Først har jeg brug for at give mit bud på, hvem der bliver kaldt imam. Som jeg forstår det, har personer, der kalder sig imamer, ikke en teologisk eller akademisk baggrund. Jeg skal ikke udelukke, at nogen har en teologisk uddannelse fra deres hjemland, men som bekendt er der ingen uddannelse for imamer her i Danmark.

De, der bliver kaldt imamer, kender til islamisk religion og har læst koranen. Måske leder de en gruppe mennesker til bøn. Groft sagt kan alle, der har læst koranen, kender til muslimsk religion og måske har ledt en stor gruppe til bøn, kalde sig imam uden at have en uddannelse.

På det sidste har medierne fortalt, at nogle såkaldte imamer er blevet inddraget af nogen, der har bedt om hjælp med at løse problemer af fx økonomisk art, hvor nogen har lånt en stor sum penge og ikke har kunnet enes om, hvordan de håndterer deres indbyrdes konflikter om pengene eller interne familieproblemer.

Det tankevækkende er, hvem der lader imamerne blive involveret?

Uden at jeg kender til nogen af parterne, er jeg overbevist om, at det er den ældre generation, selvom jeg ikke skal udelukke muligheden for, at nogen i de yngre generationer lader imamer løse deres interne stridigheder.

Ville aldrig foregå i Tyrkiet

For mig er det enormt tankevækkende, hvad der sker for disse mennesker. De problemer, jeg har hørt om, er af kompliceret karakter. Det er ikke en opgave for en imam. Efter min mening virker disse familiers handlinger primitive. Jeg kender til forholdene i Tyrkiet, og der ville ingen familier med lignende problemstillinger involvere en imam. Jeg tror heller ikke, at nogen imam i Tyrkiet ville lade sig involvere i lignende problemstililinger, da det ville have juridiske konsekvenser for dem i Tyrkiet.

Ud fra det, jeg hører i medierne om imamers indblanding i sager af kriminel karakter, vil jeg kalde det primitive handlinger, der ikke hører til i et demokratisk samfund. Jeg vil hellere opfordre disse familier, eller dem, der er tæt på familierne, til at lade de forskellige instanser tage sig af disse problemer. Jeg mener, det slet ikke har noget med imamer at gøre.

Familieproblemer mener jeg heller ikke er en imams bord. Jeg finder det respektløst, når såkaldte imamer blander sig i familieproblemer, da deres indblanding kan have alvorlige konsekvenser for dem, der henvender sig til imamen.

I forbindelse med min familiebehandling oplever jeg indimellem, at nogle familier vil trække på imamer i forhold til et familiemedlem med psykiske problemer eller en ung på vej ind i det hårde kriminelle miljø.

Imamer i forhold til familieproblemer

Hvis et familiemedlem er i psykiatrisk, psykologisk eller terapeutisk behandling, og familien vil forsøge at inddrage en imam, gør jeg det tydeligt, hvor min grænse går. Jeg gør det klart, at jeg respekterer familien og imamen, men at arbejdet med familiemedlemmet intet har med imamen at gøre. Hvis familien insisterer, fortæller jeg dem om konsekvenserne for det familiemedlem, som er i behandling, og det får familierne til at undlade at inddrage imamen i behandlingen.

Jeg har også oplevet, at nogle familiemedlemmer vil løse unges indblanding i kriminelle miljøer ved at inddrage imamen. Jeg arbejdede med at få den unge til selv at komme til en erkendelse om at trække sig fra den kriminelle gruppe, og familien ville løse det ved fx selv at true eller få nogen i netværket til at få andre til ikke at true den unge, jeg arbejdede med.

Jeg gjorde det meget klart, at jeg ikke ville være med til deres løsning, fordi det var en politisag. Derfor ville jeg have den unge og gruppen til at henvende sig til politiet, så politiet kunne undersøge sagen. Selvom det var en udfordring, lykkedes det at få både forældre og den unge til at gå til politiet. Den unges henvendelse til politiet havde alvorlige konsekvenser for andre i det kriminelle miljø, da de kom i fængsel, men både familien og den unge kunne leve med det.

Skal ikke agere politi

Kunsten er her, at nogle myndige personer tæt på de familier, der efter min mening vælger primitive løsninger på alvorlige problemer, skal fastholde, at de skal bruge myndighederne og ikke vælge amatøragtige løsninger.

Imamer skal forholde sig til deres rolle som imam og deres kompetencer som religiøs leder. De skal ikke agere politi, psykolog eller psykiater osv. Imamers optræden kan efter min mening have alvorlige konsekvenser for familier med problemer.

Jeg mener, at de, der bruger imamer eller selv vil løse komplicerede problemer, er en gruppe uden for fællesskabet. Her mener jeg, at vi har et fælles ansvar for at arbejde på forskellige fronter og ikke mindst samarbejde med disse grupper, så de kan komme ind i fællesskabet og løse deres komplicerede problemer på demokratisk vis.