Jeg er ikke tilhænger af, at børn anbringes hos slægtninge

Bragt i LFS (28/04/2004)

Anbragte børn har været i fokus i forbindelse med anbringelsesreformen, der er indgået mellem en stor del af de politiske partier. Socialminister Henriette Kjær sagde bl.a. i Politiken den 16. april 2004: Inddragelse af familien står højt på min dagsorden, og det har været afgørende for mig, at der satses mere på slægtsanbringelse.

I mit indlæg vil jeg kommentere ministerens og muligvis andre faggruppers holdning om anbringelse hos slægtninge. Jeg sætter fokus på etniske børn og unges anbringelse jeg har ikke nogen videnskabelige tal, og jeg udtaler mig på baggrund af min daglige kontakt med forskellige pædagogiske institutioner.

Qua denne kontakt, er jeg bekendt med en stor del etniske børn og unges anbringelse uden for hjemmet. Uanset hvilken social klasse familierne tilhører, opleves mange konflikter og kriser, men mit kendskab ligger mest omkring marginaliserede danske og etniske familier. At børn fra sådanne familier skal anbringes uden for hjemmet er ting, men jeg ved ikke helt præcist, hvad ministeren tænker på, når hun siger, at der skal satses mere på slægtsanbringelse, men jeg opfatter det således, at anbringelse sker hos en af de øvrige familiemedlemmer i stedet for på en institution.

Jeg er uenig

Jeg vil ikke generalisere, men udfra mange års terapeutisk arbejde med familier, oplever jeg fx børn og unge, der mistrives både i og uden for familien. Den typiske familie bebrejder børn og unge og stempler dem lynhurtigt som respektløse. Når børn og unge mistrives, udvikler de sig som oftest i negativ retning; de begår grove, kriminelle handlinger.

Det går op for forældrene, at de ikke selv er i stand til at magte problemerne, og en del beder om hjælp fra deres eget netværk i håb om at få børnene og de unge på ret køl. Jeg ser tit den øvrige families syn på disse børn og unge. Det er ofte meget fordomsfuldt. Via forældrene har de allerede dømt børnene og de unge, og de ser på dem på samme måde som forældrene, og så begynder de at moralisere.

Børn og unge har ikke brug for moraliserende voksne

De børn og unge jeg har mødt, er træt af moraliserende voksne, uanset om de er deres familie eller ej. De har brug for voksne, der anerkender dem og i nogle situationer er deres advokat, hvor de sammen går i dialog med forældrene for at finde en konstruktiv løsning for begge parter. Jeg skal ikke generalisere, men jeg har endnu ikke mødt nogle slægtninge blandt de familier, jeg har kendskab til, der erklærer sig som børnene og de unges advokat og går imod den traditionelle kulturs normer.

Ifølge den traditionelle opfattelse ses børnene og de unge som objekter de bliver tingsliggjort. Jeg er stærkt bekymret for anbringelse af børn og unge hos slægtninge, for det spiller en afgørende rolle, hvordan de voksnes holdning er til børnene og de unge. For dem er det familiens ære, der er på spil.

Der er fx unge, der er i politiets og andre myndigheders søgelys på grund af kriminalitet eller forældres voldelige handlinger overfor dem. I sådanne tilfælde tænker nære slægtninge ikke på at undersøge sagerne og sætte sig ind i børnene og de unges situation, nej, desværre tænker de mere på, at det ikke alene går ud over forældrenes, men hele familiens ære. Bl.a. derfor tvivler jeg på, om det er en god ide at anbringe børn og unge hos slægtninge.

Nogle bud

For at minimere anbringelser, er det bl.a. nødvendigt at fokusere på den obligatoriske integrationsperiode og på forældrenes kompetencer. Det er min erfaring, at en del forældre er nået til den erkendelse, at deres viden ikke rækker til at løse de problemer de har med deres børn og unge.

Disse forældre er voldsomt interesserede i at tilegne sig viden om, hvad det vil sige at være forældre og at sætte sig ind i børns udvikling osv. I stedet for at anbringe børn og unge hos slægtninge opfordrer jeg til, at kommunerne hellere anbringer børnene hos etniske plejeforældre eller institutioner, der har specialiseret sig indenfor de etniske områder.

Det kræver nemlig enormt meget af os professionelle at få en dyb kontakt til disse børn og unge og ikke mindst at indlede et samarbejde med forældrene. I anbringelsessituationen er det efter min opfattelse ret afgørende at finde det rette tilbud, der dækker det enkelte barns/unges behov. At ministeren vil satse på slægtsanbringelse, skader mere end det gavner!

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar