I Tilst ved Århus stak en 14-årig med mellemøstlig baggrund i fredags en 41-årig mand ihjel. Dansk Folkepartis reaktion var, at den kriminelle lavalder skulle sænkes til 12 år. En rådmand i Århus rejste kritik af måden, hvorpå de sociale myndigheder har håndteret den unge.

For mig er Dansk Folkepartis holdning umenneskelig. Man bør ikke sætte børn og unge bag tremmer. Hvis partiet tror, det er løsningen på unges brutale adfærd, mener jeg, at det er lige omvendt. Straf og fængsling skader unge mere, end det gavner.

Jeg kender ikke den konkrete unge og hans familie, men ud fra mit pædagogiske arbejde med unge, og især med familier fra Mellemøsten, forestiller jeg mig, at forældrene har mistet indflydelsen på den unge. Det kan have mange årsager, for eksempel kan forældrene have krigstraumer eller psykiske lidelser.

Forældrene kan også have opgivet deres rolle som forældre og opdragere. Selv om de drømmer om en god fremtid for den unge, og de har forsøgt at lede deres barn på rette vej, kan det være mislykkedes. Forældrene sidder så tilbage med følelsen af fiasko, fordi de ikke magter at opdrage deres barn.

Forældrene føler skyld over den uskyldige mands tabte liv, og deres egne liv er ødelagt, fordi deres barn er blevet morder i en ung alder.Hvad kunne myndighederne have gjort for at undgå den brutale handling? De har uden tvivl forsøgt at støtte den unge, men han er ikke blevet morder eller et problem, fordi han er blevet 14. Min erfaring med lignende unge er, at de fra fødslen viser tegn på, at de er i familiære netværk, som kan blive problematiske.

Mit spørgsmål er: Hvad gjorde myndighederne i den tidlige alder for at forebygge problemer og hjælpe forældrene til at støtte deres barn med de ressourcer, de måtte have?
Når sociale og andre myndigheder sætter foranstaltninger i gang for unge, bør de være målbare og konkrete. Men hvad der skal ske, og ikke mindst hvordan og hvilke metoder der skal til, ambitionsniveauet og så videre forbliver måske på et abstrakt plan.

Socialarbejderne bruger tid på møder, notater og undersøgelser af den pågældende og lignende unge. Rådmanden lod forstå, at støtten var utilstrækkelig. Fra et overordnet perspektiv har det set ud til, at foranstaltningerne fungerede.

Men havde nogen af dem, der arbejdede med den unge, dybere kontakt til ham i det daglige, pædagogiske, praktiske arbejde?

Kendte de hans frustrationer Så de på hans rolle i og samspil med familien. Fungerede han i andre sammenhænge, fx skole og klubber. Med klare pædagogiske metoder og tydelige voksne vil den unge lytte til de voksne. Det er en måde at støtte et ungt menneske.

Jeg tror, nogle voksne har ment, de havde fat i den unge. Men især etniske unge udvikler særlige handlemønstre over for de voksne, der arbejder med dem. I situationen siger og gør de ting, de tror, vi vil høre og se. Man bør derfor kræve, at voksne, der arbejder med sådanne unge, skal have specifikke kulturelle, pædagogiske og psykologiske kompetencer, så de kan gennemskue de unge og deres handlemønstre. På den måde kan man tidligt konfrontere de unge med deres falskhed.

Med ægthed, konfronterende stil og specifikke kompetencer kan de voksne påvirke de unge til en hensigtsmæssig udvikling.
Jeg tror ikke, vi kommer til at leve i et samfund helt uden brutale handlinger fra unge. Men jeg tror, at vi med en tidlig, målrettet og professionel helhedsindsats med specifikke faglige og personlige kompetencer kan være med til at påvirke unge positivt og forebygge brutale handlinger.

Jeg vil opfordre de sociale og andre myndigheder til at være langt mere præcise med handleplanerne ved pædagogiske tiltag over for disse unge. De professionelle er i stand til at påvirke de unge, men det kræver, at forvaltningen, lederen af foranstaltningerne og medarbejderne skal arbejde tæt sammen i stedet for at bruge tid på at skrive notater og holde møder.

Gå hellere direkte efter målbare pædagogiske resultater af de foranstaltninger, der er sat i gang. Hvis disse ikke giver positive resultater, skal man fokusere på at løse opgaven på andre måder. Det er ingen løsning, at myndigheder og forældre skyder skylden på hinanden.Ingen af os kan acceptere brutale handlinger, men tiden er ikke til at spille bold med ansvaret. Vi skal hurtigt i aktion med præcise pædagogiske tiltag og en helhedsplan for den unge og hans forældre. Et endnu bedre samarbejde mellem forskellige instanser kan være en hjælp til disse typer unge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X