Tro på mig

Bragt i Det Fri Aktuelt (26/09/1994)

Disse ord var de eneste ord jeg hørte fra en ung mand i forbindelse med en konflikt mellem den unge man og andre unge ved en ungdoms fest.

Blæksprutten og AFC (Avedøre Fritidscenter ) arrangerede en fest for ung i alderen 14-17 år i Hvidovre, og selvom det var 30 grader udenfor, kom de unge alligevel til festen. De var nogle unge vi ikke kunne undgå at få øje på allerede ved indgangen, deres adfærd gav sig udtryk i form af gruppedannelse og de lagde op til slåskamp. Nogle af disse unge opfattede mig som en af disse irriterende voksne der hel tiden skulle være efter dem og blandede sig i deres diskutioner.

Jeg havde to gang fat på en ung mand i løbet af denne aften på grund af hans adfærd der var både truende og provokerende overfor de andre ung. Første gang jeg talt med ham lovede han at han nok skulle lade være med at provokere. Desværre gik der ikke ret lang tid før den unge mand igen var på banen, denne gang ville han slås med en anden fordi han var racist. Denne gang kom hans kammerater ( både dansk og udlændinge ) ham til hjælp og sagde at hav var i sin god ret til at slås denne dreng, for han var en rigtig racist. Selvom de andre støttede ham trak han mig ned ned til toiletterne og låst døren.

Jeg prøvede at fortælle ham at jeg ikke var interesseret i at kigge efter ham specielt og forklarede at han skulle lade være med at provokere de andre og lægge op til slåskamp. Det interessante ved denne samtale var at han under de fem minutter vi talt sammen ikke sagt andet end: ” Tro du ikke på mig. Tro på mig ” Jeg kunne høre, at uanset hvad jeg sagde til ham var det eneste han vil min tro på ham og min tillid til ham. Jeg havde opgivet de lange moralske forklaringer overfor denne unge mand, og lovede ham ikke hele tiden at kigge efter ham. Jeg kunne dog ikke lade være med indeni at tænke over hvorfor han så desperat ville have mig til at tro på ham, og ønskede virkelig at tale med ham.

Jeg havde givet mit ord på at jeg ikke ville hold øje med ham specielt og kunne derfor ikke få ham i tale en tredie gang, men kl 23.30 kom den unge mand til at stå ved siden af mig og var helt stille. Jeg var i et dilemma, for jeg ønskede at tale med ham. Jeg spurgte ham om han havde lyst til at drikke et eller andet. Han havde ingen penge. Jeg sagt at jeg betalte. Vi gik til op til “baren” og da vi havde fået noget at drikke spurgte jeg om han havde lyst til at gå uden for lokalet og snakket med mig. Det gjorde vi så. Jeg spurgte ham hvordan det egentlig gik med ham.

Det skal jeg fortælle dig sagde han. Jeg har lyst til at smadre alt og nogle gang har jeg også lyst til at begå selvmord. Det er fordi jeg kan mærk at der er et eller andet der gør ondt i min brystkasse og i hovedet. Jeg ved ikke hvad der er og du er den eneste voksne jeg har haft lyst til at fortælle det til. Jeg har bruge for nogle voksne der tro på mig og lytter til hvad jeg sige. Jeg får altid skylden både derhjemme og i skolen. Nu har jeg andre problemer, mange ar mine danske kammerater har fået sommerjob og jeg har også prøvet mange steder. De vil ikke have mig som arbejdsdreng, fordi jeg udlænding.

Opfølgningen på den proces den unge mand havde sat igang blev at institutionen han har tilknytning til, blev orienteret om det den ung og jeg havde talt om. Jeg tilbød samtidigt institutionen af jeg ville indgå i det videre forløb eller på en eller anden måde processen. Den unge mand fik både mit arbejds- og privattelefonnummer, så kan han kontakte mig hvis han har brug for at tale med mig eller bare få et råd om et eller andet.

Når man ser på den omtalte ung mand, er det først man ser, en ballademager der er ude på øretæver. Man bliver utryg ved hans opførelse, fordi han er en supper aktiv og “urolig” ung. De fleste tager afstand fra ham. Jeg mener, at vi socialarbejdere i mange tilfælde fordømmer de unge hurtigt og via vores kropssprog udtrykker overfor de unge at det er intet andet end ballademagere. Dette kropssprog kan føre til noget voldsomme konflikter, og det øjeblik der opstår disse konflikter i ungdomsgrupperne giver vi de ung skylden.

Uanset om det er udlænding eller dansker, kræver det at vi er vågne og hurtige til at opfatte disse signaler ( tro på mi ). Det er ikke nok at snakke med de ung, man skal også være der for dem når det virkelig brænder på.Det leder mig videre til nogle artikler fra denne sommers agurke tid.

Straf og udvis dem

Det er lidt uheldigt at sommerens agurketid går ” ud over” indvandrer og flygtninge. Sidste år var det Hvidovres ulovligheder og i år er det Århus Kommunes problemer med en gruppe palæstinensere på 13-15 år. Flere politikere har beskrevet næsten som terrorister. Jeg synes det er meget uheldigt, at man som politiker, professionelle ( socialarbejder) og medierne giver udtryk for at disse unge er som velorganiserede ” terrorister”.

Her vil jeg så sige at jeg ikke overser problemer med ung indvandrer og flygtninge, selvfølgelig har disse unge også en del problemer. Jeg tror ikke at vi kan løse disse problemer ved at bringe det frem sådan i pressen. Tværtimod er vi med til at give disse unge en identitet som ballademagere.

De unge opfatter det som en sejr at blev nævnt i pressen, det er skadeligt for deres udvikling og integration i samfundet.

Vi må lære noget af historien, der er sikkert mange af os der kan huske at have læst om Warriors (ungdomsbande af indvandrer ung), de var velorganiserede og målrettede. Sådan virkede de på mange af os. Jeg har selv arbejdet med nogle at disse Warriors. Jeg var meget nysgerrig med hensyn til bandens eller organisationens mål.

Dette fik jeg nu intet svar på, de unge fortalte mig at de kaldt sig Warriors fordi de havde en del problemer her i livet. De havde nogle markante problemer: De havde ikke oplevet nogle successer her i livet, kun nederlag i deres barndom og puberteten. De har problemer med deres familier og på skolen er de flere gang blevet smidt ud på grund af deres voldsomme adfærd. De største problem for disse unge er at svare på spørgsmålene:

HVEM ER JEG, HVOR HØRER JEG TIL, ER JEG GOD NOK, KAN JEG BLIVER ACCEPTERET SOM JEG ER, SKAL JEG VÆRE LIGESOM ANDRE (DANSKERE)?

Disse spørgsmål er selvfølgelig ikke kun for indvandrer og flygtninge, dansk unge stiller sig også disse spørgsmål. Når man har en etniske kulturel baggrund og har familier problemer, så er man meget optaget af at afklare disse spørgsmål, som giver en identitets krise.

Manglende succes og ovenstående spørgsmål skaber usikkerhed og utryghed hos indvandrer og flygtning. De unge i denne situation kan i deres handlinger og social samvær med andre mennesker virker truende, og selvfølgelig er der ikke nogen af os der vil acceptere deres truende og voldelige adfærd.

Når jeg læsser i pressen hvad politikerne vil gøre med dem, og det lokal miljø og politiets holdning til de unge, kan jeg se at de har det hårdt når de møder trusler eller vegne. Disse trusler har ikke en positiv indflydelse på de unge menneskers integration i det danske samfund. Butikker i lokalmiljøet har stor billeder af indvandrer og flygtning i deres baglokaler, de checker hvergang en indvandrer eller flygtning går ind i butikken.

Politiet stopper unge og spørger efter kvitteringer for det ny tøj eller sko de har på. Fremskridts partiets byråds medlemmer vil have at de skal udvises af landet. Nogle Socialdemokrater vil ikke udvise dem, men lav kontrakter med deres forældre. Disse kontrakter går ud på at sætte de unge (over 15 år ) i fængsel hvis de begår kriminalitet en gang.

Når de unge vil være med i det social og kulturelle liv i byen, bliver de afvist på grund af deres nationalitet. Disse unge opsøger jo netop social fællesskab for at mærke at de bliver accepteret blandet deres kammerater og samfundet.

Det har problemer i deres familier, hvor de ikke får den opbakning de har brug for, så opsøger de istedet kammeretsskabgrupperne i håb om at de få denne opbakning her. Når disse unge så også bliver afvist her, må de jo reagere på en eller anden måde. Deres voldelige adfærd gøre dem jo så synlige i samfundet og familien. Så bliver der lagt mærke til dem.

Jeg sætter et stort spørgsmål ved lokalmiljøet og politikernes holdning til en sådan gruppe unge, hvilken forventning kan de have til de unges integration ?Mennesker kan ikke integreres i et samfund via nogle umenneskelige konsekvenser af de unges disintegrations problemer, integration kræver at børn og unge har successer her i livet og ikke mindst at vi accepterer hinanden.

Hvordan gør man det?
De kræver at man fra politikernes side viser interesse i at forsøge at løse de unges problemer i de eksisterende institutioner. Hvis disse institutioner ikke kan løft disse opgaver, så må man forsøge med utraditionelle pædagogiske metoder.Her må det ikke overses at mange professionelle folk mangler pædagogisk værktøj i arbejdet med gruppen. Her vil jeg illustrere med et citat fra Børn og Ung nr. 32, hvor en klubmedarbejder udtaler således : “Klubområdet ved alt for lidt om arbejdet med udenlandske ungdomsgrupper, der har problemer..” Kommunerne må se i øjene at de professionelle har bruge for uddannelse, hvis de skal være med til at løse disse problemer.

Når man skal løse disintegrationsproblemer er det tit man nedprioriterer fx. den tosproglige pædagog eller lærer. Det har en stor betydning med tokulturel pædagogik, det gør det nemmere at bygge bro mellem børn og unge og deres forældre. Som forældre til disse børn har man tit stor skyldfølelse og følelsen af at man ikke har sat børnene på det rette spor. Tværtimod er de unge blevet en belastning for samfundet.Det kræver at man finder en helhedsløsning, der strækker sig til hjemmet også. Den skyldfølelse forældrene har skal også bearbejdes for at give en varig løsning på problemerne.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar