Debatten går i øjeblikket på etniske unges adfærd, som kriminalitet og vold og ikke mindst, at vi i løbet år 2000 har set nogle voldtægtssager, som jeg tager stærk afstand fra. Men artiklen “Luksus spildt på unge lømler” på forsiden af Politikken onsdag den 01.11.2000 fik mig til reagere bl.a. på følgende.
“Pædagogerne kommer med de bedste hensigter, men de forstår ikke den verden, de unge kommer fra. Og de giver dem tilbud, som de unge ikke forstår meningen med, siger Torben Berg Sørensen, sociolog og forskningschef i Sociologisk analyse. Han langer især ud efter den såkaldte “bolchepædagogik”.”
I forhold til det konkrete socialpædagogiske projekt fra Århus, som Torben Berg Sørensen evaluerede på, kan der være hold i hans påstand. Men det er farligt at generalisere. Og det holder ikke helt i forhold til min virkelighed.
Jeg forstår udmærket den verden, de unge kommer fra.
Jeg har selv i de sidste 12 år arbejdet med unge socialt belastede, både danske og etniske, og har en god indføling mht., hvad der sker i virkeligheden. Sådan, som jeg forstået, generaliserer Torben i sin førnævnte rapport ved at påstå, at socialpædagogiske projekter arbejder udfra “bolchepædagogik”, men jeg skal ikke være tillidsmand for andre socialpædagogiske projekter.
Jeg arbejder selv udfra et humanistisk og ressource menneskesyn. Dvs. selv om de unge fagligt set er dårlige eller har begået uhensigtsmæssig adfærd, tror jeg stadig på, at disse unge har nogle skjulte ressourcer, som det er mit og andre socialarbejderes ansvar at finde frem til og omsætte til konkret handling, så de unge kan få nogle succeser i livet. Bl.a. på den måde har jeg kunnet være med til at præge de unges udvikling i en positiv retning.
Anvendt pædagogik
Uanset hvilken nationalitet de unge har, bliver de ved mit første møde med de unge og deres familier gjort bevidst om, at i Blæksprutten arbejder vi udfra konsekvenspædagogik, som bygger på respekt og accept, som skal føre til et gensidigt tillidsforhold.
Meget enkelt og firkantet sagt indeholder den pædagogik, vi anvender, først at det, vi siger, både verbalt og nonverbalt skal være i overensstemmelse, dvs. klare signaler og holdninger. I forskellige situationer viser vi overfor de unge og deres forældre vores glæde eller aggressivitet; – hvis en ung udviser en uhensigtsmæssig adfærd, kan jeg kalde ham idiot, uden at han vender ryggen til mig.
Og jeg har selv været med til at anmelde unge til politiet på grund af vold og kriminalitet, fordi jeg fra starten har meldt klart ud i forhold til samarbejdsaftaler.
Selvfølgelig forstår de unge meningen med vore tilbud
Jeg vil slutte mit debatindlæg med et konkret eksempel om en ung, som jeg har arbejdet med. Det handler om en ung, som havde haft faglige og sociale problemer i skolen, og disse problemer påvirkede den unges sociale relationer i skolen. Efterhånden blev den unge en uønsket kammerat blandt venner og skolekammerater. I samarbejde med klasselæreren fandt vi en arbejdspraktik på en virksomhed, hvor han arbejdede som en voksen. Selv om den unge var glad for mærketøj, gik han i 14 dage også i sit arbejdstøj i fritiden, fordi det havde en symbolsk betydning for ham; han havde et tilhørsforhold til nogen mennesker, som satte pris på ham som menneske.
Fra ord til konkrete handlinger
Jeg er ligesom mange andre voksne, der lover unge mennesker, første gang jeg møder dem, at vi skal hjælpe dem. Hvis vi i løbet af vores samarbejde viser, at der ikke er hold i det, vi siger, så vil den unge miste troen på, at det, vi gør, har en betydning for den unge. Derfor kræver det af os, at vi skal lytte til, hvad den unges behov er, og hvilke signaler han sender til os både verbalt og nonverbalt.
Efter 14 dages praktik ønskede den unge, at vi skulle hjælpe med et lommepengejob. Vi havde god kendskab til de lokale virksomheder, så vi spurgte et supermarked, om de havde brug for en flaskedreng. Det havde de og lovede, at de ville ansætte vores dreng, men så mødte vi netop drengen. Jeg kan tydelig huske, at supermarkedets leder ikke vidste, hvad han skulle sige til os, fordi den unge havde begået butikstyveri i supermarkedet.
Men det lykkedes efter en fredelig og overbevisende samtale med lederen at få den unge ansat som flaskedreng.For den unge havde flaskedrengejobbet betydning for ham selv og for andre, som kendte ham. Det hændte, at den unge ekspederede andre, som syntes, at han var en psykopat, men efterhånden ændredes deres syn på den unge. Men med den unges egen indsats og vores støtte, fik den unge en uddannelse i det supermarked og har i dag en lederfunktion i samme supermarked.
