I forbindelse med mit arbejde som supervisor og foredragsholder møde jeg en del institutionspersonale. Selvom jeg bliver bestilt til at videregive faglig/praktisk pædagogisk viden eller holde oplæg, får jeg altid selv noget med hjem fra de forskellige institutioner.

I går holdt jeg oplæg om inkluderende pædagogik for personalet i en småbørnsinstitution. Jeg kom i god tid for at sætte min pc og projektor op, så ved min ankomst sad en af medarbejderne ved indgangen sammen med to børn, som ventede på at blive hentet af deres forældre. Medarbejderens måde at være omkring de børn fik mig til at tænke, at det var en engageret medarbejder, og jeg blev nysgerrig.

Inden jeg skulle holde oplægget havde jeg noget tid, hvor jeg gik rundt og så de forskellige stuer og deres indretning, og samtidig kunne jeg ikke lade være med at observere medarbejderne sammen. Både de fysiske rammer og medarbejdernes væremåde over for hinanden virkede enormt indbydende. Der var ro, og samtlige medarbejdere udstrålede ro og glæde. Det var første gang, jeg mødte denne medarbejdergruppe, så jeg spekulerede over, om mit umiddelbare indtryk ville holde under mit oplæg. Det gjorde det.

Mit første indtryk af medarbejdergruppen var, at kommunalforvaltningen, forældregruppen, lederen og medarbejderne selv kunne være stolte af det pædagogiske arbejde.

Hvad skal de være stolte af i det pædagogiske arbejde?

• Når du træder ind i institutionen, er de fysiske rammer både udvendigt og indvendigt enormt indbydende.
• I selve institutionen og på de forskellige stuer signaleres der tydeligt med børnenes unikke tegninger, som medarbejderne har gjort meget ud af at sætte op. Jeg mener, at hver tegning siger meget om det barn, der har tegnet det af hele sit hjerte. De voksne sætter pris på tegningerne ved at indramme dem og skrive meningsgivende tekster til hvert enkelt billede. På mig virkede det som at komme ind på et kunstmuseum. Det føles indbydende og fanger ens opmærksomhed.
• Hver enkelt medarbejder udstrålede glæde, lyst og stolthed ved at være en del af denne institution.
• Kendetegnet ved dialogen mellem mig og medarbejderne var, at institutionens medarbejdere og leder var præget af inkluderende menneskesyn. Dvs. at man ser hvert enkelt barn som noget unikt. Børn er ikke objekter, men subjekter.
• Kendetegnet ved det interne samarbejde var bl.a., at det bygger på klar og oprigtig kommunikation. Den klare kommunikation er bl.a. med til at styrke arbejdsglæde og motivation.
• Medarbejderne ser børnenes forskellighed som en styrke og arbejder ud fra det inkluderende menneskesyn og med en anerkendende tilgang. På den måde værdsættes hvert enkelt barn i dagligdagen som unikt og som værende i besiddelse af ressourcer og potentiale. I den pædagogiske praksis forsøger man at finde det bedste i barnet.
• Medarbejderne arbejder på at forebygge eksklusion, hvor børn står uden for fællesskabet.

Jeg var stolt over at møde denne medarbejdergruppe, men jeg oplever også lignende engagement i andre sammenhænge, fx for nogle uger siden hos nogle medarbejdere og frivillige, der arbejder med hjemløse.

Jeg sætter stor pris på medarbejdere, der går op i deres arbejde. Vores fremtidige samfundsborgere er i gode hænder.