Behandl mig ordentligt, fordi det gør ondt i min sjæl

Følgende er et oplæg jeg holdt på Christiansborg for folketingets socialudvalget i forbindelse med en høring om anbragte børn og unge onsdag den 3.april 2002 i Landstingssalen på Christiansborg.

Indledning

Når det handler om anbragte børn og unge, vil jeg helst holde oplæg om både etniske og danske børn og unge. For jeg ikke ser anbringelserne primært som et kulturelt problem. Jeg ser det mere som et menneskeligt problem, hvor forældrene har svært ved at finde deres ståsted overfor deres børn og unge, og de har også svært ved at samarbejde med offentlige instanser.

Familierene, uanset om det er danske eller etniske, ser myndighederne som de onde. Dvs. de opfatter myndighederne som nogle, der er efter dem og ude på at fjerne deres børn. I dag fik jeg opgaven, at jeg i mit indlæg primært skal fokusere på etniske familier og deres samarbejde med de danske myndigheder.

Nu har jeg mulighed for at møde dig

I mit daglige arbejde med socialt, kulturelt og uddannelsesmæssigt dårligt stillede svage etniske, såvel som danske familier, har jeg ikke ret ofte den mulighed at dele mine og mine kollegers personlige oplevelser med andre, som kunne være med til at lette disse menneskers familieproblemer. Her tænker jeg konkret på de politikere, som er til stede i dag.

Jeg er klar over, at hverken jeg eller andre her til høringen kan løse etniske unge og deres familiers interne problemer med de danske myndigheder. Men jeg er af den overbevisning, at en dialog mellem deltagerne, kan få os til at reflektere over vores handlinger. Dvs. jeg håber, at politikerne efter denne høring, vil være mere opmærksomme, når der skal tages nye initiativer omkring disse svage børn, unge og familier.

Jeg håber, at praktiske og teoretiske input fra denne høring vil have betydning for, hvilke initiativer, der skal tages – i form af lovgivning og/eller nye projekter for at hjælpe disse familier og unge til at blive aktører i deres eget liv, i stedet for at en stor del af dem er og bliver afhængige af offentlig støtte.

Selvfølgelig er det ikke kun politikerne, der skal tage ansvar for de etniske familie og deres børns anbringelse – det er både mit ansvar, forældrenes eget, og ikke mindst de professionelle; lærere, pædagoger, socialrådgivere og psykologerne, der har den daglige kontakt med familierne. De bærer også en del af ansvaret for at minimere anbringelser af etniske børn.

Du har en forestilling om etniske familier!

Det er muligt, at nogle af høringens deltagere, enten undres eller tænker over mit bud på etniske familiers udvikling, men vi er her ikke for at være enige. Jeg har følgende syn på etniske familiers udvikling, som bygger på en del forhold, bl.a. at jeg selv har en etnisk baggrund og jeg, via mit netværk, har kendskab til og viden om, hvad der sker bag lukkede døre i etniske familier, og jeg har også en professionel adgang i familierne via mit daglig arbejde i projekt Blæksprutten i Hvidovre Kommune.

Ikke mindst har jeg en teoretisk vinkel på familiens udvikling. En del af jer, og en stor del professionelle og ikke mindst politikere møder jeg i forbindelse med mine foredrag eller konsulentvirksomhed. Gang på gang hører jeg følgende sætninger fra disse professionelle Ahmet, I har en anden familiestruktur end os danskere, dvs. især muslimske familier har en stabil familiefar og moderens rolle er klart defineret, og der er solidaritet i mellem familiemedlemmerne, og børn respekterer de ældre.

Jeg kan fortælle meget mere om, hvilke syn danske professionelle eller politikere har, hvad angår sammenhold i etniske familier. Det er muligt at kendetegnet på etniske familier er, hvad jeg netop har citeret, men jeg ser mere en anden udvikling – en hastig udvikling – dvs. individualisme og manglende solidaritet og sammenhold i familierne og massive interne konflikter forældrene imellem.

