Overskriften er et citat fra en stor del af vores etniske forældre (med muslimsk baggrund), når jeg spørger, hvad deres børn vil være eller uddanne sig til. Svaret fra de fleste forældre er, som i overskriften, at mine børn skal have en høj uddannelse, f.eks. være læge eller pilot.

Mange af jer, der arbejder med etniske børn, vil undre jer over overskriften, og en stor del af jer tænker, at I en gang har set forældrene til forældremøde. I de 10 år Ali og Ayse gik i skolen, havde forældrene nogle urealistiske høje forventninger til dem. Hvorfor har de sådan nogle høje forventninger til deres børn?

Jeg vil i det følgende kort ridse op, hvad der gør, at vi ser forældrene som en passiv partner i skole sammenhæng og om baggrunden for forældrenes “drøm” på deres børns vegne.

Hvad er det, der gør, at forældrene er passive samarbejdspartnere?

En stor del af forældrene har enten selv haft en skole baggrund i deres hjemland eller er blevet opdraget af disse forældre. De blev socialiserede i en skole og i en verden udenfor skolen, som bygger på et autoritært samfunds- og menneskesyn.

Især forældre, der kommer fra dårlige socialt og uddannelsesmæssige familier, bliver i deres hjemlands skoler set som objekter, dvs. at de bliver gjort til en ting. Når de bliver set på denne måde, påvirker det ikke mindst forældrenes opfattelse af, at en stor del af dem ikke tror på, at de kan noget i forhold til deres børns skoler, og de ser lærerne eller andre faggrupper som “guder”, fordi de har en uddannelse og de ved alt.

Baggrunden for forældrenes “drøm” på deres børns vegne.

Selv om forældrene bliver set som objekter i deres hjemland, og de også her i landet på mange områder føler sig uden for fællesskabet, f.eks. arbejdsmarkedet, har de nået til den selverkendelse, at en af måderne at bryde omverdenens negative syn på dem, er at investere i kultur kapital.

Dvs. at de satser hårdt på deres børn. Allerede i 7 års alderen indoktrinerer de deres børn til, at de skal have en høj uddannelse. Børns uddannelse er en investering, både for personen og for hele familien. Især i deres hjemland men ikke mindst i familiens netværk. Unge, som i Danmark bliver uddannet til f.eks. læge eller kontorassistent, bliver i andres øjne set som nogle “guder”, fordi de er blevet færdig uddannede.

Individets prestige stiger, men stadigvæk er det sådan, at unges uddannelse er med til, at familiens prestige også stiger. Jeg ser indoktrinering fra 7 års alderen som en hæmsko for barnets udvikling, og når barnet ikke opfylder forældrenes forventninger, viser mine erfaringer, at børn bliver presset af forældrene. Det er ikke fordi børnene ikke vil opfylde forældrenes forventninger, men problemet er, at børns interesser eller evner ikke rækker til den boglige uddannelse, som forældrene forventer af dem.

Her mener jeg, at både lærerne og andre professionelle skal være opmærksomme på forældrene ambitions niveau på deres børns vegne, men det er lærerne, der kender til børnenes interesser og deres faglige kunnen. Jeres kendskab til børnene skal efter min mening være en hjælp til dem, og jeg har gode erfaringer med, at mit og jeres gode kendskab til barnet letter forældrenes pres på dem.

Det er ikke nemt at overbevise forældrene om, at deres børn ikke vil være læge eller pilot, når de kunne blive og helst vil være tømrer eller anden håndværker. Det skal lige siges, at håndværker uddannelsen også var status givende i begyndelsen af 70′erne, men i dag er denne uddannelse ikke status givende blandt etniske grupper.

Min måde at få forældrene til at lette presset på deres børn eller at reducere deres uddannelse forventninger til dem, er at sige til dem, at det vil få alvorlige konsekvenser for deres børn eller det kan give alvorlige psykiske lidelser, hvis de dropper deres skole. Jeg vil opfordre lærerne til at fastholde betydningen af forældrenes menneskelige kontakt til deres børn i forbindelse med deres børns sociale, kulturelle og ikke mindst i forbindelse med deres uddannelse.

Både i mit daglige arbejde som projektleder og som underviser for etniske forældre i samarbejde med skolen eller andre pædagogiske institutioner, er mit råd til deres høje ambitions niveau på deres børns vegne, at de starter med sig selv. Nøglen til den gode fremtid for deres børn ligger hos dem selv.

Reaktionerne er forskellige. Nogle kom med standard sætninger som f.eks. vi kan ikke tale og skrive dansk, og derfor kunne vi ikke hjælpe med lektierne. Svaret er, at det ikke handler om lektier. Det handler mere om, at de ser deres børn og om samværs formen er domineret af forældrenes forventninger.

Mit svar til forældrene er, at så længe børnene føler, at de ikke bliver anerkendt, og at der ikke bliver givet plads til deres egen drøm i samværet med forældrene, så længe kan der ikke blive tale om, at de bliver læge eller pilot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X