Debatten i deadline på DR2 torsdag den 31. maj 2012 og Københavns Kommunes politiske udmelding om borgernes brug af plejehjem fik mig til at skrive dette indlæg.
Både i etniske gruppers egne rækker, i det politiske samfund og i ældresektoren er der forskellige syn på ældre borgere. Uden at generalisere tror jeg, at mange er overbevist om, at ældre af anden etnisk oprindelse bliver passet af deres egen familie.
Jeg vil her give mit bud på, om denne overbevisning holder vand. I de etniske grupper lever især den ældre generation med en nostalgisk tro på familiestrukturen. De vil selv passe deres ældre og ønsker at blive passet af deres børn. I samfundsdebatten tror de politiske beslutningstagere og ældresektoren, at familier med anden etnisk oprindelse har en kollektiv livsstil, som kan rumme og varetage pasning af og omsorg for de ældre familiemedlemmer.
Desværre viser mine oplevelser og erfaringer, at det går den modsatte vej. Den kollektive livsstil findes kun på holdningsplan, mens virkeligheden viser en individuel livsstil. Fx viser rollefordelingen mellem partnere og udviklingen i boligmønsteret en tydelig ændring fra kollektivt til individuelt familieliv. I den kollektive familie var rollefordelingen klar. Manden sørgede for familiens økonomi, konen var hjemmegående og havde primært ansvar for omsorgen.
I den kollektive familie boede generationerne under samme tag og kunne derfor støtte hinanden i forhold til fx pasning af børn og ældre. I dag påvirker familiernes vilkår rollerne internt i familien. For at kunne forsørge sig selv og deres børn og imødekomme deres forventninger må begge forældre arbejde aktivt uden for familien. Udearbejdende par ønsker måske selv at passe deres ældre i hjemmet, men så har familien svært ved at få livet til at hænge sammen.
Forældres forsikring gik konkurs
Den ældre generation opfattede deres børn som en form for forsikring. De havde den opfattelse, at mange børn var deres forsikring for, at deres børn kunne passe dem, når de blev gamle.
Jeg mener, at den moderne samfundsudvikling har medvirket til, en stor del af disse ældres forsikring er gået konkurs. De voksnes levevilkår gør, at de har svært ved at varetage pasningen af deres ældre. Det er muligt, mange ønsker at passe deres forældre, men deres liv med arbejde, uddannelse og egne børn bevirker, at de ikke har overskud og energi til det.
Indimellem kan de ældre være en belastning for deres børn. Jeg mener, at de ældre har brug for en værdig behandling, og hvis familien kan give dem det, er de velkomne. Mine erfaringer og oplevelser rundt omkring viser dog, at familierne ikke har mulighed for at rumme og varetage fuld omsorg for deres ældre. Jeg har set familier lade som om, de varetager omsorgen for de ældre, men ud fra en professionel synsvinkel bliver de ældre i perioder omsorgssvigtet af deres familie. Den manglende omsorg skyldes ikke manglende vilje, men livsvilkår hvor der ikke er overskud til at passe de ældre.
Tænk over profilplejehjem
Jeg har undervist omsorgspersonale, som er interesseret i at gøre en indsats for de ældre etniske grupper i plejesektoren. Københavns Kommunes politiske udmelding om profilplejehjem forstår jeg som en mulighed for, at ældre kan vælge plejehjem, hvor de kan være sammen med deres egen nationalitet som fx DR2′s eksempel med et jødisk plejehjem.
Jeg mener, ældre borgere af anden etnisk oprindelse har brug for: – Et værdigt liv i deres sidste levetid. De har bidraget til samfundet, idet de kom til landet i slutningen af 1960′erne. – Oplysning om deres rettigheder inden for plejesektoren. – Plejehjem, hvor de kan være sammen med egen nationalitet. En del er sprogligt handicappede, og det vil være umenneskeligt at tilbyde dem plejehjem, hvor de ikke kan kommunikere med de øvrige beboere og personalet.
Oven i frustrationen over ikke at blive passet af egen familie kan opholdet på et plejehjem få en stor del til at opleve sig uønsket af deres egen familie, og manglende sprogkundskaber kan være med til at forkorte deres sidste tid. – Professionelle med kulturelle kompetencer i plejesektoren. – Godt samarbejde med de pårørende, som skal motiveres til, at når de ikke selv magter basal omsorg for deres ældre, må de gå med til, at de ældre bliver passet i plejesektoren.
Jeg er overbevist om, at der i fremtiden vil være stigende interesse for de ældres brug af plejehjem. Derfor er jeg tilhænger af, at man tænker over de profilplejehjem, som Københavns Kommune har meldt ud.
