I disse dage er emnet ungdomsproblemer igen på politikernes og mediernes dagsorden i forbindelse med sidste års grove vold blandt ungdommen, og regeringen har nedsat en ekspert gruppe. Denne gruppe skulle komme med nogle løsningsforslag i forbindelse med disse voldelige ungdoms gruppers problemer.
Ekspertgruppens rapport blev offentliggjort af justits- og socialministeriet fredag den 01.02-2001. Fremover skal primært domstolen afgøre hvad der skal ske med de voldelige unge. Jeg er ikke tilhænger af, at primært dommerne skal afgøre hvilke konsekvenser de unges handlinger skal have. Jeg er mere tilhænger af, at de sociale myndigheder skal have ansvaret for, hvad der skal ske med disse voldelige unge, selvfølgelig i samarbejde med dommerne.
Hvorfor de sociale myndigheder. Det er fordi, det er dem, der har indsigt i disse unge problemer helt fra de begynder i institutioner, f.eks. vuggestuen, børnehaven og skolen. Jeg vil have, at professionelles pædagogiske erfaringer med disse unge bruges i forhold til forvaltningernes og dommernes handlinger i forhold til nye tiltag.
Men desværre
Vi er generelt gode til at stemple unge som et problem. Især når det handler om etniske unge, er vi meget hurtige til at komme med vores forskellige meninger og stemple dem som utilpassede, voldelige osv. Ofte glemmer vi omverdenens del i f.eks. etniske unges problemer. Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg læste en artikel i Politiken søndag den 04.02.2001 om den landsomtalte begivenhed i Odense Kommune.
I juli sidste år sørgede kommunen for, via et privat firma Q-Courage, bestående af blandt andet soldater fra jægerkorpset samt politifolk, at tilbyde 9 etniske unge i alderen fra 13 år en tre ugers rejse til “udlandet”, dvs. en naturoplevelse i Sverige. Allerede efter to uger skrev landets aviser, blandt andet BT: “Nu hopper de på deres egne pædagoger”, og mange andre overskrifter og omtale.
Da vi læste om begivenheden omkring den gruppe, var vores umiddelbare reaktion, at disse unge skulle straffes. Det kan ikke være meningen, at de skal slå deres pædagoger. Uden vi tænker over bagsiden af medaljen. Om det var pædagoger, de unge kom op at slås med eller nogle fra den private virksomhed, er det efter min mening en planlagt provokation, at disse drenge nu skal stemples som ballademagere.
Og ikke nok med det. Firmaets medarbejderes handling overfor disse drenge var med til psykisk at presse og presse drengene til at slås med dem, for at fremstille drengene som voldsmænd for en dommer.
Var det en luksusrejse?
Jeg er glad for, at Politiken gravede dybt i den udlandsrejse, som Odense Kommune arrangerede for de etniske unge. Vi synes ofte, at en udlandsrejse er som en luksus belønning for kriminelle unge. Odense Kommune arrangerede via et privat firma et vildmarksfængsel for disse unge. En massiv psykisk, verbal og fysisk demonstration fra firmaets medarbejdere resulterer i, at disse drenge når til smertegrænsen, uanset hvad der sker med dem.
De vil enten, enkelt- og gruppevis, stå imod Q-Courage medarbejdernes umenneskelige handlinger. F.eks. at de ikke må tale deres modersmål. I den forbindelse foreslog en af instruktørerne fra firmaet, at drengene skulle i vildmarksfængsel som en løsning på de unges modstand imod dem.
I artiklen står således at: “drengene skal i vildmarksfængsel – dvs. at soldaterne tager en dreng hver og slæber dem dybt ind i skoven og holder dem isoleret der, indtil turen er over”. Da en af kommunens medarbejdere reagerer på deres løsning til håndtering af konflikten med disse drenge, er svaret fra Q-Courage’s medarbejder således:
“Vi bliver betalt for at løse denne opgave, og man kan naturligvis ikke betale folk for at udvise kærlighed”.Hold op med at tænke og tro på at vi kan løse disse drenges problemer f.eks. via et vildmarksfængsel eller andre former for straf. Det er spild af samfundets økonomiske midler at hyre sådan nogle private firmaer, som efter min mening er langt fra menneskelige.
Efter mine års arbejde med socialt udstødte drenge viser disse drenge, at nogen af dem møder hård fysisk straf i deres egen familie. En stor del af disse drenges forældres kan ikke have, at deres drenge er indblandet i vold eller kriminelle handlinger. Ofte komme forældrenes afmagt til udtryk i fysisk afstraffelse. Dvs. nogle af drengene har oplevet straf og militær disciplin i deres egen familie.
Effekten af hård straf er efter min mening, at vi står med nogle unge, som af gode grunde har en stor mistro til voksne, uanset om det er en af deres egne eller en dansker. Inden forskellige store pædagogiske tiltag, har vi ikke fundet ud af, hvordan vi kan etablere menneskelig relationer til dem. Så længe vi ikke er i stand til at etablere en relation til disse drenge, vil vores pædagogiske initiativer altid ende i negative resultater.
Jeg er af en anden overbevisning
Jeg mener ikke, at disse drenge skal overbeskyttes. Nej, selvfølgelig skal der være konsekvens og handling bagved handlingerne overfor dem. Men vores handlinger virker kun, hvis drengene “hører vores hjerte banke for dem”. Dvs. selv om de har dummet sig, skal vi som forældre og professionelle være i stand til at tilgive dem og starte på en frisk ud fra det menneskesyn, at vi anerkender dem som individer.
I mine mange års arbejde med socialt udstødte grupper har jeg i perioder oplevet voldsomme konflikter med drenge, hvor de har forsøgt at slå mig i hovedet med en jernstang eller en kniv lige i ansigtet. Selvfølgelig er det ikke rart at blive udsat for dette. Lige i situationen vil jeg ikke udelukke at være afvisende overfor disse drenge, f.eks. at de skulle straffes. Men efter jeg har bearbejdet disse konkrete situationer, lykkedes det for mig at arbejde med disse drenge igen.
Disse drenge har i dag et normalt liv. Hver gang vi taler om de ubehagelige situationer, jeg blev udsat for af dem, får de tårer i øjnene.Det kræver meget af os professionelle, der arbejder med dem. Mit sidste råd til kommunerne er, at i stedet for at investere i private firmaer, skulle de hellere investere i egne institutioner, hvor medarbejderne bliver opkvalificerede til deres arbejde.
