Nej til assimilation og ja til anerkendelse

Bragt i Hvidovre Avis (22/10/2003)

Venstres folketingskandidat, Tariq Sundoos indlæg i Hvidovre Avis fik mig til at reagere.. Han skriver: de nydanskere som er i landet og bruger vores energi på at få dem assimileret i det danske samfund og jeg mener årsagen er, at mange etniske forældre fastholder den kulturelt betonede tankegang om, at de unge skal forsørge de ældre.

I forhold til første citat, vil jeg ikke gætte på, hvad Tariq Sundoo mener med assimilation det vil være interessant, hvis han vil uddybe det. For mig betyder assimilation at en eller flere grupper med anden etnisk baggrund skal opgive deres oprindelige kultur og blive totalt smeltet sammen med den nye gruppes eller det nye lands kultur.

Jeg er ikke tilhænger af den tankegang, at et menneske totalt skal opgive sin oprindelige kultur og assimileres. Jeg er tilhænger af et anerkendende menneskesyn; uanset hvilken gruppe man tilhører eller hvilken etnisk baggrund man har, er jeg af den overbevisning, at et menneske skal have lov til at udvikle sig og selv tage stilling til, hvilken del af sin egen kultur der skal udvikles, og hvilke dele af den danske kultur man vil tilegne sig, dvs. integrere sig i grupper eller i samfundet. Jeg har en bred kontakt til etniske minoriteter i alle aldersgrupper, og jeg har endnu ikke oplevet, at nogen af dem ikke vil integrere sig i samfundet.

Selv 1. generation rejser ikke tilbage til deres oprindelsesland. Jeg møder forskellige etniske minoriteter, og især fra den ældre generation hører jeg ofte følgende råd blive givet til den yngre generation: I skal lære dansk og få et arbejde, så I kan få et bedre liv her i landet. Jeg/vi troede, at vi tog tilbage til vores oprindelsesland, men det gjorde vi ikke. Min/vores stillinger her i samfundet er ikke noget at være stolte af; vi kan ikke sproget, og vi har svært ved at klare os på arbejdsmarkedet. Derfor skal I lære sproget og få et bedre job, og for at få det, skal I tænke på at få jer en uddannelse.

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at nogle af os er uddannede og har gode stillinger i samfundet, men vores uddannelser og stillinger skal ikke være målestok for andre etniske minoriteter, for mennesker har forskellige forudsætninger, hvad angår tilegnelse af sprog, socialisering og kulturelle normer. Jeg er af den overbevisning, at etniske minoriteters integrationsproces er i gang, men det er muligt, at det ikke går så stærkt som politikerne ønsker.

For mig drejer det sig om at anerkende andres kultur og skabe muligheder og orientere dem om deres rettigheder og pligter her i samfundet og ikke mindst oplyse, vejlede og støtte de unge i forhold til uddannelse og arbejde. I forhold til det andet citat er det da muligt, at nogle etniske minoriteter har denne drøm, men mig bekendt, er der ingen unge, der vil droppe fx deres uddannelse for at forsørge deres familie.

Faktisk er en stor del af de etniske familier meget ambitiøse på deres børn og unges vegne. De vil allerhelst have, at deres børn skal have en uddannelse; selv om de selv har en kort skolebaggrund, ønsker de, at deres børn skal have fx akademiske uddannelser. Igen vil jeg sige, at jeg ikke har mødt nogen forældre, der siger, at de ikke er interesserede i, at deres unge skal have en uddannelse.

Forældrene forventer, at de unge får en uddannelse fordi det er nøglen til bedre arbejde, livskvalitet og ikke mindst den unges egen og hele familiens status, der højnes blandt landsmænd. Derfor er det alle etniske familiers drøm, at deres unge får en uddannelse.

Jeg er optimist og af den overbevisning, at integrationsprocessen er i gang, og jeg mener, at jeg som borger i samfundet også bærer et ansvar for at støtte disse grupper så godt jeg kan. For mig er dette nøglen til bedre integration og trivsel i lokalsamfundet og i samfundet som helhed. På skoler, i foreninger og i boligområder skal man være åbne overfor hinanden og minimere sine egne fordomme overfor andre mennesker og i stedet være nysgerrige efter at lære hinandens kulturer at kende.

Ikke mindst skal virksomhederne undlade at fokusere så meget på ansøgerens navn. Det bedste er, hvis virksomhederne ser menneskerne bag ansøgningerne inden de giver de unge et afslag. Vi må ikke glemme, at der ligger en hel del arbejdskraft gemt bag disse navne, og de kræfter og ressourcer skal ikke gå til spilde.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg anerkender mennesket og ser det som en ressource, uanset hvilken kulturel baggrund og religion det har, og det er starten på et positivt møde, som bl.a. er et væsentligt led i integrationsprocessen.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar