Jeg hader systemerne

Bragt i Folkeskolen (30/08/2001)

Overskriften i min artikel vil muligvis provokere og få nogle af læserne til måske at give sig tid til at læse, hvad der er baggrunden og meningen med overskriften. Ordet system er meget omfattende.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg vil analysere systemerne udfra organisationsteorien. Nej, jeg vil sætte fokus på folkeskolen som system. Hvordan opfatter de socialt udstødte forældre og deres unge sig i relation til skolen.

Jeg vil indledningsvis nævne, at overskriften er et citat fra mange af de socialt udstødte forældre, jeg arbejder med i det daglige. Allerede ved det første møde med forældrene, gav de fleste af dem jeg har kendt gennem mange år, udtryk for deres utilfredshed overfor dette system.

Som folkeskolelærer arbejder du dagligt med disse unge og deres familier, som jeg også har kontakt med. I min artikel skal jeg ikke være dommer, hverken overfor forældrene eller jer folkeskolelærere, men for mig er det væsentligt, hvordan du og jeg kan være med til i vores daglige, pædagogiske arbejde at se de socialt udstødte unge og familierne som mennesker, i stedet for konstant at fokusere på deres svage eller problematiske sider, som mange af dem er trætte af at høre om fra dig og mig.

Spørgsmålet er så: Er der plads til dem i folkeskolen og hos de professionelle i deres kontakt til disse forældre, og er de i stand til se dem som mennesker, som også indeholder andet end problemer.Jeg skal ikke generalisere og sige at samtlige folkeskolelærere ser disse socialt udstødte familier som et problem, men jeg må også indrømme, at jeg gang på gang oplever, at både lærere og andre professionelles syn på disse familier ikke er særligt positivt.

De professionelles negative syn på unge og deres familier i skolen, eller på andre pædagogiske institutioner, er med til at skabe problemer for disse mennesker, og for sig selv, dvs. at en stor del af disse familier og deres unge efterhånden er blevet i stand til at gennemskue de professionelles syn på dem. I de tilfælde, hvor lærerne har et negativt eller problematisk syn på dem, er det ofte et udslag af dette negative syn, at de unge reagerer uhensigtsmæssigt, ukoncentreret og har manglende interesse for at samarbejde med lærere og andre professionelle om deres aktuelle problemer i folkeskolen.

Det er ikke altid nemt for nogen af lærerne at håndtere de socialt udstødte unges problemer i skoleregi. Det kan skyldes mange forhold, som f.eks. kan være manglende fællesbevidsthed om unges problemer, og det væsentligste problem i mellem partnerne er, at de taler forbi hinanden og bruger en enorm masse menneskelige ressourcer på at tale om unges problemer, men mine pædagogiske erfaringer i samarbejde mellem de socialt udstødte forældre og skolen viser ofte, at de mangler et væsentligt samarbejdsmiddel til at kommunikere sammen.

I denne sammenhæng skal det ikke opfattes således, at etniske familier og børn pga. det danske sprog har kommunikationsproblemer. Nej, det gælder også for socialt udstødte danske. Jeg oplever, at disse familier i samarbejde med skolen ofte har en taberrolle, dvs. at læreren via sin faglighed er i stand til at formulerer eller manipulere med familierne i pressede situationer. Disse familier er ikke i stand til at argumentere med læreren, altså at kommunikere i øjenhøjde.

Den taberrolle giver dem følgende følelser hos forældrene, citat fra en forældre: “Vi er uduelige som forældre, og alle problemer i skolen må være vores unges skyld o.s.v.”. Jeg vil i det følgende slutte af med et konkret eksempel, hvor jeg er bekendt med lærernes måde at håndtere de socialt udstødte unges problemer på:

Eksemplet er en ung, som har svært ved at klare sig fagligt og socialt i skolen, og i situationer reagerer uhensigtsmæssigt overfor sine klassekammerater. Prisen for den uhensigtsmæssige opførsel er ofte blevet betalt af den unge, uden at læreren har undret sig over, hvad de andre elevers andel er i denne sammenhæng, og hvorfor den unge reagerer uhensigtsmæssigt. Så kalder man den uskyldige unges forældres reaktion for voldsom, imod den svage unge, dvs. de vil akut holde forældremøde med den ” ustyrlige unges forældre”.

Til dette forældremøde vender samtlige, og ikke mindst lærernes kritik, sig imod den “ustyrlige unges forældre”. I en sådan situation ved forældrene til den ustyrlige unge ikke, hvad de skal stille op imod den umenneskelige kritisk imod dem og deres unge. Og de har da også haft enormt svært ved at forstå lærerens kritik af deres unge i et “offentligt forum” bl.a. et forældremøde.

Forældrene til den unge, som skolen ser som et primært problem i klassen, opfatter forældremødet som et planlagt møde, for at andre forældre skal “stene dem”. Dvs. at hele skylden for klassens problemer, og lærernes afmagt overfor eleverne, bliver lagt over til deres unge. Forældre til et socialt udstødt barn ser sig ikke i stand til at forsvare sig, hverken imod andre forældre eller de lærere, som ser deres unge som det eneste problem i klassen.

Dette forældremøde efterlader en enorm stor tomhed hos disse forældre, og de bliver meget usikre på lærernes og skolens hensigter med deres unge, og motivationen for et fremtidigt samarbejde med skolen bliver problematisk for partnerne. De social udstødte forældres oplevelse af, hvordan de selv og deres unge bliver behandlet i skolen og til forældremøder fører til, hvad jeg ofte hører de fleste unge og forældrene sige, “Jeg hader folkeskolen”.

Selvom både de unge og forældrene hader folkeskolen, er der alligevel en interesse for at samarbejde med andre pædagogiske institutioner, fordi de er klar over, at de har behov for professionel hjælp i forhold til deres unges problem.

Gennem mit mangeårige arbejde med socialt udstødte familier og unge har jeg nået den erkendelse, at samarbejde og effektivitet i det pædagogiske arbejde med disse grupper kan lade sig gøre i det øjeblik, at vi ser dem med et anerkendende menneskesyn, og ser at se dem som mennesker, udover deres problemer, også har ressourcer i sig.

I relation til de professionelle, skal de blive ved med at holde fast i deres positive sider af sig selv, for at de kan bearbejde den negative selvopfattelse af folkeskolen og andre pædagogiske institutioner, som har været med til at præge udviklingen af deres negative selvopfattelse.Jeg mener her, at det er en udfordring for lærerne at tage fat på at se, hvordan de via deres professionalisme kan være med til at minimere antallet af udstødte eller marginaliseringen af de socialt udstødte unge i folkeskole regi.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.