Indledningsvis vil jeg tydeliggøre følgende faktorer, som er væsentlige for, at læseren at kan følge mit budskab i artiklen om misbrugere til MisbrugsPortalen.

•  Når jeg bruger ordet misbruger, tænker jeg bredt på mennesker med misbrug af bl.a. alkohol, hash og andre euforiserende stoffer.
•  Min faglige baggrund kan man læse mere om på min side www.ahmetdemir.dk. I artiklen anvender jeg en eksistentiel psykoterapeutisk tilgang til mennesker, som har en form for misbrug.
• Mit faglige grundlag for at skrive artiklen er, at jeg i mere end 25 år har arbejdet med udsatte familier, børn og unge med forskellige problemstillinger. I kan læse mere om min pædagogiske tilgang og metode i bogen Hjertet på rette sted – Socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle.

Fra fødsel til grav har mennesker et eksistentielt behov for bl.a. nærkontakt, omsorg, at have betydning for andre samt at blive set og værdsat af familien og i andre sociale sammenhænge. Ud fra mine mange års erfaring vil jeg fastholde, at uanset nationalitet, kultur, religion og politisk standpunkt har alle mennesker et varmt hjerte for deres familiemedlemmer. Men der sker noget med mennesker, der lever med en form for misbrug.

Menneskers behov

Når mennesker ikke får opfyldt deres basale behov, vælger nogen euforiserende stoffer for at dulme den indre smerte. Typisk er årsagen:

•  At man ikke oplever nærvær fra familien, fx sine forældre eller partner.
•   At man oplever omsorgssvigt.
•  At man oplever psykisk eller fysisk vold.
•  At man udsættes for fx seksuelle krænkelser.
•  At man føler, at ens familie eller sociale netværk ikke anerkender ens betydning.
•  At man ikke har meget succes i sit liv.
•  At man har mistet håbet og troen på fremtiden.
•  At man ikke kan honorere krav fra skole, uddannelse, arbejde osv.
•  At man er marginaliseret i sin egen familie og i samfundet, så man ikke føler sig som en del af fællesskabet.
•  At man føler sig ensom på mange områder i sit liv.

Familiens reaktion på misbrug

Når et familiemedlem viser interesse for euforiserende stoffer og senere udvikler en form for afhængighed eller misbrug, viser mine mange års erfaring, at familien typisk reagerer med at kigge efter grunden til misbruget.   Nogle familier mangler viden, selvindsigt eller erkendelse for at se deres egen andel i det enkeltes familiemedlems misbrug. Min terapeutiske erfaring viser, at hvert enkelt familiemedlem ud fra sin egen overbevisning forsøger at bede om hjælp.

Familien overser eller afviser ikke bevidst de tidligere nævnte basale behov. Men den er ikke i stand til at opfange signalerne fra det familiemedlem, der begynder at bruge euforiserende stoffer. Det kan bl.a. skyldes, at familien slås med interne konflikter mellem forældrene eller generationer eller generelt har dårlige levevilkår.       Når familien bliver klar over et familiemedlems misbrug, vælger nogle familier at skjule det for omverdenen. De synes, at familiemedlemmets adfærd er pinlig, og at det vil være en stor skam, hvis andre i netværket skulle høre om misbruget. Skyld og skam får nogle familier til at beskytte sig selv ved at lade som om, familien fungerer godt, men desværre har jeg været vidne til, at både voksne og unge er blevet ofre for dette, fordi støtte og hjælp fra professionelle kommer alt for sent.

Samfundet har også et ansvar…

Det skal ikke opfattes sådan, at jeg mener, at misbrug kun skyldes samfundsforhold, men det er heller ikke kun familiens ansvar, når et menneske vælger euforiserende stoffer.   Jeg vil placere ansvaret i en trekant:

•  Det enkelte menneskes eget ansvar.
• Familiens/partnerens ansvar.
•  Samfundets ansvar, dvs. socialisering, institutioner m.v.

Ud fra denne trekant mener jeg, at man kan tegne et billede af og forstå den enkelte misbrugers valg. I forhold til samfundets del af ansvaret tænker jeg på, at børn tidligt kommer i forbindelse med pædagogiske institutioner, hvor de professionelle næppe kan undgå at få øje på de svigtede børn. Jeg vil gerne rejse debatten om, hvad professionelle gør, når de får øje på svigtede børn og unge, og hvordan myndighederne tager sig af henvendelser fra de professionelle. Jeg er af den opfattelse, at vi ved en tidlig indsats kan minimere menneskers misbrug.

