På forsiden af Børn & Unge nr.12 var en artikel om arbejdet i en børnehave i Ishøj med tosprogede børns sprogtilegnelse. Jeg er enig i, hvad der skrives om handleplaner for tosprogede børns sprogudvikling ud fra indsigt i børnenes kulturelle baggrund, og jeg vil i dette debatindlæg forsøge at sætte fokus på tosprogede børns sprogtilegnelse og deres sociale integration.
Pædagoger som arbejder med tosprogede børn mener ofte, at pædagogikken er det eneste middel til tosprogede børns integration, men jeg mener, at pædagogik er et af flere hjælpemidler. Jeg vil her nævne nogle forhold, som jeg mener er afgørende for integrationsprocessen. I medierne omtales ofte, at nogle familier lever med en konstant generationskonflikt, og at familiemedlemmer bekæmper hinanden for at få deres holdninger igennem.
Mit kendskab til disse familier viser, at hverken børn eller forældre har det nødvendige overskud til at kunne klare sig i samfundet, men en del af disse familier er ikke særligt modtagelige for hjælp udefra. Ofte er børnene ikke i stand til at tilegne sig faglig eller sproglig viden, fordi der er uro i hjemmet. Nogle forældre ser imidlertid ikke dette som et problem. Jeg mener det er nødvendigt, at frontmedarbejderne/pædagogerne samarbejder tæt med forvaltningen om at få kontakt til familierne og yde støtte, rådgivning og evt. behandlingstilbud for at minimere konflikterne.
I min undervisning af etniske forældre møder jeg ofte krav om oplysning og viden om børn, unge, samfundet, og redskaber til at håndtere konflikter i familien. Forældrene er altså meget interesseret i at få undervisning heri. Og her spiller en god social og arbejdsmæssig baggrund en afgørende rolle. Det vil sige, når børn oplever tryghed i familien, når familien har det godt i lokalsamfundet, vil det have en positiv indvirkning på deres trivsel.
Handleplanerne for tosproget stimulering er gode nok, men har pædagoger som frontmedarbejdere de nødvendige faglige og personlige forudsætninger for at støtte disse børn og deres forældre i integrationsprocessen. Man skal ikke generalisere, men på papiret findes mange fine handleplaner og overordnede pædagogiske mål for disse familiers integration og sprogtilegnelse. Desværre kun på papiret, og i sidste ende må børn og unge betale prisen for pædagogernes utilstrækkelighed.
Men hvorfor er vi ikke er gode nok til at håndtere tosprogede børn. Måske fordi pædagogerne i deres grunduddannelse ikke får nødvendig viden om etniske grupper, eller fordi pædagogiske læreanstalter ikke har et fælles mål for arbejdet. Og hvis de endelig har et mål, så drukner det ofte i interne stridigheder.
Og hvem betaler så igen: Børnene!
Man bør derfor ikke bruge tid og energi på fine planer, som ikke kan føres ud i livet, ej heller på interne stridigheder, men arbejde seriøst på at skabe en dialog mellem forældre og institution, som kan føre til en god social integration.
Hverken jeg eller pædagoger/ledere kan løse problemerne omkring den sproglige integration, men vi kan i fællesskab hjælpe forældrene til at forstå, hvad målet for arbejdet er nu og på længere sigt. Vi må inddrage andre instanser, som er relevant for pædagogisk arbejde med tosprogede børn, for at skabe de nødvendige muligheder for disse børn, således at de og familien bliver en del af det lokale og det globale samfund.
