I dag offentliggør Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en ny rapport om, at anbragte unge er overladt til sig selv, når de bliver 18 år. Dermed mister alt det arbejde, der er blevet gjort på anbringelsesstedet, sin værdi. De unge har nemlig stadig brug for systemets opbakning, men måske ikke i samme grad som før.
Jeg kan godt følge SFI’s konklusion og har en del eksempler på, at nogle kommunale myndigheder er indstillet på at følge de unge, selv om de er blevet 18 og er vendt hjem til lokalmiljøet.
Vi må ikke overse, at det ikke er alderen, der modner de unge til livet. Uden at generalisere kæmper en stor del af de anbragte unge med personlige, familiære, sociale og andre problemer. Jeg synes, vi sammen med de unge skal bygge bro mellem livet som anbragt, og livet efter at de er fyldt 18 år. De kommunale myndigheder og andre må helt klart vise vilje til at støtte disse unge, så de ikke bliver tabt på gulvet.
Jeg hører dagligt unge, der enten er anbragt eller har professionel støtte, som allerede i 17-års-alderen spørger, hvad der skal ske, når de fylder 18. Jeg kan høre deres usikkerhed, og nogen af disse unge har ingen voksne, der kan støtte dem.
Mine personlige erfaringer med de kommunale myndigheder, som jeg arbejder sammen med omkring disse unge, er, at de udviser vilje til at støtte de unge, fx i form af en støtte- og kontaktpersonordning. Disse unge profiterer i den grad. De er selv klare over, at de er voksne, når de er 18, og arbejder mentalt med, at de er trådt ind i de voksnes rækker.
Hvis vi som myndigheder med vores relation til de unge kan skabe en overgang fra ung til voksen, vil det gå godt for den unge. På den måde vil vi undgå tabe de unge og mange års arbejde på gulvet.