Uden at generalisere har samfundet en tendens til at gøre det enkelte menneske eller familien ansvarlig for misbrug. Når der ydes støtte, vælger man indimellem medicinsk behandling eller andre metoder, som ikke gavner den enkelte misbruger i den aktuelle situation.

 Det enkelte menneskes eget ansvar

Jeg har erfaring med både voksne, børn og unge med en form for misbrug. Nogle af dem havde mistet håbet, men jeg har også været vidne til, at nogle af dem, der havde mistet håbet og troen, ved hjælp af respektfuld støtte fra samfundet alligevel fik mod på selv at vise styrke til at arbejde med sig selv.   Jeg har en del gange oplevet, at den enkelte slås med skyld i forhold til forældre eller partner.

Nogen er ikke i stand til over for sine nærmeste at sætte ord på, hvordan de har det. De føler sig som en belastning for familien. Fx sagde en ung, som jeg støttede i forbindelse med et misbrug: ”Jeg synes, at alle problemer hos os, både min forældres dårlige helbred, mine søskendes problemer og al ulykke i min familie, er min skyld, fordi jeg ryger og drikker… jeg er hashoman.

Jeg ville ønske, jeg ikke var på jorden og gjorde livet surt for mine forældre og søskende.”   Dette korte citat siger meget om, hvordan den enkelte misbruger har det med sig selv og sin familie. Sådanne mennesker har svært ved at finde ro og koncentrere sig om den aktuelle støtte, de får. Derfor er et af mine budskaber, at ikke kun misbrugeren, men også netværket skal støttes.

Vi skal ikke reagere på symptomer

Når familie og samfund bliver bekendt med et menneskes misbrug, går de ofte i panik. De bliver optaget af, at der skal behandles, og her tænker mange på medicinsk behandling.   Jeg deler ikke denne tankegang. Jeg vil hellere opfordre misbrugerens netværk og samfundet til at støtte ved ikke at fokusere på symptomerne, men i stedet i fællesskab at se på de helt fundamentale forhold, som jeg mener spiller en væsentlig rolle i forhold til støtten.

En anerkendende tilgang er at se bredt på helheden, hvilket vil sige familierelationer, sociale forhold, sundhedstilstand, økonomi og arbejdsmæssige forhold. Min erfaring viser, at det hjælper, når nære familiemedlemmer arbejder med deres syn på den pårørende med et misbrug. Hvis familien giver misbrugeren skylden for, at familien ikke er lykkelig, er det næsten ligegyldigt, hvad samfundet foretager sig for at støtte, da det ikke vil ændre meget for den enkelte misbruger.

For at få en misbruger til at forholde sig til sit aktuelle misbrug og ændre på det mener jeg, at følgende spiller en væsentlig rolle:

• Professionel støtte til misbrugerens netværk, dvs. forældre eller partner.
• At se på misbrugerens liv som en helhed, bl.a. følelsesmæssige relationer, sociale forhold, sundhedstilstand, arbejde, økonomi og boligsituation.
• Professionelle med anerkendende tilgang i relationsdannelsen, så misbrugeren bliver set som et menneske med både styrker og svagheder og ikke primært som et problem.
•  Misbrugeren skal via kontakt til sit eget netværk og professionelle føle sig betydningsfuld og på den måde arbejde med selvværd, selvtillid og troen på sig selv.
•  Misbrugeren skal se det aktuelle tilbud som en helhed. Hvis der ikke støttes med terapeutiske eller psykologiske samtaler, har den professionelle behandling ingen betydning.
•  Det rette tilbud skal komme i tide, og støtten skal tage udgangspunkt i den aktuelle misbrugers behov.
•  Misbrugere skal have støtte som en del helheden, fx mulighed for at arbejde, uddanne sig eller deltage i sociale aktiviteter med andre mennesker, så de får opfattelsen af at være ”normale” og ligesom alle andre.

Afslutningsvis vil jeg sige, at mennesker ikke fødes til misbrug af euforiserende stoffer. Det er en måde at behandle følelsesmæssige smerter, som er opstået i relationer mellem mennesker.   Jeg er af den overbevisning, at når den enkelte dybt inde i sit sind mærker, at familien, netværket og samfundet har plads til dem, vil han eller hun selv tage stilling til at ændre på sit misbrug. Derfor skal man pleje de følelsesmæssige relationer.