Der har på det sidste været en oplivet debat om etnisk integration i samfundet. Denne debat har ligesom overset en vigtig faktor: socialarbejdernes pædagogiske forudsætninger for dette arbejde. Det er et emne der naturligvis også interessere mig meget.
Baggrund for min interesse er, at jeg i lang tid har arbejdet i institutioner og er blevet kontaktet af en del institutioner på landsplan omkring etniske unge og medarbejderes ukendskab til de etniske unge i institutionerne. Som supervisor har jeg undervist personale og i nogle tilfælde superviseret institutionsmedarbejdere.
Dagligt arbejder jeg med børn og unge, hvor jeg har stor tilknytning til etniske unge. Som supervisor, socialpædagogisk medarbejder i Blæksprutten og stud.pæd på D.L.H beskæftiger jeg mig med etniske spørgsmål på både teoretiske og praktiske niveauer. Jeg underviser på Klubpædagog seminariet og på Ryslinge med tema fag: etniske unge i institutionerne.
Jeg vil at bidrage med mit kendskab, oplevelser i institutionerne, erfaringer som underviser og den undersøgelse jeg har lavet i forbindelse med mit studie på D.L.H omkring udviklings arbejdet i klub regi der er målrettet for etniske unge.
I det følgende debat oplæg vil jeg lægge vægt på:
De er ikke interesseret i institutionerne.
Opsøgende arbejde bl.a. etniske unge.
Du må ikke tale “tyrkisk” i institutionen.
Etnisk og nationalistisk identitet udvikling i institutionerne.
Har institutions medarbejderne de nødvendige faglige forudsætninger for at arbejde med etniske unge?
De er ikke interesserede i institutioner
Det jeg tit hører fra institutionsmedarbejderne er, at etniske familier ikke er interesserede i at sende deres unge i institutionerne. Når de skal argumentere for hvorfor de ikke er interesserede i at sende deres børn og unge i institutionerne, er det en bestemt grund jeg tit høre. Det er, at familierne ikke er interesserede i, at betale det det koster at gå i institutionen.
Jeg vil her komme med en supplerende forklaring til dette. Mange etniske familier har gennemsnitlig 4 – 6 børn. Og arbejdsløsheden blandt etniske grupper er 30 – 55 %. Selv om det er ikke det store beløb vi taler om, viser mine erfaringer, at klub kontingentet er noget de kan mærke på deres måneds budget, hvis de skal betale et børnehave kontingent og tre klub kontingenter fx.
For mig at se er økonomien ikke den primære grund til at etniske familier ikke sender deres unge i institutionerne. For mange familier er økonomien en sekundær grund.Her vil jeg forklare udfra mine erfaringer om den primære grund til at familierne ikke viser interesse for at sende deres børn i institutionerne.
Produkt og process bevidsthed
Menneskets primærsocialisation spiller en stor rolle i det voksne liv, mange af de etniske grupper er fra et samfund hvor de er meget produkt orienterede. Dvs. de institutioner der er målrettet til et bestemt mål har en stor betydning for de etniske familier. Fx. skolen, som institution, har en stor betydning for de etniske grupper. Via at gå i skolen får man en uddannelse, som er et middel mange etniske grupper ønsker at deres børn opnår. Dette middel ( uddannelse) vil jeg betegne som et produkt.
Her mener jeg ikke at institutionerne er mål løse, tværtimod har institutionerne et pædagogisk mål. Det kalder jeg proces orienterede mål. Hvor det er svært for mange etniske grupper, at få bevidsthed om processen, har de en afgørende betydning for at nå de produkt mål, som de forventer af deres børn og unge.
Opsøgende arbejder
For at motivere etniske familier til at bruge de danske institutioner, stilles der efter min mening krav til institutionsmedarbejderne. For at bevidstgøre etniske familier om, at dit arbejde i institutionen har en betydning for deres unge så er du nødt til at fortælle om dit arbejde. Det sker i mange institutioner, hvor man på landsplan forsøger at fortælle etniske familier om arbejdet, mine erfaringer siger mig, at institutionerne fortæller om deres arbejde på en traditionel måde dvs. at skrive til de etniske familier og dermed kommer de ikke i direkte kontakt med familierne. Den måde at orientere etniske familier på er efter min mening ikke særlig resultatgivende. Derfor ser I ikke ret mange etniske børn og unge i jeres institutioner.
