Der er en dyb kløft i mellem højskolerne og de etniske minoriteter. Denne kløft er der bl.a., fordi højskole for gruppen er lig med universitet, da mange i gruppen i deres oprindelige hjemlande kun kender den form for højskoler, som netop er lig med universiteter. Derfor svarer en stor del af den etniske minoritetsbefolkning: Nej, jeg vil ikke på højskole. De opfatter simpelthen en højskole som et universitet.
En af de dybe grøfter mellem højskolen og de etniske minoriteter er problematikken proces- og produkt-tænkning. Højskolen lægger megen vægt på processen med følgende værdier: dialog, ligeværd, samvær og respekt , som ses som havende væsentlig betydning for individet og for gruppers sociale relationer og ikke mindst for individets selverkendelse og selvindsigt vedrørende egne styrker og svagheder. Via sociale relationer udvikler vi os, er højskolens budskab.
Etniske minoriteter, især fra mellemøstlande, er produkttænkende i deres skolebillede:
Hvis de skal på skoler, herunder højskoler, så vil de tænke:
Hvad bliver jeg af at gå på højskole Dvs. om de bliver uddannet til noget. Mit svar: de bliver ikke uddannet til noget, men det er klart, at processen og højskolens værdier kan være med til at fremme den personlige udviklingsproces og på længere sigt føre til et produkt, hvis individet vil gøre en indsats.
Via min brede kontakt til etniske minoriteter ved jeg, at der ikke er ret mange, der tager på højskoleophold, af årsager som beskrevet ovenfor. Gruppen ved ikke ved nok om højskoler, og højskolernes agitatorer har en lang vej at gå endnu , for det er endnu ikke lykkedes at gøre højskoletilbudet synligt blandt etniske minoriteter.
Hvis vi skal få grupperne til at interessere sig for højskolerne, er det min overbevisning, at højskolernes agitatorer snarligt skal finde ud af, hvad de vil gøre for at komme i virkelig kontakt med disse grupper. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, men det kræver en enorm arbejdsindsats og vilje fra højskolernes side.
Jeg skal beskrive en højskolemodel, som viser, at det kan lade sig gøre.
I 2002 tog SSP Indre Nørrebro initiativ til at iværksætte pilotprojektet Familiehøjskole for kriminalitetstruede etniske familier. Jeg var tilknyttet denne højskole som supervisor for forstanderen, og som underviser – sammen med mange andre – vedrørende forskellige emner for forældrene i projektet.
Familiehøjskolens ånd er højskoletraditionens, og der blev lagt vægt på dialog med familierne og især – deres børn. Det var en succes på alle ledder og kanter. Både børn, unge og ikke mindst deres forældre viste kæmpeinteresse; og det gik op for mange familier, at højskolen havde stor betydning i forhold til deres familieproblemer – og de blev klar over, at det ikke var et universitet.
Det handler om på alle måder at få kontakt til grupperne og starte oplysningskampagner. Familiehøjskolen er et tydeligt eksempel på, at gruppen kunne bruge højskoletanken i det øjeblik, vi blev tydelige med vores tilbud.
Kontakt og tydelighed vil få mange til at vise interesse for højskolen.
