Det er ikke nemt at miste sin familie. Især ikke når børn og unge mister deres far eller mor. I forbindelse med begravelsen af en kollega oplevede jeg, at det først og fremmest var hans børns, kones og øvrige families tab, men at også andre børn og unge havde lidt et tab.
Jeg har samarbejdet tæt med denne kollega, og ved hans begravelse blev jeg meget berørt af hans lille prins’ mund ved mors bryst lige ved siden af fars kiste. Da kisten blev kørt fra kirken, gik mor ned på knæ, tog to af sine børn under armen og vinkede meget sørgmodigt efter den kære mand og far.
Denne oplevelse fik mig til at tænke over, at vi i vores daglige pædagogiske arbejde møder en del børn og unge, som har mistet deres elskede forældre eller andre familiemedlemmer. Uden at generalisere er vi fagfolk ikke altid så gode til at opfange signaler fra disse børn og unge, og når de møder op i skolen eller andre pædagogiske institutioner, har vi som fagfolk en forventning om, at de skal leve op til skolens eller institutionens forventninger.
Børn og unge, der har mistet deres forældre, kan have et indre liv, der er fuldt af smerte. Af flere grunde er de ikke selv i stand til at fortælle, hvordan de har det, og at de har mistet forældre eller nær familie.
Når der er stor indre smerte hos børn og unge, har de svært ved at leve op til vores forventninger. Når de ikke lever op til forventningerne, bliver de skældt ud eller stemplet som nogen, der ikke kan indordne sig efter skolen eller pædagogiske normer.
I forbindelse med min kollegas begravelse mærkede jeg selv, hvor ondt det gør at miste, og det må være endnu hårdere for børn og unge.Indre smerte i forbindelse med tab kan have alvorlige konsekvenser for børns og unges sociale, personlige og faglige udvikling. Hvis der ikke bliver taget hånd om disse børn, kan de på længere sigt isolere sig fra deres jævnaldrende og opgive at være en del af fællesskabet.
Denne udvikling kan være med til at marginalisere dem og give dem alvorlige psykiske lidelser. Nogle mister troen på livet, og deres smerte kan få dem til fx at tage livet af sig selv.
Blandt andet sammen med min nu afdøde kollega har jeg i forbindelse med vores arbejde oplevet, at en del unge i månedsvis gik med deres indre smerte i skolen og pædagogiske institutioner, uden at nogen fagfolk undersøgte deres mistrivsel.Efter min erfaring med børn og unge, der har mistet deres kære forældre og familiemedlemmer, har de brug for professionel støtte.
Når der bliver skabt trygge rammer for dem i form af samtaler, hvor de bliver set og hørt og får professionel støtte, får de det bedre med sig selv og fungerer i gruppen, i skolen og i de pædagogiske institutioner.
Det er interessant, at en del af disse børn, som jeg har mødt, er villige til at tale om deres tab i sociale sammenhænge, dvs. i klassen eller mindre grupper.Min erfaring viser, at andre børn og unge er enormt rummelige, og deres personlige udmelding i forbindelse med en af deres kammeraters tab, får nogen til at fortælle om egne erfaringer med at miste.
Disse børns personlige udmelding er med til, at der opstår en tæt relation mellem dem. Børn og unge, der har mistet familiemedlemmer, har brug for, at vi fagfolk er i stand til at fange deres signaler. Hvis fx klasselærer eller pædagog ikke selv er i stand til at yde den professionelle støtte, kan de råde og vejlede børn og unge, så de kan få den rette støtte.
Signalerne fra disse børn og unge kan bl.a. være tavshed, isolation, aggressivitet og tristhed. Nogen har svært ved at koncentrere sig og ved indlæring. Radikale ændringer kan også være signaler, som må vække fagfolkenes nysgerrighed i håbet om at finde frem til børns og unges smerte, så de kan yde den rette professionelle støtte.