Vi har haft mange etniske unge i vores institioner
Det lyder sådan i en interview med en klubleder, efter de har ansat en kvindelig medarbejder med tørklæd. De havde mange unge og deres forældre på besøg i deres klub. Jeg havde interviews med lederen og medarbejderen omkring deres arbejde med etniske familier.
Efter min mening anvender de en opsøgende arbejdsmetode som er utraditionel, spændende og motiverede for mange af de etniske grupper i det lokale område.
Deres opsøgende metode gik ud på, at institutionen samarbejder med den lokale aften skole, som arrangerer dansk, blomsterbindning og andre kurser for etniske kvinder. Aftenskolen bruger institutionens lokaler i formiddags timerne. Og institutionen ansætter kvinder der skal have et arbejdstilbud fra Arbejdsformidlingen som langtidsledige i 7 måneder i deres klub, selvom de har en fast to kulturel medarbejder.
Det var to psykologiske faktorer, der motiverer kvinder og unge til at komme i institutionen. Den ene psykologiske faktor var, at kvinderne tog del i undervisning i institutionens lokaler, hvor de kunne danne sig et indtryk af institutionen og institutionens medarbejdere forsøgte at fortælle om deres arbejde. Disse indtryk giver anledning til snak i de etniske familie om hvad institutionen betyder for deres unge. Disse snakke mellem manden og konen er efter min mening med til at give positive resultater vedr. familiens motivation for at deres børn skulle i institutionen.
Den anden psykologiske faktor var trygheden i institutionen, hvor jeg selv havde svært ved at tro på at etniske piger kunne bruge danske institutioner, men de kvindelige medarbejderes opsøgende arbejdsmetoder var virkningsfulde. Hendes opsøgende arbejde adskilte sig fra de traditionelle opsøgende arbejdsmetoder. Dvs. når hun var på arbejde var der mange kvinder, der kom i institutionen, men når hun havde fri fra arbejdet, så havde hun et stort socialt netværk, som hun tit var sammen med. I det sociale netværk fortæller hun om det pædagogiske arbejde i institutionen og hvor betydnings fuld det er for etniske unge. Hendes fortællen påvirker til en vis grad de andre kvinder, denne påvirkning giver stof tit eftertanke, hvor efter en del af de kvinder sørger for at deres børn bliver tilmeldt til institutionen.
Holdning til etniske unge i instutionen
“Du må ikke tale tyrkisk i institutionen”. ” Hvad skal vi stille op overfor de unge når de taler deres eget sprog?” Det er også et af de spørgsmål der blev stillede til mig. Og jeg kender nogle institutioner, der har indført et princip om, at de etniske unge ikke må tale deres eget sprog.
Det er et pædagogisk spørgsmål, der efter min mening kræver en længere pædagogisk diskussion, men jeg har svært ved at tage fat på den diskussion i dette debat oplæg. Jeg vil dog kort give udtryk for hvad jeg mener man skal gøre som institutionsmedarbejder. Inden man beslutter, at de ikke må tale deres eget sprog, så I som personale gruppe diskutere de unges situation i samfundet udfra psykologiske forhold. Dvs. en del unge har et indtryk af det danske samfund, der fortæller dem at de på en eller anden måde ikke er helt ønskede samfundsborgere. Når de unge har disse indtryk af samfundet, så er de unge altid i forsvars position for at overbevise samfundet ( institutionen ) om, at deres kultur er noget er noget værd for dem. Hvis institutionen overser den psykologiske faktor, så skaber institutionen problemer for sig selv og de unge. Jeg mener unge skal har lov til at tale deres sprog når de er sammen. Når de er sammen med forskellige nationaliteter og danskere, så er min holdning klart, at de skal tale det fælles sprog dansk.