Efter min mening er det en stor fejltagelse at påstå, at etniske grupper med muslimsk baggrund har en patriarkalsk familiestruktur. Den traditionelle familiestruktur, hvor faderen er overhoved, dvs. at han per definition har stor indflydelse overfor de øvrige familiemedlemmer, er efter min mening under stor forandring. Disse forandringer ser jeg som noget positivt. Det er godt, at de øvrige familiemedlemmer, kone, børn og unge begynder at markere sig overfor fædrene.

Markeringen giver fædrene usikkerhed omkring deres position i familien. Fædrene forklarer ofte, at oprøret mod dem skyldes, at de enten lever i Danmark eller, groft sagt, at det er en vestlige tankegang, at konen og børnene skal gøre oprør mod dem. Jeg mener ikke, at oprøret har noget med hverken vestlig tankegang eller den danske kultur at gøre. Selv i den landsby jeg rejste fra for mange år siden er oprøret i gang.

Derimod mener jeg, at det har noget at gøre med individets kontakt med omverdnen, fx skoler, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarked og informationskilder som tv og internet. Dette er med til, at individet bliver klar over sine rettigheder og frihed. Jeg ser ofte en massiv konfrontation imellem fædrene og mødrene eller mellem fædrene og resten af familien.

I dette forum og hos alle, der har mulighed for at debattere, kan vi sætte spørgsmålstegn til, om den udvikling hos etniske familier skal stoppes Er vores offentlige systemer gearet til disse familier, dvs. til at gå i dialog med dem, for at minimere krisen. Hvem skal gøre det, og hvor lang tid skal der gå før vi skrider ind overfor familiemedlemmernes destruktive handlinger overfor hinanden.

Jeg har det ikke godt, jeg har brug for din hjælp

Når der er uro i familien, uanset om det er etniske eller danske børn og unge, mærker de det med det samme, især det stærke familiemedlems undertrykkelse overfor øvrige familiemedlemmer. Børn og unge, der er midt i forældrenes interne konflikt, står i en meget svær situation de ved ikke, hvem de skal solidarisere sig med.

Børnene får opfattelsen af, at de ikke skal fortælle omverdnen, fx lærere, pædagoger eller andre om problemerne. Mine erfaringer viser, at de slet ikke kan klare at skulle hjælpe forældrene med ikke at fortælle nogen om, hvordan de har det. Børnene bliver nærmest opdraget til at være tavse omkring problemer i familien, idet forældrene truer dem med, at konsekvensen kan være, at kommunen fjerner dem fra hjemmet, og at de bliver danskere.

Den udmelding gør børn og unge endnu mere usikre på, hvordan de skal takle krisen i familien. Børn og unge, der lever i familier med massive problemer, har ofte svært ved at fungere i skoler og institutioner. Mine erfaringer med folk, der arbejder med disse børn er, at de enten ikke ved, hvad de skal stille op, eller de mener – grundet uvidenhed – at børnene mistrives på grund af deres kulturelle baggrund.

Det er tænkeligt, at den kulturelle baggrund har lidt med det at gøre, men jeg mener ikke, at der er den store forskel på problemstillingerne i danske og etniske familier. En stor del af forældrene lever selv med en opfattelse af egen uduelighed, og på den måde er det svært for dem at være et forbillede for deres børn. Det er svært for dem at råde og vejlede børnene, idet de ikke selv har noget tilhørsforhold til samfundet, fx i form af arbejde.

Forældrenes opfattelse af egen uduelighed og afmagtsfølelse er med til at gøre børnenes trivsel og udvikling svær ? og de har svært ved at leve op til forældrenes ansvar! Men uanset, hvilke problemer forældrene har, bør børn have en opvækst med mulighed for at udvikle sig til sociale kulturelle væsner. Jeg stiller spørgsmålet igen; hvad gør du og jeg for at børn og unge kan være sig selv og sætte ord på, hvordan de har det hjemme. Skal børn og unge tage ansvaret for forældrenes problemer.

Hvad skal der til for at minimere børnenes og de øvrige familiemedlemmers problemer?
Er vi gode nok til at forholde os til børn og unges vanskeligheder i familien?

Uden at jeg vil gå i dybden med, hvilke offentlige tilbud og professionelles arbejdsindsats der har betydning for etniske børn, unge og deres familier, oplever jeg ofte, at kommuner og amter på formelt plan sætter nogle pædagogiske behandlingstilbud i gang til etniske familier i form af familieværksteder, socialpædagogiske projekter, SSP og gadearbejde i forhold til gadebander og kriminelle unge.

Jeg er glad for disse initiativer, men jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmål til mig selv og forsamlingen i dag om, hvorvidt de etniske familier får den nødvendige støtte og hjælp? Meget groft sagt, bruger både politikere, stat, amter og kommunale forvaltninger en del menneskelige og økonomiske ressourcer på analyser, fortolkning af problemer og møder bag lukkede døre. Jeg mener, at vi bruger en al for stor del af vores tid på at tale om problemer, uden at der kommer noget konkret ud af det.

Spørgsmålet er, om vi skal fortsætte denne linie? Mit svar er et klart, nej Det er på tide, at vi i fællesskab forholder os til vores nuværende initiativer og fremadrettede tilbud, der kan være med til at minimere problemerne og komme med kvalificerede tilbud til anbragte etniske børn.

Hvad er lektien til dig og mig?

Afslutningsvis vil jeg forsøge at konkretisere, hvad der skal til for at for at hjælpe etniske familier og deres børns trivsel i det danske samfund. Det første, der skal til for at blive bedre.
Politikernes udmelding til offentligheden, når etniske unge begår grove voldshandlinger skal tænkes nøje igennem, idet det ofte sætter en lavine i gang.

Dermed ikke sagt, at der skal lægges låg på selvfølgelig skal det debatteres, men jeg ser hellere en konstruktiv debat, i stedet for destruktive udmeldinger fra politikere, der giver udtryk for, at alle danskere synes at samtlige etniske grupper er kriminelle eller voldelige. De etniske grupper, der fungerer godt føler sig også ramt. Disse fredelige og vel integrerede familier føler sig stemplede af politikerne som dårligt fungerende eller uønskede.

Politikerne bør klart melde ud om, hvad der skal til i forhold til børn anbragt udenfor hjemmet, og om, hvad deres krav og forventninger til mig og andre professionelle er. Staten, amterne og kommunale forvaltninger skal have viljen til nytænkning og skabe muligheder for efteruddannelse af professionelle.

Kommuner skal sørge for at samle initiativerne under et tag, dvs. under en forvaltning, så det bliver mere overskueligt, når etniske familier samarbejder med kommunen. Desuden kan de professionelle bedre arbejde på tværs omkring deres erfaringer og oplevelser. På den måde, kan vi konstant koordinere og videreudvikle vores tilbud til familierne. Politikernes kulturelle, social-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik skal være rummelig.

Så kan forældrene udvikle sig til selv at blive socialt, kulturelt og arbejdsmæssigt kompetente. På den måde formindskes antallet af anbringelser af børn udenfor hjemmet og forældrene kan være positive forbilleder for deres børn og unge.

De professionelle, der er i direkte kontakt med familierne

Skabelse af en dialog mellem familier og myndigheder. Den dialog kræves også af professionelle og kommunalt ansatte. Vi har lange journaler på disse familier, der udelukkende beskriver problemerne. Mit råd er, at vi i stedet kigger på familiernes og de unges ressourcer. En mere uddybende forklaring, artikler og inspirationskilde kan fås på min hjemmeside www.ahmetdemir.dk og i min bog “De forbandede unge” om konfrontationspædagogik.

At skabe en forståelse hos familierne om vores pædagogiske tilbud og begreber som SSP og PPR er tillige vigtigt. Det er også en opgave, at få familierne til at indse, at de i nogle tilfælde er afvisende overfor deres børn og deres velbefindende. Vi skal skride ind, når forældrene ikke lever op til deres ansvar og gøre dem opmærksomme på, at det kan have konsekvenser, fx anbringelse af børnene udenfor hjemmet.

