Jeg slår dig ihjel, jeg ofte hører fra børn og unge, som er marginaliserede i deres normalklasse eller andre pædagogiske institutioner. Det skal ikke forstås sådan, at lærere og andre socialarbejdere skal acceptere eller finde sig i det, disse børn og unge siger eller gør, når de truer voksne på livet. Jeg vil fokusere på at fortælle, hvad jeg ser i mit daglige arbejde med disse unge, der ofte bruger trusler i mod os.
Uden at skulle generalisere må jeg erkende, at truslerne ofte fremsættes af de børn eller unge, der kommer fra kaotiske familiære forhold. Kaos kan være mange ting: vold, forskellige former for misbrug eller forældre-afmagt over for børnene og de unge. Børn og unge fra sådanne familier er, når de møder i skolen, enormt gode til at skjule, hvad der sker i deres hjem, fordi de ikke er interesserede i at fortælle deres lærere om det der forgår og dermed sætte familien i et dårligt lys.
Børnene og de unge bruger den lille smule energi, de har, til at skjule kaoset og beskytte deres familie, i stedet for at bruge energien til at koncentrere sig om skolearbejdet og det sociale liv i skolen.
Det, som disse børn har brug for i skolen, er ro, dvs. at man må lade være med at stille krav eller forvente noget af dem af faglig art og i socialsammenhænge i de situationer, hvor de kommer i konflikt med andre.
Efter deres egen opfattelse har de brug for lærernes beskyttelse, og hvis lærerne konfronterer dem med deres uacceptable opførsel over for andre, er det, der kommer først ud af deres mund: jeg slår dig ihjel eller du er færdig. Jeg har fuld respekt for, at lærerne reagerer på deres trusler og kontakter ledelse og andre professionelle om, hvad der skal gøres ved den unge, når disse situationer opstår.
Også lærere og socialarbejdere bruger megen energi på, hvad man skal gøre for disse børn og unge. Jeg mener på den anden side, at skolevæsenet selv har en del aktier i disse truende unges adfærd: Jeg tror ikke, at børn og unge truer lærerne helt uvarslet, når de er blevet 12-13 år: Nej, jeg spørger: hvor er lærernes observationer af disse børn og unge helt fra skolestarten, og hvad er det, der gør, at lærerne ikke får øje på disse børns problemer på et tidligere tidspunkt.
Og skolernes løsnings mulighed og tilbud til disse unges socialisering er groft sagt at isolere dem via forskellige kompenserende pædagogiske tilbud, som efter mine pædagogiske erfaringer skubber børnene langt længere ud i isolation.
Bagved skjuler den truende adfærd sig nogle børn og unge, der har det elendigt og er rodløse og forvirrede personligheder, og jeg mener, at her er en stor udfordring for skolevæsenet og ikke mindst for lærerne konkret – i at være med til skabe et rum og en plads også for disse børn og unge. For derved at skabe mulighed for, at disse truende børn og unge kan udvikle deres kulturelle og sociale kompetence, så de kan klare sig i deres senere voksenliv.
Hvad er det så, der skal til for at forebygge truende og asocial adfærd hos disse børn?
Jeg er af den overbevisning, at problemerne ikke er enkle, og derfor skal skolerne og vi professionelle tænke i helhed, i fokus på familien, og vi skal forsøge at stille krav om familiens samarbejde, og lærerne skal også have mulighed for at tilegne sig pædagogiske og psykologiske redskaber for at fange signaler på et tidligt tidspunkt og være mere handlingsorienterede.
Nøglen til at arbejde med truende unge er allerførst en dybt relation, – og via denne relation at forsøge at få de unge til at sætte ord på deres uoverskuelige situation. Der skal være plads til disse unge i folkeskolen.