Etnisk og national identitets udvikling
Min undersøgelse og mit kendskab til unge fra etniske og danske grupper, peger på en tendens som jeg selv blev bekymret over og jeg tror at en stor del af klubmedarbejdene og politikerne vil vær den tendens, at. der ikke er den tætte relationen mellem etniske og danske grupper. Når unge er i institutionerne er de tit for sig selv. Jeg har selv undret mig over de grupperinger. Jeg selv har opnået den erkendelse omkring de grupperinger, at det er medarbejdernes og den danske ungdoms utilstrækkelige viden om de etniske unge. Både etniske og danske unge er fulde at fordomme overfor hinanden. Fordommene kræver, at medarbejderne er rustet til via pædagogiske metoder at løse op for de fordomme der fndes hos grupperne.
I det i øjeblik man ikke arbejder profesionelt med de unge, så opstår den tendens som jeg registrede, at unge etniske udvikler en negativ etnisk identitet.Hvorimod danske unge udvikler en national identitet, også i negativ forstand, som jeg har svært ved at få til at hænge samme med det øvrige samfunds udvikling i det multikulturelle samfund.
Jeg er ikke tilhænger af at etniske unge skal blive danske, tværtimod de må have en etnisk identitet. som er sund for deres identitets udvikling og integration i samfundet.Her vil jeg illustrere med et citat fra Weekendavisen 1993 af Lasse Dencik.Artikel: Etnicitet og konflikt, fremmedhadets oprindelse:
“1700 tals filosoffen Johan Gottfried Herder konstaterede, at ligesom folk har behov for at spise og drikke, for at have personlig sikkerhed og bevægelsesfrihed, så har man også behov for at høre til en etnisk gruppe”.
De nødvendige faglige forudsætninger
I min undersøgelse på DLH omkring udviklings arbejdet i institutionerne, har jeg via mine interviews med udvalgte institutioner undersøgt medarbejdernes faglige forudsætninger i relation til de etniske unge i institutionerne. Mine erfaringer både på klubpædagog seminarium i København og på Ryslinge viser at institutionsmedarbejderne har et stort behov for viden om de etniske unge og udviklingen i deres familier. Fx. familie strukturen. Det er ikke kun institutionsmedarbejdere, men de fleste danskere vil svare at enetnisk familie struktur er patriarkalsk. Hvis man går ud fra denne opfattelse vil man støde ind i problemer i sit arbejde med etniske unge. Det handler selvfølgelig ikke kun om familie struktur. For at arbejde med etniske unge vil jeg nævne de følgende faktorer der vigtige at have indsigt i.
Hvad gør de enkelte institutioner i forhold til de enkelte punkter?
I det følgende vil jeg udfra Hans Gullestrups kulturteori give et bud på, hvad der mangler af pædagogiske forudsætninger hos aktørerne. Overskriften til disse forudsætninger vil jeg kalde Den pædagogiske værktøjskasse.
Den pædagogiske værktøjskasse
Jeg mener, at disse kulturelle elementer er grundlæggende forudsætninger for pædagoger i arbejdt med etniske grupper. Jeg vil belyse to elementer : Foreningsrelationer og solidaritetsgrænser.
Foreningsrelationer
Som dansker har man traditioner på foreningsområdet, både som barn og voksen. Man forventer derfor at etniske familier også lever op til disse traditioner. Når de så ikke gør det, kommer små irritationerne, som kan være med til at folk tager afstand til institutionerne. Den grundlæggende psykologiske faktor er indv/flygt forældrenes opvækst i et autoritært samfund. Der var der ikke traditioner for foreninger med mindre det var politiske.
Solidaritetsgrænser
Industrisamfundets mennesker udvikler sig til individualister og det besværliggøre også det pæd. arbejde med etniske grupper. Etniske grupper har en stærk solidaritetsfølelse med deres etniske tilhørsforhold.
De har ikke følelsen af at høre til i majoritetssamfundet. Dette tilhørsforhold kan komme til udtryk på mange måder. Fx. hvis en konflikt udvikler sig til, at vedkommende bliver smidt ud af klubben kan det have vidtrækkende konsekvenser.
Andre fra samme etniske gruppe kan vende sig mod personalet i institutionen. De unge har i det danske samfund en etnisk identitet og har i mange sammenhænge oplevet, at de er uønskede personer, hvorimod de i deres primære socialisation oplevede det som en del af deres liv. Danske pæd. står i mange tilfælde uforstående overfor sådanne reaktioner og det ender så med uløste situationer.
