I vores daglige pædagogiske arbejde møder vi professionelle familier med store vanskeligheder. Af forskellige grunde har nogle af disse familier ikke det nødvendige overskud til at tage fat på konflikterne omkring deres børn og unge og dem selv. Konflikternes art kan være store såvel som små.
Det kan være fagligt, socialt eller skolemæssigt, og det kan være følelsesmæssige konflikter mellem forældre og børn.
Hvis forældrene og øvrige familiemedlemmer kunne bestemme, ville de hellere i dag end i morgen løse de konflikter, der berører deres familie. Men nogle af familierne er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at løse deres konflikter.
Disse familier mødes med os professionelle af forskellige grunde, og der kan være mange forklaringer på, at de ikke prioriterer deres problem. Det kan f.eks. være, at disse familier oplever, at omverden og vi professionelle negligerer dem, dvs når vi hører om deres konflikter, mener vi at det ikke er de helt store problemer, og så stempler vi disse familier som nogen, der primært er optaget af problemer og konflikter.
Dette kunne være en årsag til at disse familier og unge ikke siger højt, hvad det er, der gør ondt på deres sjæl.
Selv om familier og unge forsøger at forklejne eller skjule deres konflikter for omverden, viser mine pædagogiske og terapeutiske erfaringer, at når man har lært dem at kende, så kan de ikke skjule deres konflikter.
Deres samvær med andre familier og unge viser tydeligt, at disse familier og unge kæmper med mange konflikter. Kendetegnene ved deres reaktionsmønster er, at de enten er stille og tilbageholdene eller de overreagerer på det mindste, eller at de i sociale relationer er enormt
opmærksomhedskrævende.
Disse reaktioner kan fortolkes på mange måder af os professionelle, og vi leder efter forskellige forklaringsmodeller, og ikke mindst bruger vi enorm megen tid på enten at drøfte det eller skrive side op og side ned om familier, børn og unges reaktion og handlemønster.
På samme tid stilles flere og flere krav om dokumentation og beskrivelse af det professionelle arbejde og jeg er enig i, at vi skal drøfte det og skrive om det, men jeg er ikke tilhænger af, at vi i vore pædagogiske institutioner skal bruge uendelige medarbejderressourcer på at tale og skrive om disse familiers og unges konflikter.
Jeg er tilhænger af, at vi skal stille skarpt ind på det, vi oplever og hurtigt afklare hvad der er de egentlige problemer for disse familier, og i fællesskab i personalegruppen eller med vores øvrige samarbejdspartnere finde fælles fodslag på det, som vi ser og observerer. Ellers drukner vi hinanden i professionel snak.
Og i mange sammenhænge ender det hos professionelle med en afmagtsfølelse ved at se, at konflikter hos børn og unge og deres familie ikke løses. Her mener jeg, at den enkelte professionelle har ansvar for de lange og uendelige snakke om problemerne.
Frontmedarbejderen bør hurtigt melde tilbage til sit bagland, her tænker jeg på ledelse og øvrige medarbejdere, og ikke mindst andre aktører, som er en del af det professionelle netværk omkring den konkrete familie.
Jeg vil i det følgende slutte med en kort case, som viser hvordan vi i fællesskab kan håndtere en kompliceret familiesag.
Det handler om et etnisk ægtepar med et langt og konfliktfyld familieforhold. Grov vold i familien endte med, at kvinden søgte professionel hjælp til bl.a. beskyttelse imod mandens grove voldshandlinger. Der var en del usikkerhed om, hvorvidt kvinden kunne profitere af terapeutiske samtaler, og om hun kunne motiveres til at tage imod de professionelles tilbud.
Kvinden mente selv, at hun ikke kunne sove, og hun havde ondt overalt, og hun var af den overbevisning, at lægelig behandling og medicin ikke hjalp. Men hun var ikke er bekendt med, at psykologiske og terapeutiske foranstaltninger kunne hjælpe hende.
Der blev iværksat et tæt samarbejde med undertegnede, som har kendskab til kvindens kultur, og det var medvirkende til at motivere kvinden for at tage imod tilbud om psykologisk og terapeutisk samtalebehandling. Jeg var dog i begyndelsen i tvivl om, hvorvidt kvinden i hendes krisetilstand kunne profetere af den terapeutiske samtalebehandling.
Efter en periode med terapeutisk samtalebehandling og et tæt samarbejde med forvaltningen, og ikke mindst inddragen af det private netværk, var det tydeligt, at hun profiterede af tilbudet, og hun nåede rimeligt langt med de ting, som hun havde kæmpet med. I dag ser vi en mor, der tager hånd om sit og børnenes liv og er i gang med en uddannelse, og der er en positiv udvikling i forhold til børnene og hendes egen sociale integration.
Nøglen til denne mors positive udvikling er at skabe en hurtig dialog med hende ved at præsentere hende for støttemulighederne, således at hun hurtigst muligt vil kunne tage vare på sit og børnenes liv. Og det lykkedes.
Hovedaktørerne i denne proces er mor og sagsbehandler – og det private netværk. Når processen har forløbet kan denne beskrives, men beskrivelsen må ikke prioriteres højere end interventionen.
