I søndags trådte en modig kvinde frem for tydeligt at sætte ord på sin situation. Allerførst håber jeg, at Halimas historie via samarbejde med de kommunale myndigheder kan hjælpe hende og hendes tre børn i den angstfyldte situation.
Desuden håber jeg, at denne historie vil få andre, der i det daglige arbejder med disse problemer, til at tænke over, hvordan vi professionelle og myndighederne i fællesskab kan støtte disse kvinder bedst muligt, så vi undgår tab af menneskeliv, som vi har set det både her og i udlandet.
Myndighedernes løsning på Halimas truede situation er, at hun skal skifte navn og flytte langt væk fra familien, men det er ikke en løsning. Det er en laissez faire-holdning til Halimas alvorlige situation.
Jeg vælger at tro, at et godt samarbejde mellem Halima og myndighederne vil munde ud i en konstruktiv løsning. Det siger jeg på baggrund af min erfaring med terapi og familiearbejde i lignende sager.
Dialog mellem myndigheder og truede kvinder
Man skal tage Halima og andre kvinder i lignende situationer alvorligt! Løsningen på de komplekse situationer kan findes i dialog mellem myndighederne og kvinderne. Her er et eksempel på, at en ung kvinde selv valgte sin mand og ikke ville være i det forhold, hendes familie ønskede. Den opfattede det som en stor skam og ærekrænkende, at hun forlod sin mand.
Hun tog sin beslutning mod familiens vilje, og med politiets hjælp kom hun væk fra forholdet og sin familie. Familien fik ikke at vide, hvor hun var, så den gik til modangreb på de kommunale myndigheder og truede med advokater og lignende.
Forsoning var løsningen
Jeg blev kontaktet af kommunen om konsulentbistand til, hvordan man kunne støtte både kvinden og hendes familie. I tæt samarbejde med kommunen lykkedes det i første omgang at møde parterne hver for sig. Senere mødtes kvinden og den truende familie på et neutralt sted, så de kunne tale sammen. Til mødet var parterne på forhånd orienteret om dagsordenen, tidsrammen, og at mødet ville blive annulleret, hvis der fremkom trusler.
Det lykkedes at gennemføre en del forhandlinger på den betingelse, at den unge pige selv bestemte, hvornår hun havde lyst til at mødes med sine forældre og øvrige familiemedlemmer. I den løbende dialog mellem parterne fokuseredes på, at familien på ingen måde truede elle manipulerede den unge pige. I så tilfælde ville myndighederne og jeg skride ind og stoppe dialogen.
Efter et tæt samarbejde med den unge pige besluttede først hun selv, og senere familien, at hun ville vende tilbage til familien. Med denne beslutning anerkendte forældrene samtidig, at hun ikke vendte tilbage til eksmanden, og forældrene fortalte den nære familie, at de accepterede deres datters beslutning.
I dag lever hun et fredeligt liv, passer sin uddannelse og arbejde og har et godt forhold til sin familie.Jeg siger ikke, at alle kvinders beslutning om at gå mod familiens vilje kan ende som ovenstående eksempel. Hver situation kræver sin egen løsning. Derfor er det vigtigt, at der bliver lyttet til kvinder som Halima. Hvad er hendes egen løsning på konflikten? Myndighederne og især politiet skal reagere meget tydeligt over for familien, der truer kvinden, og være helt konkrete med de konsekvenser, truslerne får.
De sociale myndigheder skal arbejde tæt sammen med kvinderne og vurdere fra sag til sag. Så er jeg overbevist om, at der selv i nogle af de tilsyneladende umulige sager kan bygges bro mellem den enkelte kvinde og hendes familie. Jeg ved af erfaring, at nogle af de kvinder, der vælger at blive skilt mod familiens vilje, i kortere eller længere tid lever et enormt ensomt liv. Derfor må man ud fra den konkrete situation vurdere, hvad kvinden har brug for.
Jeg vil altid arbejde på, at kvinden og børnene bliver i lokalmiljøet, og at målet er anerkendelse af kvindens beslutning. Selv om det er svært at få forældre og søskende til at forstå kvindens valg, er det et klart mål, at forældrene skal indse, at Halima og andre kvinder ikke er familiens ejendom. Desværre tænker familien ofte på kultur, og hvad andre i deres netværk tænker om, at deres datter går fra sin mand.
Det er en realitet, at Halima og mange andre kvinder af anden etnisk oprindelse er blevet selvstændige individer, der tænker med følelserne, mens forældrene tænker i kulturelle baner. Det er blandt andet myndighedernes opgave at skabe dialog mellem familien og kvinden, tydeliggøre forskellene og skabe respekt for kvindens valg. Jeg afviser dog ikke, at dialog ikke er en mulighed for alle.
