I de danske socialforvaltninger arbejder en del socialrådgivere med familier med anden etnisk baggrund end dansk, og nogle af disse familier har ikke de nødvendige danske sproglige forudsætninger for at forstå, hvad der sker på møder o. lign.
Når familierne og deres børn og unge skal støttes af socialforvaltningen, skal sagsbehandleren fx lave en undersøgelse, som forudsætning for forskellige støtteforanstaltninger.
Jeg skriver dette indlæg for at delagtiggøre andre i mine oplevelser i forbindelse med disse undersøgelser, som kræver, at vi er omhyggelige med valg af tolk for at kommunikere med disse familier, både i forbindelse med undersøgelser og behandlingsarbejde.
Tolkning er et væsentligt redskab i forbindelse med vores arbejde med etniske familier. Mine erfaringer med etniske familier, som har brug for de sociale myndigheders støtte er, at de ofte er meget tilbageholdende og mistroiske eller er bange for, hvad de sociale myndigheder kan gøre ved dem.
Her tænker jeg konkret på, at en del af disse familier i første omgang ikke henvender sig til forvaltningen, fordi de frygter, at forvaltningen vil fjerne deres børn fra dem. Derfor er vores samarbejde med disse familier ofte problematisk og stiller krav om stor faglighed og forsigtighed. Jeg har denne overbevisning, fordi behandlingserfaringer med disse familier viser, at de i sidste ende trods alt henvender sig til socialforvaltningen.
To eksempler
I det følgende vil jeg med to konkrete eksempler illustrere, hvad der kan ske mellem os professionelle og familierne, hvis vi forsøger at kommunikere via tolke, som er ikke er tilstrækkeligt professionelle.
Jeg har selv brugt tolk, og i nogle situationer kan jeg ikke det sprog, som jeg har haft brug for tolkning til. Jeg er sikker på, at en del af jer, der arbejder med tolke oplever, at der er et eller andet, som ikke fungerer i tolkningen. Enten oversætter tolken, hvad han eller hun mener at forstå, eller fremfører sine personlige holdninger og meninger.
I sådanne situationer vil jeg opfordre sagsbehandleren til om muligt – at reagere på sin fornemmelse om usikker tolkning eller helst ved inden samtalen, at have tjekket, om tolken er professionel. Hvis sagsbehandleren har den mindste tvivl om tolkningens kvalitet, vil jeg opfordre til at samtalen omgående stoppes. Dette først og fremmest af hensyn til familien, idet en forkert tolkning vil kunne skade vort samarbejde med familien og medvirke til at fastholde familien i deres mistroiske syn på os som professionelle.
Jeg vil illustrere med følgende to konkrete situationer, hvor jeg selv skulle bruge tolk. I den første kendte jeg ikke familiens sprog og i det andet, ønskede jeg på grund af min funktion i familien ikke at skulle fungere som tolk, selvom jeg kendte sproget. Den første var et stort møde, hvor der udover forældre og den unge også var en hel del professionelle til stede. Jeg var fra starten af mødet meget usikker på tolkningens kvalitet, og både forældrenes og de andre professionelles tilbagemelding tydede på, at vores kommunikation og tolkningen ikke hang sammen.
Jeg gjorde lynhurtigt tolken opmærksom på, at jeg ville afbryde samtale pga af vedkommendes tolkning og tilkalde professionel tolkning. Både familien og de øvrige professionelle var efterfølgende meget glade for, at jeg stoppede samtalen, fordi de oplevede situationen på samme måde som mig, men de var usikker på, om de kunne tillade sig at stoppe samtalen. Jeg understregede, at det var vigtigt, fordi den terapeutiske samtale ikke ville føre til det optimale resultat pga forkert tolkning.
Den anden oplevelse var et familiemøde sammen med andre professionelle, hvor jeg havde den fordel, at jeg kunne sproget.
Derfor kunne jeg høre mistolkningerne, men oplevede dem også ud fra den nonverbale kommunikation med familien og iagttog hvordan stemningen blev mere og mere anspændt. Når f.eks. tolken skulle oversætte, at resultatet af psykologundersøgelsen viste, at deres barn var positiv og velegnet til skolegang, blev det mistolket derhen at psykologen, som I ved arbejder med psykisk syge mennesker, siger at jeres barn er psykisk syg, og dernæst spurgte tolken forældrene om, hvad den unge fejlede.
Her var tolken i gang med sin egen misforståede tolkning, og jeg kunne tydeligt læse af forældrenes ansigtsudtryk, at de havde lyst til at forlade mødet, fordi alt dette slet intet havde at gøre med deres barn. Jeg stoppede omgående mødet og bad tolken forlade os. Da tolken var gået sagde en af forældrene: hold da op, jeg var ved at besvime og falde ned af stolen, da tolken sagde at mit barn er psykisk syg puh, jeg har lige brug for at få vejret, jeg har det meget dårligt…!
Jeg vil derfor opfordre sagsbehandlere og andre professionelle til at være meget omhyggelige med valg af tolk, og hvis de på nogen måde er usikker på tolkningen, vil jeg anbefale at samtalen stoppes. Jeg stiller de tolkebureauer, der sender amatørtolke til forvaltningerne eller andre instanser, til ansvar for, at sådanne uprofessionelle tolkninger kan forårsage ubodelig skade for familierne og skade samarbejdet for os som professionelle. Det ideelle ville være, at forvaltningerne og andre instanser på forhånd tjekker, at tolkene er uddannet til en faglig korrekt oversættelsesopgave.
Familierne har behov for en klar kommunikation, og derfor har vi behov for professionelle tolke til vore undersøgelser og terapeutiske rådgivningsarbejde.
