Reflektioner over artiklen” Vanvittige venner” bragt i Politikken søndag den 16. april om gadebander, samt den igangværende debat i medierne om etniske unges tilknytninger til en ny bande “Vatos Locos” – “Vanvittige Venner” fik mig til at komme med dette bidrag på baggrund af min en arbejdsmæssige baggrund med bl.a. opsøgende- og gadeplans arbejde i et område hvor de etniske unge har svært ved at indordne sig i fx de eksisterende foreninger og klubber.
Panik
For godt ti år siden var medierne også meget optaget af bander, navnet var “Warriors” hvor de etnisk unge skulle organisere sig imod de danske “Grønjakker”. Projektet “Blæksprutten” blev etableret dengang og skulle bl.a. kontakte de lokale “Warriors” i Hvidovre for at forbygge konflikter mellem etniske og danske unge.
Da jeg først læste om “Warriors”, troede jeg at der var tale om unge som var bevidste om hvad det vil det sige at være med i en bande, var organiserede i deres handlinger og havde gruppebevidsthed om et fælles formål. Jeg havde kontakt med en del af de såkaldte “Warriors”- medlemmer og var nysgerrig om deres bandes formål og mest interesseret i hvad der var deres motivation til at være med i banden.
Gennem den tætte kontakt viste det sig at de hverken havde bevidst organisering eller var klar over et engentligt mål med “Warriors”. Deres fælles svar var entydigt : Det er fordi de andre er imod os.
Min pædagogiske erfaring med de udsatte unge viser at de følger modefænomener og at det nu er IN at være i “bander” dvs. de finder på forskellige navne til deres grupper, de føler sig seje, når de kan sige de har tilhørsforhold til en bande.
“De er i mod os”
Begrebet er et kendetegn for at høre til en bande. Med ordet DE fortæller den unge et vigtigt budskab, fordi det for den individuelle unge betegner alle DE fra det danske samfund og de institutioner som de kender til, hvor de har fornemmet eller oplevet man har vendt sig mod dem – det kaldes måske også racisme – de siger det er fordi “vi er etniske” osv.
Derfor er det tryggere at færdes i bander eller grupper, fordi disse unge i forvejen er svagt stillet og ofte i hele deres opvækst har oplevet nederlag både på hjemligt og socialt plan. Problemet er at nu har grupper af disse unge valgt at give skylden for deres problemer tilbage til samfundet.
Via min tætte relation med de unge har det ofte været muligt for mig og for andre at bearbejde deres syn på såvel dem selv som den måde, de er blev bekendt med at deres egen familie og netværket også er imod dem, især når deres forældre ikke lever – eller kan leve – op til deres ansvar overfor dem.
Unge har deres grund til at tilhøre en gruppe
Når vi møder unge i det som vi kalder bander, er det altså nogen der er på sin vis har forsøgt at samarbejde med deres forældre og institutioner for at opnå en anerkendelse som menneske, dvs. at blev set, respekteret og accepteret. Noget har de altså lært, men det vi ser er desværre vendt den gale vej. For ikke at blive misforstået vil jeg pointere at jeg ikke accepterer fx deres ulovlige handlinger.
De unge er blevet syndebukke for deres forældres sociale, kulturelle og personlige nederlag og dermed samfundets sociale integrations ofre. Ofte er de unge blevet syndebukke, fordi forældrene ikke har opnået status til at kunne have et værdifuldt forhold til dem.
I institutions verdenen er der heller ikke plads til dem, fordi de har svært ved at opfylde fx skolens forventninger, de har svært ved at præstere det som skolen kræver af dem. De har svært ved at se at deres livserfaringer er brugbare i skolen eller andre institutioner. Deres arv af oprindelig kultur og livserfaringer ses hyppigere som en vanskelighed eller til og med som et problem i deres sociale integration.
Jeg har endnu ikke mødt en ung der overhovedet ikke ville have noget med deres forældre eller institutioner at gøre. Problemet er snarere os voksne der, når disse unge ikke lever op til familiens eller skolens krav og lader deres afmagt og nederlag komme til udtryk på en uhensigtsmæssig måde, såsom vold og kriminalitet, så stempler vi de unge som uforbederlige.
Dermed kommer den voksnes holdning til at blive målestok for den unges fremtidige muligheder for at ændre sig. I det øjeblik de mærker at de er ikke bliver anerkendt af os voksne – udtrykt gennem afstandtagen – så er det klart de vælger at have tilhørsforhold til andre unge eller gadebander i stedet.
Vi er med til fastholde de unge i bander
De unge jeg skriver om har i deres tidlige opvækst oplevet at det er svært at få en entydig identitet, om end overhovedet at få en slags identitet. Det er en af deres hovedmotivationer for at de nu sørger mod andre ungdomsgrupper og uniformeringen, netop for at opnå en bekræftelse fra andre om deres eksistens.
Jeg er bekymret for at den måde de nu bliver omtalt i medierne på også kan give dem yderligere negativ opmærksomhed som altså forstærker deres behov for fastholdelse af relationen til såvel gruppe som til en bande. Her illustreret med et citat fra de unge selv ” når der er så meget i tv og aviser om, at vi er en bande, så bliver vi til en bande.” Politikken 16 april.
Hvad skal der gøres ved disse gadebander?
Selvom artiklen beskrev “Vatos Locos” som om en farlig bande – og jeg er ikke uenig, men er dog optimist fordi jeg tror vi kan gøre for at hjælpe de unge i mange af disse grupper. Det kræver et systematisk samarbejde mellem familierne, institutioner, politiet og forvaltninger. Det kræver overorden at, de forskellige fagpersoner får en fælles bevidsthed om ungdomsproblemerne og et sæt strategier for hvordan vi kan nå og støtte disse grupper.
Jeg mener ikke at vi kan resocialisere samtlige bander, men jeg har den overbevisning at gennem forebyggelse – især blandt de yngre årgange, altså en tidlig pædagogisk indsats og et intensivt arbejde så kan grupper blive til personer som kan blive en del af samfundet.
Jeg har i perioder selv meldt unge til politiet p.g.a. deres kriminelle handlinger og har sammen med politiet lavet ransagelser i unges hjem uden at hverken den unge eller deres familier af den grund opfatter mig som politiets forlængede arm. Min handlinger viser over for de unge, at jeg tager afstand fra deres handling, men at det ikke er ensbetydende med at jeg ikke vil have noget med dem gøre, tværtimod inviterer jeg dem til at fortsætte samarbejdet. Indtil nu har ingen afvist hverken mig eller mine kolleger.
Jeg ser det som en stor mangel at vi endnu ikke er blevet bedre til på et tidligt tidspunkt at inddrage og ansvarliggøre familierne for de unges negative udvikling. Når de søde socialarbejdere i den daglige relation til disse unge, er usynlige, fx den danske norm er at være forstående, forsigtig og ikke direkte altså konfronterende og konsekvent overfor disse unge så opfattes de som ligegyldige og ubrugelige.
Efter min mening, er det vejen frem at opprioritere at socialarbejde og ikke mindst politiet skal trænes og tilbydes efteruddannelse med henblik på håndtering af de såkaldte “bander”.
Vatos Locos som egentlig bande betragter jeg som en ubehagelig cocktail og de skal have lov til at mærke de lever i et samfund som har faste og håndgribelige spilleregler. De må godt mærke at hammeren falder.
