Det sker tit i vore dage, at der er politisk uro og katastrofer i de forskellige verdens dele. Både børn og voksne bliver påvirket af det, fx giftgas eksplosionen i Japan, krigen i det gamle Jugoslavien, Tjetjenien og folke optøjerne i Istanbul.
I disse dage er verdenspressen, især de vestlige politikere og organisationer, optaget af at markere sig overfor Tyrkiet vedr. erobringen af nord Irak. Det nordlige Irak “skulle” være beskyttet af FN, som sikker zone for Irakiske kurdere. Tyrkisk militær erobrede med 35.000 soldater nord Irak, deres forklaring er, at de ikke vil besætte den del af Irak, men at de vil forsvare de uskyldige mennesker der bor i den østlige del af Tyrkiet mod kurdiske teorister, der kommer fra Irak.
Den erobring har efter min mening betydning for vores daglige pædagogiske arbejde i institutionerne. Der bor ca. 35.000 såkaldte tyrkiske etniske grupper i Danmark. Over halvdelen af de 35.000 tilhører den kurdisk etniske gruppe. Dem der arbejder med den tyrkisk etniske gruppe har, måske efter hånden, fundet ud af der er noget der hedder kurdere. De har ikke tilstrækkeligt kendskab til den kurdisk etniske gruppe, så de ved ikke hvad forskellen på tyrkere og kurdere. Der er forskel på de to etniske grupper på mange områder. Især på det sproglige område. Den sproglige forskel er lige så stor som dansk og tyrkisk.
Erobringen blev set på tyrkiske tv kanaler og flugt i aviserne af de tyrkiske og kurdiske etniske grupper. Det er et meget udbredt samtaleemne såvel hjemme, som i klubber og organisationer. Vi tror fejlagtigt, at det kun er voksne der følger denne konflikt mellem tyrkere og kurdere interesseret.
Jeg skriver denne kronik, for at vise at børn og unge på sin måde er optaget af konflikten i deres hjemland. Her vil jeg gøre pædagoger opmærksom på uforvented uro bland de to etniske børn i institutioner. Jeg mener, at børn følger, hvad der sker i disse dage i Tyrkiet ligeså interesseret som voksne. Den politiske uro og erobring af nord Irak kan give anledning til uro blandt de to grupper. Vi skal være reflekterende overfor disse grupper, hvis børn og unge taler om erobringen eller tyrkiske og kurdiske spørgsmål, det kræver af os, at vi forholder sig til hvad de taler om. I det i øjeblik vi ikke har en holdning til de interne snakke grupperne imellem, så tror jeg, at det vil være problematisk for vores pædagogisk arbejde.
Her vil jeg give et eksempel på, at forholde sig til begivenheder, der har noget med etniske børn og unge at gøre, og hvilken betydning dette eksempel har for vort pædagogiske arbejde:
Vi arrangerede en julefest for jugoslaviske flygtninge. Dette arrangement havde en stor betydning for vores daglige arbejde. De store etniske unge, der ikke havde noget med os at gøre før arrangementet kom bagefter til os og fortalte, at selv om de ikke selv var flygtninge, havde vores initiativ vist hvilken holdning vi havde til etniske grupper i samfundet.
Via dette arrangement, kom vi i kontakt med en hel del unge som bor i nærmiljøet. Den kontakt var ikke en engangs fornøjelse. Vi har stadig kontakt til en del unge, der deltager aktivt i vores pædagogiske arbejde, fx. store sportslige arragentmenter.
Jeg mener, at det har en stor betydning for disse unge, at vi følger med i udviklingen omkring deres grupper både her og i deres hjemland. Via vores indsigt i disse forhold, har vi mulighed for at skaffe os indsigt i den politiske og sociale udvikling og dermed også forholde os til de etniske børn og unge.
