I mine tidligere artikler har jeg skrevet om skilsmisse, skyld og familiens overhoved. Hensigten med artiklerne er, at få jer læsere til at reflektere over jeres dagligdag og over interne konflikter og/eller uoverensstemmelser i jeres familie.
Jeg vil lige understrege, at jeg ikke mener, at alle familier har skilsmisser i bagagen eller andre problemer. Jeg skriver på et mere generelt plan, og mine artikler bygger på konkrete cases, dvs. eksempler som jeg oplever rundt omkring med de unge og deres familier.
Det er vigtigt, at I giver jer tid til at læse artiklerne, og at forældre og unge taler om nuværende og tidligere artikler. Det er vigtigt, at I kommer i dialog med familiemedlemmer omkring de emner, jeg tager op. På den måde er der en mulighed for, at familierne taler sammen om følelsesmæssige emner noget vi ikke er så gode til.
Vi har store hjerter og mange følelser for vores familiemedlemmer, men på grund af manglende dialog, kan det udvikle sig negativt, idet vi som familiemedlemmer bliver fremmede overfor hinanden. Men jeg kan stille spørgsmålet: Hvor går de unge mennesker hen med de stærke følelsesmæssige vanskeligheder de har i forhold til deres forældre eller søskende.
Uden at jeg vil generalisere, vælger de unge ofte at undlade at tale om problemerne eller vælger at gå til ekstremer, dvs. ungdomsgrupper, der er uhensigtsmæssige i deres adfærd, fx med hensyn til kriminalitet, druk og vold. Forældrene glemmer ofte, at deres børn, når de er 15 år eller ældre, netop har brug for at være i dialog med dem, og har stort behov for opbakning og omsorg på mange områder. I stedet ser forældrene dem nærmest som voksne.
Forældrenes argument for, at de ikke tænker på eller støtter de unge er ofte, at de er store nok til at klare sig selv, og de kender samfundet og sproget bedre osv. Jeg oplever gang på gang, at unge har brug for forældrenes fulde og betingelsesløse omsorg. Her vil jeg nævne et konkret eksempel på, hvordan et ungt mennesker påvirkes af en skilsmisses problemer, og hvordan processen inden den endelige skilsmisse påvirker hele familien.
Det er den unges udtryk: mit hjerte brænder jeg har brugt som overskrift til min artikel. Den unge oplever mange år med uro, voldelige handlinger på sin egen krop og den øvrige families medlemmer. Den unge finder sig længe i utålelige forhold i familien.
Han forsøger at tilfredsstille forældrenes behov ved at bøje sig og gøre, hvad der kræves af ham. Han kan næsten ikke sove, fordi han frygter, hvad volden i familien vil føre til.
Et citat fra den unge: Jeg vågnede mange nætter og så stille og roligt efter om mine forældre var i live. Jeg var bange for, at de ville slå hinanden ihjel. Den unge spurgte mig, om det var hans skyld, at forældrene ikke fungerede sammen eller ikke kunne finde ro i familien.
Den unge sluttede den lange samtale af med: mit hjerte brænder, og somme tider kan jeg ikke lade være med at sige, at vi ikke kom her, til et fremmed land, for at blive splittede, tværtimod skulle vi være en familie og leve sammen som sådan, men desværre må jeg sige, at jeg er misundelig på mine venner, der har familier, der fungerer, mens jeg og mine søskende er blevet forladt af vores forældre i et fremmed land.
Derfor både brænder og bløder mit hjerte. Den unges citat er følelsesmæssigt meget tankevækkende for mig, og jeg håber også, det er det for jer læsere. Måske vil nogle blandt læserne genkende ovennævnte situation. I det tilfælde er det bedst at finde det nærmeste familiemedlem, som man er tryg ved og give udtryk for sin situation. Såfremt man vælger ikke at tale om det, er jeg usikker på, hvorvidt man er i stand til at blive ved med at passe sit arbejde, sin skole, sin uddannelse, eller hvad man nu er i gang med.
Når man vælger at tale om sin følelsesmæssige uro, vil jeg sige, at det er ret væsentligt ikke at bekrige eller bebrejde andre, for det kommer man ikke ret langt med. Så vil den eller dem man forventer støtte og omsorg fra i stedet gå til angreb. Jeg vil råde til at man fortæller, hvordan man føler det eller fortæller om noget man bruger meget til at tænke på, for på den måde, vil jeg tro, at man sender en invitation til de øvrige medlemmer af familien.
Hvis det lykkes for andre familiemedlemmer at modtage invitationen, er det et positivt tegn. Hvis dialogen i familien ikke fører til nogen løsning vil jeg, som tidligere nævnt, opfordre til at man søger professionel hjælp. I er også velkomne til at skrive anonymt til mig, så vil jeg forsøge at råde og vejlede jer.
