Lige før jul brugte nogle af vestegnens socialdemokratiske borgmestre offentligheden på nogle af deres problemer med indvandrer og flygtninges sociale integration. Når jeg kigger tilbage på året 1999, har der været massivt fokus på disse gruppers integration i det danske samfund. Fx på tørklæde, børns mad i børnehaver, tvangs ægteskaber osv.
Borgmestrenes fokus på gruppen, er med til at presse regeringen til at foretage nogle lovmæssige initiativer, som fx stoppe familiesammenføring. Jeg vil fra starten gøre klart, at jeg har ikke noget imod at vi fokuser på gruppernes sociale integration. Det der fik mig til at reagere var politikkernes diskussion af nogle problemstillinger såsom ægteskab og dansk kundskaberne.
Når politikkerne diskuterer disse problemer, lyder det for mig, som om de overser den kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige udvikling hos disse grupper. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor de primært fokusere på gruppens manglende sociale integration og bevidst søger at give gruppen skylden for deres manglende “integration. Jeg vil i det følgende give en anden indgangs vinkel på ægteskab og det at lære sproget.
Forældrene der bestemmer
Vi ved fra historien, at især de tyrkiske, pakistanske og andre muslimske forældre traditionelt havde stor indflydelse på, hvem deres unge skulle giftes med. Denne form for arangerede ægteskab, vil jeg påstå hører mere til en feudalistisk samfundskultur dvs. en kollektiv produktion og familieliv. Faderen er familiens overhoved og de unge har svært ved at vise modstand overfor deres forældres beslutning, de er socialt og økonomisk afhængig af deres familier, men deres tro har også stor betydning, de unge måtte ikke være oprørske. Det har ændret sig i mange familier.
Krise i familier
Borgmestrene påstår, at det stadig væk er denne form for ægteskab, den opvoksende generation her i landet praktisere. Denne form for ægteskaber kan ske i nogle familier, men generelt er der en stor udvikling i etniske familier. De unge vil selv vælge deres partner og selv bestemme på andre områder af deres liv. Man kan tydeligt se på landsbasis, at en stor del er beboerne på kvindehjemmene består af indvandre og flygtninge kvinder. Det er et tegn på at kvinder ikke vil acceptere den traditionelle form for arrangerede ægteskaber.
Det har skabt en krise i familierne. Forældre som har være med til at tvinge deres unge til ægteskabet, har selv betalt en stor pris i form af psykosomatiske sygdom, dvs. at de er rystede i deres fundamentale tro, de sidder resten af deres liv med skyldfølelse og dårlig samvittighed overfor deres børns ulykkelig liv.
Derfor en stor del af forældrene nået til den erkendelse, at må lade de unge bestemme selv. Der er også andre forhold, såsom samfundets påvirkning, de unges uddannelses og relation til arbejdsmarked der bl.a. er med til at de unge er i stand til at sige fra overfor deres familie.
Kulturel forskellighed
Politikkerne er enormt bekymrede for den “store” familiesammenføring, dvs. ægtefælden kommer fra gruppens oprindelsesland. Som jeg var inde på vil de unge selv vælge deres ægtefælde og når arrangerede ægteskaber alligevel forekommer give det anledning til krise og ender ofte med skilsmisse, da der opstår mange problemer når de to unge kommer fra forskellige kulture.
Arrangerede ægteskaber pålægger de unge et stort ansvar for bl.a. bolig, økonomi og arbejde. På længere sigt har forældrene ikke meget at skulle have sagt om de unges valg af ægtefælde.
Sproget
Som Statsministeren mener jeg også at det må være et obligatorisk krav, at grupperne skal lære dansk, det er ikke til diskussion hvis vi alle skal lære at klare sig i livet. Det er et middel til at kommunikere med omverden og internt i vores egen familie. Sproget er et problem for en del af grupperne ofte i forhold til fx arbejdsmarkedet. Jeg er mest bekymret for en anden udvikling som har negative konsekvenser for både forældre og deres børn.
Dvs. en stor del af vore børn lærer via deres sekundære socialisation dansk, og efterhånden bliver dansk det sprog de kommuniker på. Forældrene har ofte alvorlige problemer, de kan ikke kommunikere med deres børn, fordi forældrene er dårlige til dansk og børnene enten er dårlige eller ikke kan tale deres eget modersmål. På længere sigt får det manglende fælles sprog alvorlige konsekvenser, fx manglende evne til at kommunikere sine følelser ud for begge parter. Det giver massive kommunikations problemer.
Hvad gør samfundet for den gruppe, der kan sproget og er uddannet i Danmark men stadig har store problemer med at finde arbejde? En stor del af de højt uddannede er efter mange forsøg på at søge arbejde, set sig nødsaget til at tage arbejde i service branchen, fx grønthandler, taxichauffør, rengøring osv. Det vil sige, at sproglige forudsætninger og uddannelse heller ikke hjælper individets social integration.
Afslutningsvis vil jeg sige: Menneskers sociale integration kan ikke løses alene via lovgivning, fx lovgivning mod familiesammenføring, Lad mennesker selv vælge hvem de vil giftes med uanset hvilken nationalitet der står i deres papirer.
Politikkerne er meget optaget at indvandrer og flygtninges sociale integration, men hvad har de gjort for danskere, der også har sociale integrations problemer. Kan vi bruge disse erfaringer i forhold til indvandrenes og flygtningenes sociale integration i Danmark?
For mig handler det ikke om at uddele skyld
Når politikkerne bruger vores medier og tid på finde de skyldige i disse gruppers problemer, er det eneste vi opnår, at skabe større angst og dybere grøfte mellem danskere og grupperne. Det handler om at diskutere fælles holdninger og ansvar. En handlings orienteret politik i stedet for kun “snak”. En aktiv dialog med indvandrer og flygtninge organisationerne og ikke mindste arbejde på gøre grupperne opmærksom på at de selv har et ansvar i løsningen af deres problemer.
