Onsdag den 11.04.2012 holdt jeg oplæg om børn og unge for somaliske kvinder.

Vi kom bl.a. ind på følgende emner:

• Forældrerolle.
• Forældreansvar.
• Psykisk udvikling.
•  Opdragelse.
• Kultursammenstød og dilemmaer mellem to kulturer.

Selv om jeg tidligere har undervist og holdt oplæg for somaliske mødre, havde jeg stadig mine egne fordomme om, at mødrene ikke ville være åbne i forhold til ovenstående emner og dele deres tanker og bekymringer omkring deres børn og unge. Jeg må indrømme, at mine fordomme faldt til jorden.

Da jeg skulle i gang med at holde oplæg, kunne jeg mærke, at de mødre, der var mødt op, udstrålede engagement, tilstedeværelse, viljestyrke og interesse for at få viden omkring deres børn og unge. Overskriften på mit indlæg kommer fra en af deltagerne. Ordene og mødet satte gang i en del tanker, som jeg vil dele med jer læsere, og alle der arbejder med eller har kontakt til somaliske grupper.

Jeg sidder med tanker om:

• Fordomme over for en anden kultur, her den somaliske.
• Disse mødres vilje, lyst og betydning for deres børn og unge.
• Det boligsociale arbejde og myndighedernes projekter for disse grupper skal lægge vægt på deres behov.
• Oplysning og konstruktiv kontakt kan være med til, at gruppen viser interesse for at være en del af fællesskabet og blive integreret i samfundet.

Fordomme over for en anden kultur, her den somaliske

Fordomme har vi alle, og vi kan have mange grunde til at have fordomme over for hinanden. Den etnisk somaliske gruppe bliver i medierne ofte omtalt som en gruppe, der ikke ønsker at være en del af fællesskabet og lade sig integrere i samfundet, og som værende meget traditionsbundet.

Tidligere er nogle politikere kommet med så grove udtalelser om gruppen, at jeg vil tillade mig at mene, at udtalelserne havde racistisk karakter. Alle disse ting er med til at fastholde vores fordomme over for gruppen. For mig er mine fordomme blevet minimeret, efterhånden som jeg har mødt somaliske familier. Især disse møder har endnu engang bekræftet for mig, at en mors drømme og visioner på sine børns vegne ikke har noget med kultur og tro at gøre. Samtlige deltagere siger, at de ønsker, deres børn skal have en uddannelse og blive gode samfundsborgere her i landet, hvilket ikke mindst kan være gavnligt for deres oprindelsesland.

Nøglen til at minimere fordomme er kontakt og direkte oplevelse af andres syn på opdragelse, visioner på børnenes vegne og ikke mindst ønsket om at være aktive samfundsborgere, der bidrager til fællesskabet.

Disse mødres vilje, lyst og betydning for deres børn og unge

Jeg mødte åbne og engagerede mødre med vilje og lyst til at udvikle sig og støtte deres børn og unge, i forhold til hvad samfundet og fremtiden forventer af dem. I mit oplæg forsøgte jeg at lytte efter, hvor ofte mødrene brugte ord som fx ‘Det siger min kultur og religion osv.’  Sjovt nok hørte jeg ikke de udsagn ret meget.

Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at disse mødre bl.a. går efter, at deres børn og unge bliver selvstændige individer. Helt fra små ser de dem som subjekter, dvs. individer der kan lære og forstå ting. Nogle mødre nævnte, at de gør meget for deres små børn i form af at synge og kommunikere. Det fik mig til at tænke, at det er noget, de har med i deres kultur og opdragelse.

Som jeg forstod på den mor, havde hun via sit netværk og andre nationaliteter hørt og lært, at det er godt at synge for og tale med småbørn. Ud fra mit møde med de somaliske mødre er jeg sikker på, at hvis vores tilbud til dem tog udgangspunkt i deres behov, fx viden om børn og unge, ville både familier, børn, unge og samfund være tjent med det. På den måde kunne vi via bevidste forældre støtte børns og unges udvikling, og det ville også have effekt på deres socialisering i samfundet.

Det boligsociale arbejde

– og myndighedernes projekter for disse grupper skal lægge vægt på deres behov. Jeg oplever via mit arbejde som supervisor og foredragsholder rundt omkring i landet, at boligselskaberne løfter en væsentlig opgave, hvad angår etniske grupper i lokalområdet. I forhold til familierne har nogle boligselskaber målrettet projekter som familiehøjskoler, hvor boligselskabets socialarbejdere har kontakt til de øvrige professionelle i lokalområdet.

Når de får øje på en udsat familie, der har brug for et bredt tilbud, får familien tilbudt at starte på familiehøjskolen, hvor boligselskabet sammen med fx den lokale skole, klub, SSP, frivillige og repræsentanter fra politiet tegner et bredt billede af familiens behov. Ud fra de forskellige aktørers oplevelse af den udsatte familie planlægger familiehøjskolen et år med forskellige aktiviteter for både forældre, børn og unge.

Aktiviteterne kan omfatte kultur, kendskab til landet, viden om børns og unges udvikling samt kendskab til de lokale institutioner og foreninger. Dette kendskab gør det nemmere for forældrene at støtte deres børn i forhold til livet uden for hjemmet. Ikke mindst lægger fx mit oplæg vægt på, hvad forældrenes ansvar, rolle og samarbejde med professionelle og frivillige betyder for deres børn og unge. Min egen oplevelse er, at de mødre, jeg mødte, vil gøre deres bedste for, at deres børn er en del af det sociale fællesskab.

Oplysning og konstruktiv kontakt

– kan være med til, at gruppen viser interesse for at være en del af fællesskabet og blive integreret i samfundet. Jeg vil afslutte med, at jeg er overbevist om, at uanset kultur og nationalitet er konstruktiv kontakt vejen frem. Vi mennesker skal kende os selv og andre, så hver gruppe og individ bygger ‘kulturelle og menneskelige broer’ til hinanden.

Når vi møder hinanden med vores menneskelige brobygning, er vi nået langt med integration samt socialt og kulturelt fællesskab. For at bygge menneskelige broer kræves forskellige sociale og kulturelle aktiviteter for både andre etniske og danske grupper. Jeg ønsker mere sammenhæng i tilbuddene, en rød tråd mellem, hvad boligselskaberne og de kommunale myndigheder foretager sig i forhold til de udsatte familier.

Ud fra mine mange års erfaring er jeg bekendt med en del utilpassede unge, hvor boligselskaberne og de kommunale myndigheder ved en fælles indsats fik de unge til at være en del af og tage ansvar for fællesskabet. Kodeord for menneskelig brobygning er, at initiativer for familierne skal tage udgangspunkt i deres behov. Der skal oplyses om de emner, hvor familien har behov, og man skal huske at se, at familien også har ressourcer.

Foto: Flickr