Det, der gøres med overvågning, det er behandling af symptomerne.
Lørdag den 3. februar handlede nyhederne om, at områderne ved socialt boligbyggeri skulle overvåges.
Dette er med baggrund i, at man i Mjølnerparken på Nørrebro har kørt et forsøg, hvor man har haft overvågning. Dette forsøg viser, at kriminalitet og hærværk er væsentligt mindsket, og det har været med til at skabe tryghed blandt beboerne.
Jeg synes det er vældig godt, at overvågningen har hjulpet i forhold til hærværk, og der var også enkelte beboere i området, som gav udtryk for, at overvågningskameraerne i området gav dem tryghed. Jeg er imidlertid personligt modstander af overvågning af mennesker, men dette er ikke ensbetydende med, at jeg accepterer hærværk eller trusler mod mennesker.
Jeg er optaget af, hvad man kunne gøre ved problemernes egentlig baggrund. Det, der gøres med overvågning, det er behandling af symptomerne. Jeg tænker konkret på, i forhold til forvaltninger og lokal- og folketingspolitikere, at de i stedet for at reagere på symptomerne hellere skulle se på det grundlæggende, hvad er det der for eksempel får børn og unge til at vælge at begå hærværk.
Jeg har selvfølgelig mine egne forklaringer på baggrunden, for eksempel at unge mistrives i skolen eller lokalmiljøet, i forskellige pædagogiske institutioner og ikke mindst på hjemmefronten, hvor der kan være mange problemstillinger, der gør, at børn og unge begår hærværk.
Hvis man vælger den tekniske løsning, hvor man laver overvågning, vil jeg være nervøs for, at man ikke får behandlet børn og unges grundlæggende problemer. Derfor mener jeg, at overvågning kunne være en sekundær løsning, mens den primære løsning er at forholde sig til børn og unges udvikling og gøre noget for dem, helt fra de er små, således at de ikke havner i kriminalitet.
Jeg er ikke tilhænger af et overvågningssamfund, men at gøre noget ved menneskenes problemer her og nu, som vil have en langsigtet effekt på trivsel og social integration.