Familierne vil ofte reagere voldsomt overfor den udmelding, men vi skal fastholde overfor familien, at en anbringelse kan blive en realitet. Såfremt børnene bliver anbragt udenfor hjemmet, skal der til stadighed være et samarbejde mellem familien, professionelle og anbringelsesstedet.Anbringelse af børn og unge i visse situationer, ser jeg som en nødvendighed, men jeg er betænkelig ved om de eksisterende tilbud er tilstrækkelige. Jeg vil ikke generalisere, men via mine kontakter til forskellige opholdssteder og kommuner finder jeg, at folk grundlæggende er interesserede i at gøre deres bedste for at støtte etniske børn, unge og deres familier.

Men deres viden om og indsigt i disse familier er ikke tilstrækkelig. Den mangel er med til at opholdsstederne eller plejefamilierne påvirker børnene i en uheldig retning, så de føler sig fremmedgjorte overfor deres oprindelige kulturelle baggrund. Dermed ikke sagt, at de gør det med vilje. Her kan jeg nævnte et konkret eksempel fra en radioudsendelse i efteråret 2001. En dansk plejefamilie i Hvidovre havde en pakistansk pige i pleje. Familien havde fra starten valgt at gøre hende dansk og forsvarede og fastholdt deres valg.

Her mener jeg, at den pakistanske pige vil få store psykologiske problemer senere i livet. Jeg mener, at anbringelse af både danske og etniske børn er nødvendigt, men mit krav til anbringelsesstederne er, at de skal have uddannede og professionelle folk forinden modtagelse af børnene.

Familien skal konfronteres

Allerede ved det første møde med familien, skal vi præcisere vores opgaver og tydeliggøre forventningerne til hinanden. Der er tendens til at de professionelle siger: Vi skal først lære hinanden at kende, bagefter kan vi tale om vores krav og forventninger. Jeg mener det er for sent, og jeg gør helt fra starten mine opgaver klart for familien.

Familierne har tendens til at slippe ansvaret, når der kommer en professionel ind i familien. Familierne er meget autoritetstro og tror, at en lærer eller pædagog ved alt om, hvad der skal gøres ved børn og unges problemer. Her er det vigtigt at gøre familierne klart, at vi ikke både kan undervise og opdrage deres børn.

De skal selv tage deres del af ansvaret. Især de, der ikke kan leve op til deres ansvar, kommer med lange forklaringer; arbejdsmæssige, helbredsmæssige og familiære problemer. Disse forklaringer er for mig ikke en begrundelse for ikke at tage ansvar. Overfor de familier forsøger jeg, udfra det kendskab jeg har til dem, at beskrive de konsekvenser det kan få for børnene, bl.a. at de kan blive misbrugere, voldelige eller på anden måde kriminelle osv.

En stor del forældre vågner heldigvis op og spørger: Er mine børn misbrugere, voldelige eller på anden måde kriminelle. Jeg svarer, at det er de ikke, men at de er i risikozonen, og at det derfor er nødvendigt med et aktivt samarbejde.

Jeg har positive erfaringer med et sådant samarbejde

Mine pædagogiske erfaringer med etniske børn og unge viser gang på gang, at de har ondt i sjælen, dvs. de lever i en verden, hvor de ikke med sikkerhed ved, hvor de hører til. De møder mange forskellige forventninger, krav og en opdragelse, der er med til dårlig trivsel i både familien, skolen, uddannelsesinstitutioner og det danske samfund som helhed.

Jeg mener, at livet er for kort til at tabe næste generation på gulvet, derfor er jeg til denne høring i dag og håber, at vi i fremtiden er mere opmærksomme på vores politiske og pædagogiske handlinger i forhold til børn og unges trivsel.

Helt konkret ønsker jeg, at der i kølvandet på denne høring nedsættes en arbejdsgruppe med henblik på overordnet koordination mellem stat, amter og kommuner i forhold til etniske børns anbringelse og sociale integration. Koordinationsgruppen kunne både være sparringspartner og inspirationskilde til amter og kommuner for at give etniske børn de bedste muligheder for en god opvækst.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar