To begivenheder fik mig til at skrive dette debatoplæg. Den ene er, at jeg på DR 2 forleden dag hørte et interview med tidligere socialminister Karen Jespersen, og den anden er, at jeg for nylig var til en kurdisk bryllupsfest.
Karen og mange andre er enormt optaget af især muslimske etniske minoriteters sociale integration, og politikernes fokus er meget på individets personlige værdier og personlige frihed og valg, bl.a. af hvem de skal giftes med, af forholdene om kvindernes tørklæde, af bopæl, og af hvilken skole de må sætte deres børn i.
Hvis Karen og andre politikere tror på, at debat af disse personlig værdier og frihed kan føre disse grupper til integration, så vil jeg sige, at de tager grundigt fejl. Efter min mening vil disse diskussionsemner muligvis føre til, at en del af disse grupper vil være mere afstandtagende til andre kulturer, fordi de føler, at bl.a. politikerne ikke anerkender deres oprindelige kultur.
Og ikke nok med, at gruppens personlige værdier angribes, nej politikerne kritiserer på den ene side etniske forældre for at tvinge deres unge ind i såkaldte arrangerede giftermål eller tvangsægteskaber, men på den anden side opstiller politikerne lovkrav i forbindelse med familiesammenføring, krav om at man skal være 24 år, før man kan tillade sig at blive forelsket i en person, som bor i et andet land.
Ja jeg spørger, hvad er forskellen mellem nogle etniske forældre, der tvinger deres barn til at gifte sig med en, som den unge ikke ønsker, og politikernes lovkrav, om at du først må gifte dig, når du er blevet 24 år, og så søge om lov til at blive sammenført, hvis I vil kunne leve her i landet? Her vil jeg opfordre både etniske forældre og politikere til at anerkende disse unge menneskers beslutninger og vise respekt for deres følelser.
Jeg vil ikke afvise, at der stadig er nogle etniske familier, der forsøger at tvinge deres unge til at gifte sig mod det de selv ønsker, men i den offentlige debat og ikke mindst når politikerne berører denne problematik, så generaliserer de efter min mening om samtlige etniske gruppe, det er lige før alle muslimer i Danmark bliver tvangsgift og alle piger, der går imod forældrenes beslutning, bliver afskrevet af familien.
Ja, jeg savner videnskabeligt belæg for hvor meget tvangsægteskab er udbredt. Vi taler om det, vi læser og hører, og jeg kan som sagt ikke afvise, at der stadig i nogle familier forsøges tvang, men på det generelle plan, går udviklingen mere i den retning, hvor unge selv bestemmer, hvem de skal giftes med.
Jeg tage stærk afstand fra generaliseringen om, at de piger, der går i mod deres families beslutning, bliver afskrevet af deres familie. Jeg oplever, at en del af disse piger eller drenge, som er blevet enten tvunget eller arrangeret ind i ægteskaber, kort tid efter vælger forholdet fra, uden at de bliver afskrevet af deres familie.
Her i weekenden blev jeg inviteret til en fest i en kurdisk familie, hvor pigen for nogle år siden trådte ind i et ægteskab arrangeret af forældrene, men kort tid efter brylluppet valgte manden fra, hvorefter hun efter nogle år valgte en mand med sine følelser. Det interessante er, at pigens forældre både før og under forelskelsen støttede deres datters valg og nu fejrede de to unge menneskers bryllup.
Det andet interessante er, at jeg oplevede, at der var mange nationaliteter til stede, bl.a. danske gæster, som både hyggede og festede samme med de øvrige gæster. Der er ikke helt hold i det, som Karen Jespersen påstår, at der ikke er kontakt mellem danske og etniske familie; jeg oplever i mange sammenhænge, både til højtideligheder som etniske bryllupper og i private venskaber, at der er kontakt i mellem danskere og den yngre etniske genration.
Kontakten mellem mennesker kommer ikke bare, fordi politikerne ønsker det, kontakten opstår i fællesskab, og forumet for fællesskab er uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, foreninger, lokale kulturelle aktiviteter. Integrationsprocessen er i gang. Men jeg vil afslutningsvis understrege, at menneskers følelser ikke kan styres af den etniske traditionelle kultur eller myndighedernes lov.
De unge, som vi taler om, er herre over deres følelser, og jeg er af den overbevisning, at de unge vælger deres partner ud fra disse følelser. Hvis forældre og myndigheder tror på, at de kan styre unges følelser, tager de efter min mening voldsomt fejl. Det eneste de gør, er at forstyrre de unges valg og skabe uro omkring dem. Men jeg har stor tillid til tidens ungdom og har respekt for deres valg og følelser.
