For et år siden havde jeg besøg af en konsulent fra Det Kriminalpræventive Råd i Blæksprutten (socialpædagogisk projekt i Hvidovre Kommune for drenge på 10-15 år.)
Konsulenten skulle høre om vores konfrontationsmetode som inspiration til at danne et konflikt råd. Det Kriminalpræventive Råd troede kun at det var i Norge man gennemførte konfrontations metoden. I Blæksprutten har vi anvendt metoden siden 1989.
Jeg skriver denne kommentar til Det Kriminalpræventive Råds udtalelser om at voldsmøder er en fiasko. Jeg kender ikke meget til Norske forsøg, men fra egen erfaring kræver det mere end interesse at gennemføre disse konfrontationer.
Det kræver først og fremmest at man selv har mod til at gå til gerningsmanden for at motivere dem til at gå til offeret. Det er ikke noget en hver kan gøre, det kræver at man har gode relationer med gerningsmanden. Der kan dog nogle gange ske det, at gerningsmanden tager afstand fra den professionelle, de ellers havde en god relation til. Det må man kunne se i øjnene, selvom det er en sej process.
Efter konfrontationen har både offeret og gerningsmanden det psykisk bedre. Denne psykiske lettelse kan nogle gange føre til fornuftige relationer mellem offer og gerningsmand. I Blæksprutten bruger vi konfrontationsmetoden i forbindelse med vold, cykeltyveri, indbrug og hærværk.
Jeg vil bekrive et konkret eksempel på denne metode: Det var en tirsdag aften kl. 23, da telefonen ringede hjemme hos mig. Det var politiet, der fortalte at nogle af de drenge vi arbejder med, havde øvet hærværk. Jeg tilbragte de næste 7 timer med afhøringer og kontakt og støtte til forældrene. Det at man griber ind hurtigt og den daglige kontakt med drengene og deres forældre er ekstremt vigtigt for et godt resultat.
Inden selve konfrontationen inddrog vi forældrene i forarbejdet, hvor både drengene og forældrene kunne give udtryk for deres mening. Derefter tog vi kontakt til ofrene. Gerningsmændene fik tilladelse til at komme på besøg og møde dem det var gået ud over.
Når de skal møde deres ofre kommer der følelser med i spillet og de medbringer fx. en buket blomster til dette møde. Efter konfrontationen bliver der lavet en kontrakt mellem dem. Den kontrakt går ud på, at drengene skal udføre et eller andet stykke arbejde for ofrene, som en form for bod. Det kan fx. indebære at de skal arbejde 5 timer efter skoletid, hvor drengene for mulighed for at vise deres gode vilje til ændring af sin adfærd. Den måde de blev modtaget og blev behandlet på fik en af drengene til at ringe til stedet for at spørge om de ikke havde noget fritidsarbejde, han kunne lave.
Eksemplet er ikke smertefrit for nogen af parterne. Vi voksne har brugt meget psykisk energi på at få det hele til at falde på plads, men det er noget vi gerne gør for det har så stor betydning for både drengene og ofrene. Det er til stor hjælp for de unge, der måske i tide når at indse hvad det er de er på vej til at blive.
Denne småkriminallitet bliver hos nogle unge betragtet som succes, det er sejt. Det er denne fejlagtige tro vi kan komme til livs på denne måde.
Det vi professionelle og forældre skal gøre for at modvirke dette er, at forsøge at se det positive i disse unge og gøre dem opmærksomme på at de kan så meget, hvis de virkelig gider gøre en indsats. Vi skal gøre dem opmærksom på de gode sider, de ser det ikke altid selv.
På den måde tror jeg, at de selv vil tage afstand til kriminalitet og bruge deres tid mere konstruktivt.
