Velfærdsminister Karen Jespersen (V) var en af de politikere, der hurtigt tog skarp afstand fra brug af dialog, når det kommer til at dæmme op for radikalisering af muslimer, og det er en stor fejl, mener Ahmet Demir.

En del politikere, bl.a. velfærdsminister Karen Jespersen (V) og Naser Khader (LA), var hurtigt ude i forbindelse med integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) 40 forslag til, hvordan regeringen kan dæmme op for radikalisering af muslimer. Et forslag var dialog med muslimer, som er ekstremister eller i fare for at blive det, et andet var koranstudiegrupper i fængslerne.

De to forslag skabte debat, og især Karen og Naser meldte skarpt ud, idet de på ingen måde ville i dialog med muslimer, der kunne blive ekstremister eller terrorister. Det forstår jeg ikke. Især unge fra 15 år og op er rodløse og kan nemt udvikle sig til noget, ingen ønsker. Ekstremisme kan skabe katastrofer både for dem selv og samfundet, f.eks. i form af terrorhandlinger.

Forebyg katastrofer

Jeg er tilhænger af, at politikere, PET og andre vælger dialog som arbejdsredskab. Via dialog kommer vi i kontakt med forskellige miljøer, også religiøse og ekstreme. Dialog kan føre til fælles bevidsthed om, at vi uanset hudfarve og tro kan være ansvarlige samfundsborgere, som fravælger vold som løsning på kulturel eller religiøs uenighed. Via dialog kan alle med tendens til ekstremisme opnå anerkendelse, og via denne kan vi sammen skabe rammer for os alle.

Nogle muslimer sidder i fængsel. Uden at generalisere er deres viden om islam overfladisk, så de nemt påvirkes til at udvikle ekstreme holdninger. Jeg tror, at denne gruppe under kyndig vejledning kan tilegne sig en viden, som har stor betydning for deres identitet og kultur.

Magt eller integration

Især hos 13-20-årige ser jeg, at rodløshed og uacceptable handlinger kan skyldes, at de ikke ved, hvor de hører til. Hvis vi giver mulighed for, at de i fængslet tilegner sig ny viden, får vi nogle samfundsborgere, som kan stå på egne ben og selv vælge det liv, de vil leve.
Min erfaring med unge er, at de ikke er interesseret i vold og terrorisme, når vi skaber udviklingsmuligheder for dem.Karen Jespersen og Naser Khader går efter min mening efter magt, idet deres udmeldinger vil give dem stemmer.

Desværre fjerner vi ikke ekstreme holdninger ved at sige nej til dialog. Udsatte grupper skubbes endnu mere uden for fællesskabet, og konsekvensen kan være en øget tendens til et ‘os og dem-samfund’.Af denne og andre grunde er jeg tilhænger af dialog, som vil mindske radikalisering samt føre til social integration.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X