Jeg er ivrig debattør på Facebook, hvor jeg har engagerede venner med holdninger til børns sprogtilegnelse og til social integration af etniske minoriteter. For mig er det en berigelse, når vi har forskellige holdninger til sociale, kulturelle og samfundsmæssige emner, idet vi mennesker udvikler os ved at møde forskellige holdninger. Forskelligheden er for mig en styrke for vores samfundsudvikling, forskellighed er en berigelse.   I forhold til børns tilegnelse af det danske sprog har flere aktører et ansvar, som de ikke kan komme udenom. Her tænker jeg i rækkefølge på forældre, politikere, børne- og ungdomsinstitutioner, uddannelsessteder og arbejdsmarkedets parter. Disse aktører har et fælles ansvar for at skabe menneskeværdige vilkår for børn, unge og forældrene selv.

Jeg mener, at både forældre og andre aktører på sin vis gør en indsats for, at børn tilegner sig sprog og bliver en del af fællesskabet, fuld respekt for dem. Men jeg oplever gang på gang børn og unge, som både via deres primære og sekundære socialisering bliver udstødt af familien. Faglige og sproglige forhold er bl.a. medvirkende til, at nogle børn bliver marginaliseret i en tidlig alder, så de har svært ved at finde deres ståsted på en uddannelse eller på arbejdsmarkedet.

Tiden ikke til lange manifester

Tiden er efter min mening ikke til lange intellektuelle eller politiske manifester, hvor man taler og undersøger disse børns og unges marginalisering på alle leder og kanter. Jeg har intet imod, at vi diskuterer, drøfter og problematiserer sprogtilegnelse og social integration, men jeg er ked af rundt omkring at se en del steder, hvor der findes ambitioner hos forældre og institutioner, men hvor de af flere grunde ikke lever op til egne ambitioner på deres børns og unges vegne.   Derfor vil jeg have, at alle oven for nævnte aktører i fællesskab tager ansvar for børnenes sprogtilegnelse og sociale integration med henblik på at være en del af fællesskabet og blive aktive globale samfundsborgere.

Jeg har set en del børn og unge betale en væsentlig pris for forældrenes og andre aktørers manglende samarbejde. Det har alvorlige personlige, faglige og menneskelige omkostninger, når meget unge mennesker fx havner hos politiet eller endda kommer i fængsel.

Vores børn er ikke født med, at de ikke kan lære sprog og uddanne sig. Jeg er overbevist om, at hvis vi som samfund vil være med til at skabe menneskeværdige vilkår, og forældrene påtager sig deres ansvar uden at lægge skylden på børnene, vil mange børn være i stand til at kunne sproget, når de starter i skole. Det forebygger marginalisering, og børnene bruger deres tid i skolen i stedet for hos politiet eller i fængslet.

I arbejdstøjet

Derfor skal vi trække i arbejdstøjet for at forebygge marginalisering og for at skabe menneskeværdige vilkår for vores børn og unge.

• Politikere og kommunalforvaltninger skal være med til at skabe vilkår, så fx de professionelle får bedre uddannelsesmuligheder. Som det er i dag, kæmper pædagoger og lærere ofte indbyrdes om de få økonomiske ressourcer til kurser og efteruddannelse.
• Bedre normering og vilkår i de pædagogiske institutioner, så der bliver tid og mulighed for, at også børn med særlige behov fx tilegner sig det danske sprog.
• Vuggestuer, børnehaver, skoler og andre uddannelsesinstitutioner skal kigge på deres organisation samt pædagogik og undervisning til børn med anden etnisk baggrund. I takt med samfundsudviklingen skal disse institutioner tilpasse sig deres brugeres behov og udvikle ny pædagogik og undervisningsmetoder, der kan rumme og inkludere disse børn frem for at udstøde dem.
•  Forældrene skal med professionel hjælp gøres bevidste om deres rolle og ansvar, lige fra graviditeten begynder.
• Forældrene skal bevidstgøres om, at deres manglende ansvarstagen og fravær som rollemodeller har betydning for deres børn, som fx bliver marginaliseret, hvilket har store konsekvenser.
• Se på helheden i familien. Nogle forældre har af flere grunde brug for ekstraordinær indsats, før de kan tage vare på deres børn.
• Forældre skal via forskellige kanaler bevidstgøres om børne- og ungeinstitutionernes betydning for deres børns sprogtilegnelse.

Vejen til nogle af ovennævnte ting er konstruktiv dialog mellem de forskellige aktører, en målrettet indsats og løbende kvalitativ evaluering af de igangsatte projekter.