Vi lever i en verden, hvor der ikke findes noget sted, hvor mennesker kan leve trygt. Der er altid en snert af frygt for, hvornår terroren slår ned der, hvor du lever. Det er temmelig ubehageligt at leve med denne frygt, og der er ingen som kan give os sikkerhed for, at terror ikke rammer os, lige her.
Ordene i overskriften hører jeg efterhånden ofte blandt etniske unge. De unge oplever i forskellige sammenhænge at mennesker, enten bevidst eller ubevidst, sender signaler til dem om, at “nå ja, du er bare en af de der muslimske terrorrister”.
Dette indlæg er affødt af mine første tanker, efter at jeg hørte om anholdelserne i Vollsmose. Der har været flere, som dels undrede sig over, hvordan de unge får sympati for ekstremisme. Desuden undrer jeg mig over hvordan børnene i familierne tackler politiets aktion og anholdelserne.
Hvad angår det første, så er der nok mange årsager til at unge kan vise sympati for ekstremistiske grupper. Min erfaring viser at en af årsagerne kan være de unges boligsituation, at de lever i en ghetto. En anden årsag kan som nævnt være deres møde med den danske befolkning, hvor de ofte oplever at være uønskede. Her tænker jeg primært på den muslimske gruppe. Mange af dem forsøger via uddannelse at komme ind på arbejdsmarkedet, men mange bliver desværre sorteret fra alene pga deres navn.
Også de unge, som nu oplever krige i deres hjemlande, f.eks. i Irak og Afghanistan, og sidst krigen mellem Hizbollah og Israel, kan også medvirke til at nogle unge, som bor her i Danmark, føler at USA og den vestlige verden er imod dem. Deres hjemland bliver besat og deres religion bliver ikke respekteret, men udråbt som ekstremisme.
Når disse unge hører og ser dækningen af begivenhederne i TV fra deres hjemland, som mange kan se her i Danmark via parabol, får nogle af dem sympati for ekstremisme, til dels fordi de, når de også ser dansk TV´s udlægning af historien, hører meget negative udtalelser fra danskepolitikere. Disse forskellige udlægninger af begivenhederne er efter min mening med til at mange unge bliver forvirret i forhold til deres position her i landet, de ved ikke hvor de hører til, de befinder sig i et tomrum, et vakuum.
Og så vælger nogle altså at opsøge de ekstremistiske grupper. Det vil sige, unge som oplever deres liv som en fiasko her i landet, opnår via de ekstremistiske grupper en form for kraft og styrke, og de er således nemme ofre for ekstremistiske ideologier.
Det er derfor vigtigt, at vi på alle måder forsøger at minimere de unges tilstrømning til ekstremistiske grupper. Vi bør se nøjere på vores boligpolitik, socialpolitik og arbejdspolitik, og reflektere over vore meningsdanneres sprogbrug og syn på og holdning til de muslimske grupper her i landet.
Jeg mener at meningsdannernes udmeldinger ofte er meget forud indfattede og dette kan have negative konsekvenser både for den danske befolkning, men specielt for den etniske del af befolkningen, som på ingen måde føler sig anerkendt som ligeværdige samfundsborgere her i landet. Ligeledes mener jeg vi bør se frontpersonerne i kortene, dvs de professionelle der dagligt har med børn og unge at gøre i de ikke etnisk danske familier, og sikre at disse er i stand til at gøre noget ved faresignalerne for at forebygge en interesse for ekstremisme.
En anden ting, jeg også tænker på i forbindelse med anholdelserne er, at der er en del uskyldige børn og andre familiemedlemmer, som har et stort behov for at myndighederne nu tager hånd om dem. Disse uskyldige “bipersoner” kan føle skam eller angst for at møde andre jævnaldrende, og de kan føle at omverden ser på dem som terrorrister, fordi deres far eller bror er blevet anholdt.
Jeg mener det kræver en akut indsats fra myndighedernes side, at man bør henvende sig til disse familier og forsøge at hjælpe og støtte på bedst mulige måde. Alle er måske ikke lige modtagelige for en akut indsats, men det er vigtigt at der hurtigt tages hånd om børnene og de unge i familierne.
Afslutningsvist vil jeg sige, at vi bør kæmpe for et rummeligt samfund, for gensidig respekt for hinandens kultur, og se forskellighed som en udfordring og ikke sætte alle mennesker i én bås, f.eks. at alle muslimer pr. definition er terrorrister. Jeg er af den overbevisning, at en stor del af disse unge har potentialer, som vi har meget brug for i vort samfund, og vi bør sikre at alle, både forældre og professionelle, uanset etnisk baggrund eller religiøs overbevisning – virkelig er sig deres ansvar bevidst.
