I børne- og familiegrupper, skoler og andre pædagogiske institutioner møder fagfolk familier, børn og unge, der af flere grunde enten bevidst eller ubevidst gør modstand imod os fagfolk eller de organisationer, vi repræsenterer.

Modstanden kan få os til at spekulere over, hvad der skal til for at komme videre med støtten til børn, unge eller deres familie.
Der er mange måder at arbejde med modstand fra børn, unge og familier. Jeg har altid været optaget af, hvordan jeg kan mobilisere energien fra modstanden til noget konstruktivt, hvor energien i fællesskab med familien bliver brugt til at støtte børn og unge med problemer.

For mig er blandt andet følgende forhold med til at arbejde med modstand:

  • At fagfolkene i mødet med familier, børn og unge udstråler glæde ved deres arbejde
  • At fagfolkenes tilgang er anerkendende, og fokus er på den enkeltes ressourcer i stedet for problemerne
  • At klarlægge udgangspunktet og målet med samarbejdet for at opnå fælles bevidsthed om, hvad der skal arbejdes med
  • At definere roller og ansvar
  • At fagfolkene er konkrete og direkte med deres udmeldinger
  • At finde pædagogiske metoder, der passer til hver enkelt familie, ung og barn

Min måde at arbejde med modstand er blandt andet at tage udgangspunkt i ovenstående punkter og bruge andre tilgange, fx at støtte forældre som har meget modvilje mod forvaltninger og ikke på møder har mulighed for at sætte ord på deres frustrationer.

En måde at få afledt forældrenes modstand mod os fagfolk eller systemet er, at vi sammen støtter dem i at formulere deres modstand og frustrationer og sender det til forvaltningen inden det næste møde. Denne tilgang er med til, at forældrene ved mødet med fx forvaltningen bruger deres energi til at samarbejde med forvaltningen om, hvordan vi i fællesskab kan støtte den unge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X