andre menneskers tanker om dem, så længe de ikke selv kæmper for deres drøm/sag. Man vil altid være det sorte får, indtil man en dag gør noget vedvarende positivt for sig selv og sin sfære.

Som teenager har jeg som så mange andre drenge tænkt på at score kassen, score damer og være den sejeste gut. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var livet. Jeg siger ikke, at det ikke er fedt at score damer, tage til fester og opleve suset af at lave noget kriminelt. Det er fedt, men ikke når man får en plet på straffeattesten, og ens fremtid er ved at gå til grunde, uden at man selv opdager det.

Jeg havde valget. Jeg kunne opleve det sjove ved at drikke mig fuld, score damer, lave en masse ballade og kriminalitet, hvor man fik penge som belønning uden at have tjent dem (såsom tyveri og rulle andre mennesker osv.). Eller jeg kunne tage mig sammen i skolen, blive til noget stort, satse på den bedste fremtid og ikke mindst lytte til mine forældres kommentarer om, hvad jeg burde foretage mig.

Jeg valgte skolen og blev den kedelige type. Jeg holdt mig fra venner, der skadede mig, og endda fra familiemedlemmer som kunne skade mig. Dermed blev jeg den gut, som alle hadede, fordi jeg ikke gjorde, hvad folk sagde. Jeg fulgte en vej, som er svær at følge, når man som indvandrer hele tiden bliver skubbet ud i noget dårligt. Man er i et miljø, hvor andre mennesker ikke vil have, at man bliver til noget, fordi de selv er endt i et dybt hul.

Mine gymnasieår har været hektiske og dramatiske. Til dels fordi jeg altid har haft oddsene imod mig. Jeg har været den type dreng, som altid har måttet stå på egne ben og har lært livet på denne måde.

Jeg nævnte tidligere, at jeg ikke havde noget opbakning fra min familie. Da jeg begyndte i 3.g kunne min mor se, at jeg stadig ville være pilot, og at jeg virkelig kæmpede for det. Sammen med min far bakkede hun mig op og sagde: “Min søn, hvis det er det, du virkelig vil, så bliv det. Men husk, at det er et risikabelt arbejde“.

Hvor ville jeg bare ønske, at mine forældre ikke tænkte, som om vi stadig levede i 1970’erne, men sådan er det jo altid med de voksne. De skal altid være mere kryptiske, ansvarsfulde og forsigtige end de yngre, men jeg tror nu, det skyldes kærlighed til deres børn.

Da jeg afsluttede 3.g med pæne karakter, troede folk stadig ikke på, at jeg kunne blive pilot, bortset fra mine forældre og nu også mine søskende. Folk gjorde grin med min drøm om at blive pilot, hvilket var i orden. Jeg kæmpede blot hårdere og hårdere for at se dem trække deres ord tilbage.

Jeg gik til optagelsesprøve på flyverskolen, efter at jeg havde afsluttet gymnasiet. Jeg kan sige så meget, at jeg var dødsens nervøs. Aldrig har jeg haft det sådan i hele mit liv.

Optagelsesprøven varede i fire timer. Jeg skulle ind til forskellige faglige prøver samt til et interview, hvor rektor skulle bedømme, om jeg var normal eller unormal og levede op til uddannelsens krav.

Jeg bestod min optagelsesprøve og havde på forhånd skaffet min helbredsgodkendelse Class 1 samt pengene til min uddannelse. Jeg var lykkelig, overlykkelig for første gang. Ikke kun fordi jeg skulle være pilot, men fordi jeg havde udrettet noget, som ingen mennesker på hele jorden troede på, jeg kunne.

Nu sidder jeg så her under uddannelse og mangler kun et år i at blive pilot. Siden jeg er begyndt, er min vennekreds blevet større. De personer, som har sagt, at jeg ikke kunne blive pilot, snakker flovt til mig, ønsker mig tillykke og forventer, at jeg dropper ud af uddannelsen.

Jeg ville aldrig have klaret denne vej, hvis jeg ikke havde stået på egne ben og haft mine forældres opbakning. Det lyder mærkeligt, men som teenager lytter man mest til input om fremtiden. Selv om man som teenager tror, man kan klare alt, er der perioder, hvor man er nødt til at få støtte. Den støtte kunne jeg kun få af mennesker som mine forældre og min klasselærer i 10. klasse.

Alting er kedeligt til at starte med, men bliver meget sjovere, når man er på vej til at afslutte det eller faktisk afslutter det.

Mit liv er vendt 180 grader, efter at jeg er begyndt på uddannelsen som pilot. Folk er begyndt at stole på mig, voksne mennesker lytter til mig og følger det, jeg siger, på grund af den respekt jeg har opnået. Før var jeg jo blot det sorte får.

Mine forældre er gået fra at være nervøse til at stole fuldt ud på mig. Som nævnt tidligere havde jeg valget mellem at læse eller afprøve det sjove, og jeg valgte studiet. Det resulterede i at åbne vejen til min drøm, som jeg nu er halvvejs til at fuldføre.

Jeg kan kun sige, at folk bør stole mere på et individ, selvom han eller hun er hyperaktiv eller doven. Især folk, som har magt over andres fremtid, burde kæmpe hårdere, for dagen kommer, hvor personen opnår sin drøm, og magthaveren ender som magtesløs over for sin elev, der ikke kunne blive til noget stort.

Til “drømmeren” kan jeg kun sige: ”Forvent ikke opbakning udefra. Den vil altid komme fra dig selv.” Sådan har jeg lært det.

Med venlig hilsen

Hüseyin Kutluca